De unges Forbund
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
at fylde glassene.)
nærmestes hænder.)
efter dem.)
Doktor Fjeldbo kommer fra baggrunden.)
tid kommer Selma og Stensgård frem i den forreste havedør.)
tilrette, o. s v.)
flittigt under det følgende. Bastian Monsen er imidlertid kommen ind
fra højre.)
og bagværk, der bydes omkring under det følgende.)
DE UNGES FORBUND.
LYSTSPIL I FEM AKTER
TREDJE OPLAG.
[
Forlagslogo
]
KØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1874.
DE UNGES FORBUND.
Personerne:
Kammerherre Bratsberg, jernværksejer.
Erik Bratsberg, hans søn, juridisk kandidat og grosserer.
Thora, hans datter.
Selma, grossererens frue.
Doktor Fjeldbo, værkslæge.
Sagfører Stensgård.
Proprietær Monsenpå Storli.
Bastian Monsen, hans søn.
Ragna, hans datter.
Kandidat Helle, huslærer på Storli.
Værksforvalter Ringdal.
Gårdbruger Anders Lundestad.
Daniel Hejre.
Madam Rundholmen, landhandlerenke.
Bogtrykker Aslaksen.
En tjenestepigehos kammerherrens.
En opvarter.
En pigehos madam Rundholmen.
Folk af almuen. Kammerherrens gæster, o.s.v. o.s.v.
(Handlingen foregår på værket i nærheden af en købstad i det sønden-
fjeldske Norge.)
fjeldske Norge.)
FØRSTE AKT.
(17de Maj. Aften. Folkefest. En lund ved hovedgården. Musik og dans
i baggrunden; brogede lamper på træerne. I midten, noget tilbage, en
talerstol; tilhøjre indgang til et stort beværtningstelt; foran samme et
bord med bænke. Over på den anden side i forgrunden et andet bord,
pyntet med blomster og omgivet af lænestole.)
i baggrunden; brogede lamper på træerne. I midten, noget tilbage, en
talerstol; tilhøjre indgang til et stort beværtningstelt; foran samme et
bord med bænke. Over på den anden side i forgrunden et andet bord,
pyntet med blomster og omgivet af lænestole.)
(Stor folkemasse. Gårdbruger Lundestad, med komitesløjfe i
knaphullet, står på talerstolen. Værksforvalter Ringdal, ligeledes
med komitesløjfe, ved bordet tilvenstre.)
knaphullet, står på talerstolen. Værksforvalter Ringdal, ligeledes
med komitesløjfe, ved bordet tilvenstre.)
Lundestad.
– – Og derfor, ærede sognefolk, – en skål
for vor frihed! Således, som vi har taget den i
arv fra vore fædre, således vil vi bevare den for
os selv og for vore sønner! Hurra for dagen!
Hurra for 17de Maj!
for vor frihed! Således, som vi har taget den i
arv fra vore fædre, således vil vi bevare den for
os selv og for vore sønner! Hurra for dagen!
Hurra for 17de Maj!
Tilhørerne.
Hurra, hurra, hurra!
Værksforvalter Ringdal
(idet Lundestad stiger ned).
(idet Lundestad stiger ned).
Og nu et hurra for gamle Lundestad!
Enkelte stemmer.
Hys! Hys!
s. 6
Mange stemmer
(overdøvende).
(overdøvende).
Hurra for Lundestad! Gamle Lundestad leve!
Hurra!
Hurra!
(Tilhørerne spreder sig. Proprietær Monsen, hans søn Bastian,
sagfører Stensgård og bogtrykker Aslaksen trænger sig frem
gennem sværmen.)
sagfører Stensgård og bogtrykker Aslaksen trænger sig frem
gennem sværmen.)
Monsen.
Ja minsæl blir han aflægs nu!
Aslaksen.
Det var vore lokale forholde han snakked for!
Ho-ho!
Ho-ho!
Monsen.
Den tale har han nu holdt i alle de år, jeg
kan mindes. Kom så her –!
kan mindes. Kom så her –!
Stensgård.
Nej-nej-nej! Ikke den vej, herr Monsen! Nu
kommer vi jo rent bort fra Deres datter.
kommer vi jo rent bort fra Deres datter.
Monsen.
Å, Ragna finder os nok igen.
Bastian.
Hun har ingen nød; kandidat Helle er med
hende.
hende.
Stensgård.
Helle?
Monsen.
Ja, Helle. (puffer ham venskabeligt.) Men jeg er med
Dem, ser De. Og det er vi da allesammen. Kom
så! Her sidder vi i ly for kreti og pleti; her kan
vi snakke lidt nærmere om det, som – (har imid-
lertid sat sig ved bordet tilvenstre.)
Dem, ser De. Og det er vi da allesammen. Kom
så! Her sidder vi i ly for kreti og pleti; her kan
vi snakke lidt nærmere om det, som – (har imid-
lertid sat sig ved bordet tilvenstre.)
s. 7
Ringdal
(træder til).
(træder til).
Undskyld, herr Monsen, – det bord er for-
beholdt –
beholdt –
Stensgård.
Forbeholdt? For hvem?
Ringdal.
For kammerherrens.
Stensgård.
Å hvad, kammerherrens! Her er jo ingen af
dem tilstede.
dem tilstede.
Ringdal.
Nej, men vi kan vente dem hvert øjeblik.
Stensgård.
Så lad dem sætte sig et andet steds. (tager en stol.)
Gårdbruger Lundestad
(lægger hånden på stolen).
(lægger hånden på stolen).
Nej, bordet får nu stå, som sagt er.
Monsen
(rejser sig).
(rejser sig).
Kom, herr Stensgård; der er ligeså god plads
derborte. (går over tilhøjre.) Opvarter! Hm, ingen op-
varter heller. Det skulde nu festkomiteen sørget
for itide. Å, Aslaksen, gå ind og hent os fire
flasker Champagne. Forlang af den dyreste. Sig,
Monsen betaler!
(Aslaksen går ind i teltet; de tre øvrige sætter sig.)
derborte. (går over tilhøjre.) Opvarter! Hm, ingen op-
varter heller. Det skulde nu festkomiteen sørget
for itide. Å, Aslaksen, gå ind og hent os fire
flasker Champagne. Forlang af den dyreste. Sig,
Monsen betaler!
Lundestad
(går stilfærdigt over til dem og vender sig til Stensgård).
(går stilfærdigt over til dem og vender sig til Stensgård).
De får nu endelig ikke ta'e det fortrydeligt op –
Monsen.
Nej, fortrydeligt –! Gudbevares! Langtfra det!
s. 8
Lundestad
(fremdeles til Stensgård).
(fremdeles til Stensgård).
For det er jo sletikke mig personligt; det er
festkomiteen, som har besluttet –
festkomiteen, som har besluttet –
Monsen.
Forstår sig. Festkomiteen har at befale og vi
skal lystre –
skal lystre –
Lundestad
(som før).
(som før).
Vi er jo her på kammerherrens grund. Han
har velvilligt overladt os både lunden og haven
for ikveld; og så mente vi –
har velvilligt overladt os både lunden og haven
for ikveld; og så mente vi –
Stensgård.
Vi sidder fortræffeligt her, herr Lundestad, –
når vi blot får sidde i ro, – jeg mener, for folke-
sværmen.
når vi blot får sidde i ro, – jeg mener, for folke-
sværmen.
Lundestad
(venligt)
(venligt)
Ja, ja; så er det jo godt og vel altsammen.
(går mod baggrunden.)
Aslaksen
(fra teltet).
(fra teltet).
Nu kommer opvarteren straks med vinen.
(sætter sig.)
Monsen.
Eget bord; – under særligt tilsyn af festko-
miteen. Og det på selve frihedsdagen! Der har
De en prøve på det hele stel.
miteen. Og det på selve frihedsdagen! Der har
De en prøve på det hele stel.
Stensgård.
Men herregud, I gode skikkelige mennesker, –
hvorfor finder I jer i sligt?
hvorfor finder I jer i sligt?
s. 9
Monsen.
Gammel nedarvet slendrian, ser De.
Aslaksen.
De er ny her i egnen, herr sagfører Stensgård.
Men kendte De bare en liden smule til vore lo-
kale forholde, så –
Men kendte De bare en liden smule til vore lo-
kale forholde, så –
Opvarteren
(bringer Champagne).
(bringer Champagne).
Det var jo her, der blev bestilt –?
Aslaksen.
Ja visst. Se så; skænk i!
Opvarteren
(skænker i).
(skænker i).
Ja, det var jo for Deres regning, herr Monsen?
Monsen.
Altsammen; vær ganske rolig.
(Opvarteren går.)
Monsen
(klinker med Stensgård).
(klinker med Stensgård).
Nå, velkommen iblandt os, herr overretssag-
fører! Det glæder mig særdeles at ha'e gjort
Deres bekendtskab; og jeg må sige, det er en
ære for distriktet, at slig en mand, som De, slår
Dem ned her. Vi har læst så meget om Dem i
aviserne, både fra sangermøder og andre møder.
Herr sagfører Stensgård, De har store talegaver
og De har hjerte for det almindelige vel. Gid
De nu rigtig med liv og lyst måtte gribe ind i,
– hm, gribe ind i –
fører! Det glæder mig særdeles at ha'e gjort
Deres bekendtskab; og jeg må sige, det er en
ære for distriktet, at slig en mand, som De, slår
Dem ned her. Vi har læst så meget om Dem i
aviserne, både fra sangermøder og andre møder.
Herr sagfører Stensgård, De har store talegaver
og De har hjerte for det almindelige vel. Gid
De nu rigtig med liv og lyst måtte gribe ind i,
– hm, gribe ind i –
Aslaksen.
I de lokale forholde.
s. 10
Monsen.
Å ja; i de lokale forholde. Skål for det!
(de drikker.)
Stensgård.
Liv og lyst skal det ikke skorte på!
Monsen.
Bravo! Hør! Et glas til for det løfte!
Stensgård.
Nej, stop; jeg har allerede i forvejen –
Monsen.
Å snak! Et glas til, siger jeg; – det er et
løftets bæger!
(de klinker og drikker igen; under det følgende vedbliver Bastian flittigt
løftets bæger!
at fylde glassene.)
Monsen.
Forresten, – siden vi nu engang er kommet
ind på slige ting –, så må jeg sige, at det ikke
egentlig er kammerherren, som holder alting un-
der åget. Nej, den, som står bagved og styrer
slæden, det er gamle Lundestad, De!
ind på slige ting –, så må jeg sige, at det ikke
egentlig er kammerherren, som holder alting un-
der åget. Nej, den, som står bagved og styrer
slæden, det er gamle Lundestad, De!
Stensgård.
Ja, det har jeg hørt fra flere kanter. Jeg be-
griber ikke, at sådan en frihedsmand –
griber ikke, at sådan en frihedsmand –
Monsen.
Lundestad? Kalder De Anders Lundestad fri-
hedsmand? Ja, han gav sig rigtignok ord for det,
i sine unge dage, da det gjaldt at svinge sig op.
Derfor tog han også storthingshvervet i arv efter
faderen. Gudbevars; alting går nu i arv her!
hedsmand? Ja, han gav sig rigtignok ord for det,
i sine unge dage, da det gjaldt at svinge sig op.
Derfor tog han også storthingshvervet i arv efter
faderen. Gudbevars; alting går nu i arv her!
s. 11
Stensgård.
Men alt dette uvæsen måtte der da kunne
gøres en ende på.
gøres en ende på.
Aslaksen.
Ja, død og pine, herr sagfører, – bare gør
ende på!
ende på!
Stensgård.
Jeg siger jo ikke at jeg –
Aslaksen.
Jo, netop De! De er manden. De har snakke-
tøj, som folk siger; og De har det, som mere er,
De har penneførhed. Min avis står Dem åben,
det ved De.
tøj, som folk siger; og De har det, som mere er,
De har penneførhed. Min avis står Dem åben,
det ved De.
Monsen.
Men skulde noget ske, så måtte det rigtignok ske
snart. Valgmandsvalget skal holdes en af dagene.
snart. Valgmandsvalget skal holdes en af dagene.
Stensgård.
Og Deres mange private affærer vilde ikke være
til hinder, dersom valget nu faldt på Dem?
til hinder, dersom valget nu faldt på Dem?
Monsen.
Mine private affærer vilde vistnok lide under
det; men dersom man mente, at kommunens tarv
fordred noget sligt, så fik jeg naturligvis finde mig
i at sætte personlige hensyn tilside.
det; men dersom man mente, at kommunens tarv
fordred noget sligt, så fik jeg naturligvis finde mig
i at sætte personlige hensyn tilside.
Stensgård.
Ja-ja, så er det brav. Og et parti har De
allerede, det har jeg godt mærket.
allerede, det har jeg godt mærket.
Monsen.
Jeg smigrer mig med, at flertallet af den unge
virkelystne slægt –
virkelystne slægt –
s. 12
Aslaksen.
Hm, hm; her er snushaner ude!
Daniel Hejre
(fra teltet; nærsynet, spejder omkring og kommer nærmere).
(fra teltet; nærsynet, spejder omkring og kommer nærmere).
Å, turde jeg ikke bede om at få låne en ledig
stol; jeg vilde gerne sætte mig derborte.
stol; jeg vilde gerne sætte mig derborte.
Monsen.
Her er faste bænke, som De ser; men kan De
ikke sidde her ved bordet?
ikke sidde her ved bordet?
Daniel Hejre.
Der? Ved det bord? Å jo, såmæn! (sætter sig.)
Se, se! Champagne, tror jeg.
Se, se! Champagne, tror jeg.
Monsen.
Ja. De drikker kanske et glas med?
Daniel Hejre.
Nej, tak! Den Champagne, madam Rundhol-
men leverer, den –; nå ja, et lidet glas kan jeg
jo sagtens for godt selskabs skyld –; ja, den,
som nu bare havde et glas.
men leverer, den –; nå ja, et lidet glas kan jeg
jo sagtens for godt selskabs skyld –; ja, den,
som nu bare havde et glas.
Monsen.
Bastian, gå ind og hent et.
Bastian.
Å, Aslaksen, gå ind og hent et glas.
(Aslaksen går ind i teltet. Tavshed.)
Daniel Hejre.
Herrerne generer sig da vel ikke for mig? Lad
mig endelig ikke –! Tak, Aslaksen! (hilser på Stens-
gård.) Fremmed ansigt. Nylig ankommen. Formo-
dentlig overretssagfører Stensgård, hvis jeg ikke
fejler.
mig endelig ikke –! Tak, Aslaksen! (hilser på Stens-
gård.) Fremmed ansigt. Nylig ankommen. Formo-
dentlig overretssagfører Stensgård, hvis jeg ikke
fejler.
s. 13
Monsen.
Ganske rigtig. (præsenterer.) Overretssagfører Stens-
gård, herr Daniel Hejre –
gård, herr Daniel Hejre –
Bastian.
Kapitalist.
Daniel Hejre.
Forhenværende, rettere sagt. Nu har jeg skilt
mig ved det hele; er gået fra det, kan man gerne
sige. Ja, ikke fallit! Det må De død og pine
ikke tro.
mig ved det hele; er gået fra det, kan man gerne
sige. Ja, ikke fallit! Det må De død og pine
ikke tro.
Monsen.
Drik, drik nu, mens det skummer.
Daniel Hejre.
Men kæltringstreger, ser De; kneb og sligt no-
get, – noksagt. Nå ja, jeg vil håbe, det blot
er forbigående. Når jeg får mine ældre processer
og nogle andre affærer fra hånden, så skal min-
sæl den højvelbårne herr Mikkel for en dag.
Skål! Drikker De ikke på det? Hvad?
get, – noksagt. Nå ja, jeg vil håbe, det blot
er forbigående. Når jeg får mine ældre processer
og nogle andre affærer fra hånden, så skal min-
sæl den højvelbårne herr Mikkel for en dag.
Skål! Drikker De ikke på det? Hvad?
Stensgård.
Ja, måtte jeg ikke først spørge, hvem den høj-
velbårne herr Mikkel er?
velbårne herr Mikkel er?
Daniel Hejre.
He-he; De skal såmæn ikke se så forlegen ud.
De tror da vel aldrig, jeg sigter til herr Monsen?
Herr Monsen kan jo dog ikke kaldes højvelbåren
ialfald. Nej, det er kammerherre Bratsberg, min
kære unge ven!
De tror da vel aldrig, jeg sigter til herr Monsen?
Herr Monsen kan jo dog ikke kaldes højvelbåren
ialfald. Nej, det er kammerherre Bratsberg, min
kære unge ven!
s. 14
Stensgård.
Hvad for noget? I forretningssager er da vel
kammerherren en hæderlig mand.
kammerherren en hæderlig mand.
Daniel Hejre.
Siger De det, unge menneske? Hm; noksagt!
(rykker nærmere.) For en snes år siden var jeg værd
en tønde guld. Fik stor formue efter min fader.
De har vel hørt tale om min fader? Ikke det?
Gamle Mads Hejre? De kaldte ham Guld-Mads.
Han var skibsrheder; tjente ustyrtelige penge i
licentz-tiden; lod sine vinduesposter og dørstolper
forgylde; havde råd til det; noksagt; – derfor
kaldte de ham Guld-Mads.
(rykker nærmere.) For en snes år siden var jeg værd
en tønde guld. Fik stor formue efter min fader.
De har vel hørt tale om min fader? Ikke det?
Gamle Mads Hejre? De kaldte ham Guld-Mads.
Han var skibsrheder; tjente ustyrtelige penge i
licentz-tiden; lod sine vinduesposter og dørstolper
forgylde; havde råd til det; noksagt; – derfor
kaldte de ham Guld-Mads.
Aslaksen.
Forgyldte han ikke skorstenspiberne også?
Daniel Hejre.
Nej, det er bare en avisløgn; – den opstod
længe forinden Deres tid forresten. Men penge
brugte han; og det har da jeg også gjort. En
kostbar rejse til London –; har De ikke hørt
tale om min rejse til London? Førte formelig
hofstat med mig; – har De virkelig ikke hørt
tale om det? Hvad? – Og hvad har jeg ikke
smidt væk til kunster og videnskaber? Og hvor-
ledes har jeg ikke holdt unge talenter frem?
længe forinden Deres tid forresten. Men penge
brugte han; og det har da jeg også gjort. En
kostbar rejse til London –; har De ikke hørt
tale om min rejse til London? Førte formelig
hofstat med mig; – har De virkelig ikke hørt
tale om det? Hvad? – Og hvad har jeg ikke
smidt væk til kunster og videnskaber? Og hvor-
ledes har jeg ikke holdt unge talenter frem?
Aslaksen
(rejser sig).
(rejser sig).
Tak for mig, mine herrer!
Monsen.
Nå? Vil De gå fra os?
s. 15
Aslaksen.
Ja, jeg vil røre lidt på mig.
(går.)
Daniel Hejre
(dæmpet).
(dæmpet).
Han er også en af dem. Lønner som alle de
andre; he-he! Ved De vel, jeg har holdt ham et
helt år til studeringer?
andre; he-he! Ved De vel, jeg har holdt ham et
helt år til studeringer?
Stensgård.
Virkelig? Har Aslaksen studeret?
Daniel Hejre.
Ligesom den unge Monsen; – blev aldrig til
noget; også ligesom, – noksagt, – hvad jeg
vilde sige; måtte opgive ham; mærkede allerede
tidligt denne usalige hang til spirituosa –
noget; også ligesom, – noksagt, – hvad jeg
vilde sige; måtte opgive ham; mærkede allerede
tidligt denne usalige hang til spirituosa –
Monsen.
Men De kom rent bort fra, hvad De vilde for-
talt herr Stensgård om kammerherren.
talt herr Stensgård om kammerherren.
Daniel Hejre.
Ej, det er en vidtløftig historie. Da min fader
stod på sit højeste, så gik det nedad for den
gamle kammerherre, – den nuværendes fader,
forstår De; for han var også kammerherre –
stod på sit højeste, så gik det nedad for den
gamle kammerherre, – den nuværendes fader,
forstår De; for han var også kammerherre –
Bastian.
Naturligvis; alting går i arv her.
Daniel Hejre.
Alle tækkelige egenskaber iberegnet. Noksagt.
Pengereduktionen, – uforsigtigheder, vidtløftig-
heder, som han roded sig ind i anno 1816 og
derudover, tvang ham til at sælge af jordegodset –
Pengereduktionen, – uforsigtigheder, vidtløftig-
heder, som han roded sig ind i anno 1816 og
derudover, tvang ham til at sælge af jordegodset –
s. 16
Stensgård.
Og Deres fader købte?
Daniel Hejre.
Både købte og betalte. Nu! Hvad sker? Jeg
tiltræder arven; jeg gør forbedringer i tusendtal –
tiltræder arven; jeg gør forbedringer i tusendtal –
Bastian.
Naturligvis.
Daniel Hejre.
Skål! – Forbedringer i tusendtal, som sagt;
jeg lufter ud i skogene; en årrække går, – så
kommer min herr Urian, – jeg mener den nu-
værende, – og laer handelen gå om igen!
jeg lufter ud i skogene; en årrække går, – så
kommer min herr Urian, – jeg mener den nu-
værende, – og laer handelen gå om igen!
Stensgård.
Ja, men højstærede herr Hejre, det måtte De
da kunnet forhindre.
da kunnet forhindre.
Daniel Hejre.
Ikke så let! Nogle små formaliteter var for-
glemte, påstod han. Jeg befandt mig desuden
dengang i en momentan pengeforlegenhed, som
efterhånden gik over til at blive permanent. Og
hvor langt rækker man vel nutildags uden kapitaler?
glemte, påstod han. Jeg befandt mig desuden
dengang i en momentan pengeforlegenhed, som
efterhånden gik over til at blive permanent. Og
hvor langt rækker man vel nutildags uden kapitaler?
Monsen.
Nej, det er så Gud et sandt ord! Ja, i visse
måder rækker man ikke langt med kapitaler
heller. Det har jeg fået føle. Ja, selv mine uskyl-
dige børn –
måder rækker man ikke langt med kapitaler
heller. Det har jeg fået føle. Ja, selv mine uskyl-
dige børn –
Bastian
(dunker i bordet).
(dunker i bordet).
Uf, faer, – havde jeg visse folk her!
Stensgård.
Deres børn, siger De?
s. 17
Monsen.
Nå ja; se for exempel Bastian. Er han ikke
bleven vel oplært kanske –?
bleven vel oplært kanske –?
Daniel Hejre.
Trefold! Først i retning henimod student; så i
retning henimod maler; og så i retning –, nej,
det er sandt, – civilingenieur, det er han da.
retning henimod maler; og så i retning –, nej,
det er sandt, – civilingenieur, det er han da.
Bastian.
Ja, det er jeg, død og pine!
Monsen.
Ja, det er han; det kan jeg bevise både med
regninger og med examensattester! Men hvem
har fået kommunalarbejdet? Hvem har fået vej-
anlæggene her – især i de to sidste år? Det har
udlændinger fået, – eller ialfald fremmede, –
folk, kortsagt, om hvem man ingenting ved!
regninger og med examensattester! Men hvem
har fået kommunalarbejdet? Hvem har fået vej-
anlæggene her – især i de to sidste år? Det har
udlændinger fået, – eller ialfald fremmede, –
folk, kortsagt, om hvem man ingenting ved!
Daniel Hejre.
Ja, det går skammeligt til i det hele. Da man
til nytår skulde have en sparebankforstander,
gik man herr Monsen forbi og valgte et subjekt
med forstand (hoster) med forstand på at holde
pungen lukket, – hvilket vor splendide vært
åbenbart ikke har. Gælder det et tillidshverv i
kommunen; – ligedan! Aldrig Monsen; altid en,
der nyder tillid – hos magthaverne. Nå; com-
mune sufragium, som der står i romerretten; det
vil sige, man lider skibbrud i kommunalfaget,
faer! Fy, for pokker? Skål!
til nytår skulde have en sparebankforstander,
gik man herr Monsen forbi og valgte et subjekt
med forstand (hoster) med forstand på at holde
pungen lukket, – hvilket vor splendide vært
åbenbart ikke har. Gælder det et tillidshverv i
kommunen; – ligedan! Aldrig Monsen; altid en,
der nyder tillid – hos magthaverne. Nå; com-
mune sufragium, som der står i romerretten; det
vil sige, man lider skibbrud i kommunalfaget,
faer! Fy, for pokker? Skål!
Henrik Ibsen: De unges forbund.
2
s. 18
Monsen.
Tak! Men for at komme til noget andet, –
hvorledes går det nu med Deres mange processer?
hvorledes går det nu med Deres mange processer?
Daniel Hejre.
De er fremdeles under forberedelse; jeg kan
ikke sige Dem mere for øjeblikket. Ja, hvilke
chikaner er jeg ikke udsat for i den anledning!
I næste uge blir jeg desværre nødt til at indkalde
hele formandskabet for forligelseskommissionen.
ikke sige Dem mere for øjeblikket. Ja, hvilke
chikaner er jeg ikke udsat for i den anledning!
I næste uge blir jeg desværre nødt til at indkalde
hele formandskabet for forligelseskommissionen.
Bastian.
Er det sandt, som folk siger, at De engang
har indkaldt Dem selv for forligelseskommissionen?
har indkaldt Dem selv for forligelseskommissionen?
Daniel Hejre.
Mig selv? Ja; men jeg mødte ikke.
Monsen.
Ha-ha! Ikke det, nå?
Daniel Hejre.
Havde lovligt forfald; skulde over Grønsund, og
så var det uheldigvis det år, Bastian havde bygget
broen; – plump; De ved, det gik ad undas –
så var det uheldigvis det år, Bastian havde bygget
broen; – plump; De ved, det gik ad undas –
Bastian.
Nå, så skulde da fanden –!
Daniel Hejre.
Besindighed, unge mand! Her er så mange,
som spænder buen til den brister; brobuen, mener
jeg; alting er jo arveligt –; noksagt!
som spænder buen til den brister; brobuen, mener
jeg; alting er jo arveligt –; noksagt!
Monsen.
Hå-hå-hå! Noksagt, ja! Drik nu De, noksagt!
(til Stensgård.) De hører, herr Hejre har fribrev på at
yttre sig, som han lyster.
(til Stensgård.) De hører, herr Hejre har fribrev på at
yttre sig, som han lyster.
s. 19
Daniel Hejre.
Ja, yttringsfriheden er også den eneste stats-
borgerlige rettighed, jeg sætter pris på.
borgerlige rettighed, jeg sætter pris på.
Stensgård.
Kun skade, at den rettighed er begrænset af
lovene.
lovene.
Daniel Hejre.
He-he! Herr overretssagførerens tænder løber
kanske i vand efter en injurieproces? Hvad? Læg
endelig ikke hånden imellem, højstærede! Jeg er
en gammel praktikus, jeg!
kanske i vand efter en injurieproces? Hvad? Læg
endelig ikke hånden imellem, højstærede! Jeg er
en gammel praktikus, jeg!
Stensgård.
Med hensyn til injurier?
Daniel Hejre.
Deres tilgivelse, unge mand! Den harme, De
føler, den gør isandhed Deres hjerte ære. Jeg
beder Dem glemme, at en olding har siddet her
og talt frimodigt om Deres fraværende venner.
føler, den gør isandhed Deres hjerte ære. Jeg
beder Dem glemme, at en olding har siddet her
og talt frimodigt om Deres fraværende venner.
Stensgård.
Fraværende venner?
Daniel Hejre.
Sønnen er visst al ære værd; noksagt! Datteren
ligeså. Og når jeg i forbigående kom til at kaste
et stænk på kammerherrens karakter –
ligeså. Og når jeg i forbigående kom til at kaste
et stænk på kammerherrens karakter –
Stensgård.
Kammerherrens? Er det kammerherrens, De
kalder mine venner?
kalder mine venner?
Daniel Hejre.
Ja, man gør da ikke visiter hos sine uvenner,
ved jeg?
ved jeg?
2*
s. 20
Bastian.
Visiter?
Monsen.
Hvad for noget?
Daniel Hejre.
Au, au, au! Her har jeg visst røbet noget,
som –!
som –!
Monsen.
Har De gjort visiter hos kammerherrens!
Stensgård.
Sniksnak! Forvanskninger!
Daniel Hejre.
Sandelig, højst fatalt! Men hvor kunde jeg og-
så tænke, at det var en hemmelighed? (til Monsen.)
Forresten må De ikke tage mine ord altfor bog-
staveligt. Når jeg siger visit, så mener jeg kun
sådant et formelt besøg; – rigtignok i livkjole
og gule handsker; men hvad –!
så tænke, at det var en hemmelighed? (til Monsen.)
Forresten må De ikke tage mine ord altfor bog-
staveligt. Når jeg siger visit, så mener jeg kun
sådant et formelt besøg; – rigtignok i livkjole
og gule handsker; men hvad –!
Stensgård.
Og jeg siger Dem, jeg har ikke talt et levende
ord med den familje!
ord med den familje!
Daniel Hejre.
Er det muligt? Blev De ikke modtagen anden-
gang heller? Ja, for førstegang nægted man sig
hjemme, det ved jeg nok.
gang heller? Ja, for førstegang nægted man sig
hjemme, det ved jeg nok.
Stensgård
(til Monsen).
(til Monsen).
Jeg havde noget skriftligt at overbringe fra
tredjemand i Kristiania; det er det hele.
tredjemand i Kristiania; det er det hele.
s. 21
Daniel Hejre
(rejser sig).
(rejser sig).
Der er, Gud døde mig, noget oprørende i sligt!
Der kommer den unge, tillidsfulde, uerfarne på
livets bane; opsøger den prøvede verdensmand i
hans hus; tyr til ham, der har sit på det tørre,
for at begære, – noksagt! Verdensmanden slår
døren i; man er ikke hjemme; – nej, man er
aldrig hjemme, når det gælder, – noksagt! (ud-
brydende.) Men det er jo den skammeligste grovhed
ovenikøbet!
Der kommer den unge, tillidsfulde, uerfarne på
livets bane; opsøger den prøvede verdensmand i
hans hus; tyr til ham, der har sit på det tørre,
for at begære, – noksagt! Verdensmanden slår
døren i; man er ikke hjemme; – nej, man er
aldrig hjemme, når det gælder, – noksagt! (ud-
brydende.) Men det er jo den skammeligste grovhed
ovenikøbet!
Stensgård.
Å, lad nu den kedelige sag fare.
Daniel Hejre.
Ikke hjemme! Han, som går der og siger: jeg
er altid hjemme for skikkelige mennesker!
er altid hjemme for skikkelige mennesker!
Stensgård.
Siger han det?
Daniel Hejre.
Sådant et mundheld. Herr Monsen blir heller
aldrig modtaget. Men jeg begriber ikke, hvorfor
han har lagt Dem for had. Ja, jeg siger had;
for ved De, hvad jeg hørte igår?
aldrig modtaget. Men jeg begriber ikke, hvorfor
han har lagt Dem for had. Ja, jeg siger had;
for ved De, hvad jeg hørte igår?
Stensgård.
Jeg vil ikke vide, hvad De hørte igår.
Daniel Hejre.
Punktum altså. Yttringen var mig forresten
ikke påfaldende; – i kammerherre Bratsbergs
mund da! Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor han
skulde lægge «rodhugger» til.
ikke påfaldende; – i kammerherre Bratsbergs
mund da! Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor han
skulde lægge «rodhugger» til.
s. 22
Stensgård.
Rodhugger?
Daniel Hejre.
Når De absolut tvinger mig, så må jeg ind-
rømme, at kammerherren har kaldt Dem en rod-
hugger og en lykkejæger.
rømme, at kammerherren har kaldt Dem en rod-
hugger og en lykkejæger.
Stensgård
(springer op).
(springer op).
Hvad for noget?
Daniel Hejre.
Rodhugger og lykkejæger, – eller lykkejæger
og rodhugger, jeg tør ikke indestå for hvorledes
ordene faldt.
og rodhugger, jeg tør ikke indestå for hvorledes
ordene faldt.
Stensgård.
Og det har De hørt på?
Daniel Hejre.
Jeg? Havde jeg været tilstede, herr sagfører
Stensgård, så skulde De visselig ikke savnet det
forsvar, som De fortjener.
Stensgård, så skulde De visselig ikke savnet det
forsvar, som De fortjener.
Monsen.
Der ser De, hvad der kommer ud af at –
Stensgård.
Hvor tør den uforskammede person understå
sig –?
sig –?
Daniel Hejre.
Nå, nå, nå! Ikke så ivrig! Det har været
figurligt ment, det gier jeg min hals på. Kanske
blot en spøgefuld vending. Imorgen kan De jo
bede om en forklaring. Ja, for De skal da vel i
den store middag? Hvad?
figurligt ment, det gier jeg min hals på. Kanske
blot en spøgefuld vending. Imorgen kan De jo
bede om en forklaring. Ja, for De skal da vel i
den store middag? Hvad?
s. 23
Stensgård.
Jeg skal ikke i nogen middag.
Daniel Hejre.
To visiter og endda ingen indbydelse –!
Stensgård.
Rodhugger og lykkejæger! Hvad skulde det
sigte til?
sigte til?
Monsen.
Se derborte! Når man taler om fanden, så er
han nærmest. Kom, Bastian!
(Monsen og Bastian bort.)
han nærmest. Kom, Bastian!
Stensgård.
Hvad skulde det betyde, herr Hejre?
Daniel Hejre.
Kan virkelig ikke tjene Dem med noget svar.
– De lider? Deres hånd, unge mand! Tilgiv,
om jeg ved min frimodighed har såret Dem.
Tro mig, De har endnu mange bittre erfaringer
at gøre på livets bane. De er ung; De er til-
lidsfuld og godtroende. Det er smukt; det er
rørende sågar; men, men, – godtroenhed er sølv;
verdenserfaring er guld; – det er et ordsprog af
min egen opfindelse, faer! Gud være med Dem!
(Daniel Hejre går.)
– De lider? Deres hånd, unge mand! Tilgiv,
om jeg ved min frimodighed har såret Dem.
Tro mig, De har endnu mange bittre erfaringer
at gøre på livets bane. De er ung; De er til-
lidsfuld og godtroende. Det er smukt; det er
rørende sågar; men, men, – godtroenhed er sølv;
verdenserfaring er guld; – det er et ordsprog af
min egen opfindelse, faer! Gud være med Dem!
(Kammerherre Bratsberg, hans datter og doktor Fjeldbo
kommer fra venstre.)
kommer fra venstre.)
Anders Lundestad
(ved talerstolen, slår til lyd).
(ved talerstolen, slår til lyd).
Herr værksforvalter Ringdal har ordet.
s. 24
Stensgård
(råber).
(råber).
Herr Lundestad, jeg forlanger ordet!
Lundestad
Siden!
Stensgård.
Nej, nu! Straks!
Lundestad.
De kan ikke få ordet nu. Herr Ringdal har det.
Ringdal
(på talerstolen).
(på talerstolen).
Ærede forsamling! I dette øjeblik har vi den
ære at se i vor midte manden med det varme
hjerte og den åbne hånd, – han, som vi i en
lang årrække har vant os til at se op til, som
til en fader; han, som altid er rede til råd, som
til dåd; han, hvis dør aldrig er stængt for noget
hæderligt medlem af vort samfund; han, han –;
vor ærede hædersgæst ynder ikke lange taler, og
derfor, en skål og et hurra for kammerherre Brats-
berg og hans familje! De leve! Hurra!
ære at se i vor midte manden med det varme
hjerte og den åbne hånd, – han, som vi i en
lang årrække har vant os til at se op til, som
til en fader; han, som altid er rede til råd, som
til dåd; han, hvis dør aldrig er stængt for noget
hæderligt medlem af vort samfund; han, han –;
vor ærede hædersgæst ynder ikke lange taler, og
derfor, en skål og et hurra for kammerherre Brats-
berg og hans familje! De leve! Hurra!
Mængden
Hurra! Hurra! Hurra!
(stormende jubel; man omringer kammerherren, som takker og trykker de
nærmestes hænder.)
Stensgård.
Får jeg nu ordet?
Lundestad.
Vær så god. Talerstolen er til tjeneste.
Stensgård
(springer op på bordet).
(springer op på bordet).
Jeg bygger min egen talerstol!
s. 25
De unge
(stimler om ham).
(stimler om ham).
Hurra!
Kammerherren
(til doktoren).
(til doktoren).
Hvem er det balstyrige menneske?
Fjeldbo.
Sagfører Stensgård.
Kammerherren.
Nå, han!
Stensgård.
Hør mig, I feststemte brødre og søstre! Hør
mig, I, som har frihedsdagens jubel og sang i
eders hjerter, selv om den ligger bunden. Jeg er
en fremmed iblandt jer –
mig, I, som har frihedsdagens jubel og sang i
eders hjerter, selv om den ligger bunden. Jeg er
en fremmed iblandt jer –
Aslaksen.
Nej!
Stensgård.
Tak for det nej! Jeg taer det som et læng-
selens og trangens vidnesbyrd. Dog, fremmed
er jeg; men det er svoret, at her står jeg med
stort og friskt hjertelag for eders sorg og glæde,
for eders savn og sejr; havde jeg såsandt der-
over nogen magt, da – da –!
selens og trangens vidnesbyrd. Dog, fremmed
er jeg; men det er svoret, at her står jeg med
stort og friskt hjertelag for eders sorg og glæde,
for eders savn og sejr; havde jeg såsandt der-
over nogen magt, da – da –!
Aslaksen.
Det har De, herr overretssagfører!
Lundestad.
Ingen afbrydelse! De har ikke ordet.
Stensgård.
De endnu mindre! Jeg afsætter festkomiteen!
Frihed på frihedsdagen, gutter!
Frihed på frihedsdagen, gutter!
s. 26
De unge.
Hurra for friheden!
Stensgård.
Man vil nægte jer mælets brug! I hørte det.
Man vil gøre jer til umælende! Væk med sligt
voldsherredømme! Jeg vil ikke stå her og holde
tale for en målbunden klynge. Snakke vil jeg.
Og I skal snakke med. Vi vil snakke fra leveren!
Man vil gøre jer til umælende! Væk med sligt
voldsherredømme! Jeg vil ikke stå her og holde
tale for en målbunden klynge. Snakke vil jeg.
Og I skal snakke med. Vi vil snakke fra leveren!
Mængden
(under stigende jubel).
(under stigende jubel).
Hurra!
Stensgård.
Ikke mere disse golde kisteklædte festmøder!
En gylden, en dådstung grøde skal skyde frem
af vore syttende-Maj-lag herefter. Maj! Det er
jo spiretiden; det er årets unge svulmende jom-
frumåned. Til 1ste Juni blir det netop to måne-
der siden jeg satte mig ned her iblandt jer. Og
hvad har jeg ikke set af storhed og af småhed,
af stygt og af vakkert her!
En gylden, en dådstung grøde skal skyde frem
af vore syttende-Maj-lag herefter. Maj! Det er
jo spiretiden; det er årets unge svulmende jom-
frumåned. Til 1ste Juni blir det netop to måne-
der siden jeg satte mig ned her iblandt jer. Og
hvad har jeg ikke set af storhed og af småhed,
af stygt og af vakkert her!
Kammerherren.
Hvad er det egentlig han taler om, doktor?
Fjeldbo.
Bogtrykker Aslaksen siger, det er om de lo-
kale forholde.
kale forholde.
Stensgård.
Jeg har set evner glimte og glittre nede i folket.
Men jeg har også set den fordærvelsens ånd, som
ligger knugende over evnerne og holder dem nede
i det lave. Ja, jeg har set unge, varme, tillids-
fulde hjerter storme til møde, – men også dem,
som stængte døren for sig!
Men jeg har også set den fordærvelsens ånd, som
ligger knugende over evnerne og holder dem nede
i det lave. Ja, jeg har set unge, varme, tillids-
s. 27
fulde hjerter storme til møde, – men også dem,
som stængte døren for sig!
Thora.
O, Gud!
Kammerherren.
Hvad mener han med det?
Stensgård.
Ja, brødre og søstre i frejdighed! Der er i
vejret, i luften, en magt, et spøgelse fra rådne
dage, som lægger tyngsel og mørke udover der,
hvor der skulde være lys og flugt. I jorden igen
med dette spøgelse!
vejret, i luften, en magt, et spøgelse fra rådne
dage, som lægger tyngsel og mørke udover der,
hvor der skulde være lys og flugt. I jorden igen
med dette spøgelse!
Mængden.
Hurra! Hurra for 17de Maj!
Thora.
Kom, faer –!
Kammerherren.
Hvad pokker er det for spøgelse? Doktor,
hvem taler han om?
hvem taler han om?
Fjeldbo
(hurtigt).
(hurtigt).
Å, det er om –
(hvisker et par ord.)
Kammerherren.
Aha! Nej, gør han virkelig?
Thora
(sagte).
(sagte).
Tak!
Stensgård.
Vil ingen anden knuse dragen, så vil jeg! Men
vi må holde sammen, gutter!
vi må holde sammen, gutter!
s. 28
Mange stemmer.
Ja! Ja!
Stensgård.
Vi er de unge. Vi ejer tiden; men tiden ejer
også os. Vor ret er vor pligt! Albuerum for en-
hver dådskraft, for enhver vilje, som er af det
stærke! Hør mig! Vi vil stifte et forbund. Penge-
sækken har ophørt at regere i sognet!
også os. Vor ret er vor pligt! Albuerum for en-
hver dådskraft, for enhver vilje, som er af det
stærke! Hør mig! Vi vil stifte et forbund. Penge-
sækken har ophørt at regere i sognet!
Kammerherren.
Bravo! (til doktoren.) Pengesækken, sagde han;
altså dog virkelig –!
altså dog virkelig –!
Stensgård.
Ja, gutter, vi, vi er valutaen, så sandt der er
malm i os. Vore viljer, det er det klingende
sølv, som skal gælde mand og mand imellem.
Krig og nederlag for hver den, som vil hindre,
at vi udmynter os!
malm i os. Vore viljer, det er det klingende
sølv, som skal gælde mand og mand imellem.
Krig og nederlag for hver den, som vil hindre,
at vi udmynter os!
Mængden.
Hurra!
Stensgård.
Man har slængt mig et hånligt bravo i ansigtet
her ikveld –
her ikveld –
Kammerherren.
Nej!
Stensgård.
Ligemeget! Hverken tak eller trusel gælder
for den, der vil, hvad han vil. Og dermed Gud
befalet! Ja, han; thi det er dog hans ærinde, vi
går i vor unge tillidsfulde gerning. Ind til re-
stauratøren altså; – i denne time vil vi stifte
vort forbund!
for den, der vil, hvad han vil. Og dermed Gud
befalet! Ja, han; thi det er dog hans ærinde, vi
går i vor unge tillidsfulde gerning. Ind til re-
stauratøren altså; – i denne time vil vi stifte
vort forbund!
s. 29
Mængden.
Hurra! Bær ham! Bær ham!
(han løftes på guldstol.)
Stemmer.
Tal! Mere! Mere!
Stensgård.
Samhold, siger jeg? Med de unges forbund er
et forsyn i pakt. Det står til os, om vi vil styre
verden – her i distriktet!
(han bæres ind i teltet under stormende jubel.)
et forsyn i pakt. Det står til os, om vi vil styre
verden – her i distriktet!
Madam Rundholmen
(tørrer øjnene).
(tørrer øjnene).
Å nej, for en mund der sidder på det menneske!
Kunde en ikke gerne kysse ham, herr Hejre?
Kunde en ikke gerne kysse ham, herr Hejre?
Daniel Hejre.
Nej, kysse ham, det vilde jeg dog ikke.
Madam Rundholmen.
Nej, De! Det tror jeg nok.
Daniel Hejre.
Vilde De kanske kysse ham, madam Rund-
holmen?
holmen?
Madam Rundholmen.
Uf, hvor fæl De er!
(hun går ind i teltet; Daniel Hejre ligeså.)
Kammerherren.
Spøgelse, – og drage, – og pengesæk! Det
var forskrækkeligt grovt. Men vel tilpas!
var forskrækkeligt grovt. Men vel tilpas!
Lundestad
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Det gør mig rigtig inderlig ondt, herr kam-
herre –
herre –
s. 30
Kammerherren.
Ja, hvor har De havt Deres menneskekundskab
henne? Nå, nå; det kan times enhver. God nat,
herr Lundestad, og mange tak for iaften. (vender
sig til Thora og doktoren.) Men fy for pokker; dette præg-
tige unge menneske har jeg jo været grov imod!
henne? Nå, nå; det kan times enhver. God nat,
herr Lundestad, og mange tak for iaften. (vender
sig til Thora og doktoren.) Men fy for pokker; dette præg-
tige unge menneske har jeg jo været grov imod!
Fjeldbo.
Ja så?
Thora.
Visiten, mener du –?
Kammerherren.
To visiter. Det er sandelig Lundestads skyld;
han havde skildret mig ham, som en lykkejæger
og som – som noget, jeg ikke husker. Nå,
heldigvis kan jeg bøde på det.
han havde skildret mig ham, som en lykkejæger
og som – som noget, jeg ikke husker. Nå,
heldigvis kan jeg bøde på det.
Thora.
Hvorledes –?
Kammerherren.
Kom Thora; vi vil endnu iaften –
Fjeldbo.
Å nej, herr kammerherre, er nu det værd at –?
Thora
(sagte).
(sagte).
Hys!
Kammerherren.
Har man forløbet sig, så får man gøre det
godt igen; det er simpel skyldighed. God nat,
doktor! Så fik jeg dog en fornøjelig stund. Det
er mere, end De har beredt mig idag.
godt igen; det er simpel skyldighed. God nat,
doktor! Så fik jeg dog en fornøjelig stund. Det
er mere, end De har beredt mig idag.
Fjeldbo.
Jeg, herr kammerherre?
s. 31
Kammerherren.
Å ja, ja, ja; – både De og andre –
Fjeldbo.
Men måtte jeg ikke spørge, hvad jeg –?
Kammerherren.
Her værkslæge, – ingen påtrængenhed. Jeg
er aldrig påtrængende. Nå, i Guds navn for-
resten, – god nat!
(Kammerherren og Thora går ud tilvenstre; Fjeldbo ser tankefuld
er aldrig påtrængende. Nå, i Guds navn for-
resten, – god nat!
efter dem.)
Bogtrykker Aslaksen
(fra teltet).
(fra teltet).
Hej, opvarter! Blæk og pen! Jo, nu går det
løs, herr doktor!
løs, herr doktor!
Fjeldbo.
Hvad går løs?
Aslaksen.
Han stifter forbundet. Det er næsten stiftet.
Lundestad
(har nærmet sig sagte).
(har nærmet sig sagte).
Skriver der sig mange ind?
Aslaksen.
Vi har nu omkring 37 foruden enker og sligt.
Pen og blæk, siger jeg! Ingen opvarter tilstede;
det er de lokale forholdes skyld.
(ud bagved teltet.)
Pen og blæk, siger jeg! Ingen opvarter tilstede;
det er de lokale forholdes skyld.
Lundestad.
Puh; dette her har været en varm dag.
Fjeldbo.
Jeg er bange, vi får varmere dage herefter.
Lundestad.
Tror De kammerherren blev meget vred?
s. 32
Fjeldbo.
Å, sletikke; det så De jo. Men hvad siger
De om det nye forbund?
De om det nye forbund?
Lundestad.
Hm; jeg siger ingenting. Hvad skal en vel sige?
Fjeldbo.
Men det er jo begyndelsen til en kamp om
magten her i distriktet.
magten her i distriktet.
Lundestad.
Ja-ja! Kamp er god. Han er en mand med
store gaver, han, Stensgård.
store gaver, han, Stensgård.
Fjeldbo.
Og en mand, som vil frem.
Lundestad.
Ungdommen vil altid frem. Jeg vilde også
frem, da jeg var ung; der er ingenting at sige på
det. Men en kunde kanske gå indenfor døren –
frem, da jeg var ung; der er ingenting at sige på
det. Men en kunde kanske gå indenfor døren –
Daniel Hejre
(fra teltet).
(fra teltet).
Nå, herr Lundestad, skal De ind og interpellere?
Hvad? Gøre opposition? He-he! For så må De
skynde Dem.
Hvad? Gøre opposition? He-he! For så må De
skynde Dem.
Lundestad.
Å, jeg kommer vel altid tidsnok.
Daniel Hejre.
Forsent, faer! Medmindre De vil stå fadder.
(Hurraråb fra teltet.) Der synger degnene Amen; nu er
dåbsakten over.
(Hurraråb fra teltet.) Der synger degnene Amen; nu er
dåbsakten over.
Lundestad.
En får vel lov til at høre; jeg skal holde mig stille.
(går ind.)
s. 33
Daniel Hejre.
Det er også et af de faldende træer! Mangt
og mange vil komme til at falde nu! Her vil
komme til at se ud, som en skog efter storm.
Å, det er dejligt, er det!
og mange vil komme til at falde nu! Her vil
komme til at se ud, som en skog efter storm.
Å, det er dejligt, er det!
Fjeldbo.
Men sig mig, herr Hejre, hvad kan det egentlig
interessere Dem?
interessere Dem?
Daniel Hejre.
Interessere mig? Jeg er ingen interesseret mand,
herr doktor! Når jeg fryder mig, så er det på
mine medborgeres vegne. Her vil blive liv, ind-
hold, stof! For mig personligt. – Gudbevares,
for mig kan det være ligegyldigt; jeg siger, som
Stortyrken sagde om kejseren af Østerrig og
kongen af Frankrig: Det er mig det samme, en-
ten svinet æder hunden eller hunden svinet.
(ud i baggrunden tilhøjre.)
herr doktor! Når jeg fryder mig, så er det på
mine medborgeres vegne. Her vil blive liv, ind-
hold, stof! For mig personligt. – Gudbevares,
for mig kan det være ligegyldigt; jeg siger, som
Stortyrken sagde om kejseren af Østerrig og
kongen af Frankrig: Det er mig det samme, en-
ten svinet æder hunden eller hunden svinet.
Mængden
(i teltet).
(i teltet).
Sagfører Stensgård leve! Han leve! Hurra!
Hurra for de unges forbund! Vin! Punsch! Hej;
hej! Øl! Hurra!
Hurra for de unges forbund! Vin! Punsch! Hej;
hej! Øl! Hurra!
Bastian Monsen
(fra teltet).
(fra teltet).
Gud velsigne Dem og alle mennesker! (med tåre-
kvalt stemme.) Uf, doktor, jeg kender mig så stærk
ikveld. Jeg må gøre noget!
kvalt stemme.) Uf, doktor, jeg kender mig så stærk
ikveld. Jeg må gøre noget!
Fjeldbo.
Genér Dem ikke. Men hvad vil De gøre?
Henrik Ibsen: De unges forbund.
3
s. 34
Bastian.
Jeg tror, jeg går ned på dansesalen og prygler
et par af mine venner.
(ud bagved teltet.)
et par af mine venner.
(Stensgård kommer ud fra teltet, uden hat og i stærk bevægelse.)
Stensgård.
Kære Fjeldbo, er det dig?
Fjeldbo.
Til tjeneste, herr folkehøvding! Ja, du er da
vel kåret –?
vel kåret –?
Stensgård.
Naturligvis; men –
Fjeldbo.
Og hvad skal det så vidre kaste af sig? Hvilke
tillidshverv i kommunen? En bankbestyrerpost?
Eller kanske –?
tillidshverv i kommunen? En bankbestyrerpost?
Eller kanske –?
Stensgård.
Å, snak ikke til mig om sligt! Du mener det
heller ikke. Du er ikke så flad og tom i brystet,
som du gerne vil synes.
heller ikke. Du er ikke så flad og tom i brystet,
som du gerne vil synes.
Fjeldbo.
Nu skal vi høre!
Stensgård.
Fjeldbo! Vær mig en ven, som før! Det er
blevet øde imellem os. Der var så meget uhygge-
ligt hos dig, spas og spot, som stødte mig til-
bage. Å, det var dog uret af mig! (slår armene om
ham.) O, du evige Gud, hvor jeg er lykkelig!
blevet øde imellem os. Der var så meget uhygge-
ligt hos dig, spas og spot, som stødte mig til-
bage. Å, det var dog uret af mig! (slår armene om
ham.) O, du evige Gud, hvor jeg er lykkelig!
Fjeldbo.
Du også! Jeg med; jeg med!
s. 35
Stensgård.
Ja, måtte jeg ikke være den usleste usling på
jorden, hvis ikke al denne velsignelse gjorde mig
god og brav? Hvormed har jeg fortjent det, du?
Hvad har jeg syndige skabhals gjort, at jeg blev
så rigt benådet?
jorden, hvis ikke al denne velsignelse gjorde mig
god og brav? Hvormed har jeg fortjent det, du?
Hvad har jeg syndige skabhals gjort, at jeg blev
så rigt benådet?
Fjeldbo.
Her er min hånd! Ikveld holder jeg minsæl
af dig!
af dig!
Stensgård.
Tak! Vær trofast og sand. Jeg skal være det.
– Ja, er det ikke en usigelig lykke, således at
kunne rive dem med sig, alle de mange? Må en
ikke blive god af taknemmelighed? Og hvorledes
må en ikke elske alle mennesker? Jeg synes, jeg
kunde kryste dem i favn allesammen, græde og
bede dem om forladelse, fordi Gud har været så
partisk at give mig mere end dem.
– Ja, er det ikke en usigelig lykke, således at
kunne rive dem med sig, alle de mange? Må en
ikke blive god af taknemmelighed? Og hvorledes
må en ikke elske alle mennesker? Jeg synes, jeg
kunde kryste dem i favn allesammen, græde og
bede dem om forladelse, fordi Gud har været så
partisk at give mig mere end dem.
Fjeldbo
(stille).
(stille).
Ja; så usigelig meget kan den enkelte få. Ikke
et kryb, ikke et grønt blad langs vejen kunde
jeg træde på ikveld.
et kryb, ikke et grønt blad langs vejen kunde
jeg træde på ikveld.
Stensgård.
Du?
Fjeldbo.
Punktum! Derom er ikke talen. Jeg vilde kun
sige, at jeg forstod dig.
sige, at jeg forstod dig.
Stensgård.
Hvad for en dejlig nat! Musiken og jubelen
klinger langt ud over engene. Dernede er det
stille. – Ja, den mand, hvis liv ikke taer sin dåb
af slig en time, han fortjener ikke at leve på
Guds jord.
klinger langt ud over engene. Dernede er det
3*
s. 36
stille. – Ja, den mand, hvis liv ikke taer sin dåb
af slig en time, han fortjener ikke at leve på
Guds jord.
Fjeldbo.
Ja, men sig mig nu, – hvad skal så videre
bygges – imorgen, og alle ugedage?
bygges – imorgen, og alle ugedage?
Stensgård.
Bygges? Først gælder det at rive ned. – Du,
Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske
jeg så det; dog nej, jeg drømte; men så levende!
Jeg syntes der var kommen dommedag over jor-
den. Jeg kunde se hele rundingen af den. Ingen
sol var der; kun et gult uvejrslys. Der gik en
storm; den strøg fra vest og strøg alting med
sig; først strøg den vissent løv, så strøg den
mennesker; – men de holdt sig på benene end-
da. Kapperne slog tæt ind om dem, så de for
som siddende i flugten. Først så de ud som
borgerfolk, der løber efter sine hatte i blæst;
men da de kom nærmere, så var det kejsere og
konger; og det, de løb efter og greb efter, og
som de altid var nærved at nå, men aldrig nåde,
det var kroner og rigsæbler. Å, der kom hun-
dreder efter hundreder af alle slags, og ingen
vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred og
spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne for-
færdelige storm? Da blev der svaret: en røst
talte, og denne ene røst gav slig genlyd, at
stormen vaktes!
Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske
jeg så det; dog nej, jeg drømte; men så levende!
Jeg syntes der var kommen dommedag over jor-
den. Jeg kunde se hele rundingen af den. Ingen
sol var der; kun et gult uvejrslys. Der gik en
storm; den strøg fra vest og strøg alting med
sig; først strøg den vissent løv, så strøg den
mennesker; – men de holdt sig på benene end-
da. Kapperne slog tæt ind om dem, så de for
som siddende i flugten. Først så de ud som
borgerfolk, der løber efter sine hatte i blæst;
men da de kom nærmere, så var det kejsere og
konger; og det, de løb efter og greb efter, og
som de altid var nærved at nå, men aldrig nåde,
det var kroner og rigsæbler. Å, der kom hun-
dreder efter hundreder af alle slags, og ingen
vidste, hvad det gjaldt; men mange jamred og
spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne for-
færdelige storm? Da blev der svaret: en røst
talte, og denne ene røst gav slig genlyd, at
stormen vaktes!
s. 37
Fjeldbo.
Når drømte du dette?
Stensgård.
Å engang, – jeg erindrer ikke; for flere år
siden.
siden.
Fjeldbo.
Der har været oprør etsteds i Europa, og så
har du spist tungt til aften og læst aviser ovenpå.
har du spist tungt til aften og læst aviser ovenpå.
Stensgård.
Den samme isnen, den samme rislen nedad
ryggen har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gøre
fyldest for mig. Jeg vil være røsten –
ryggen har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gøre
fyldest for mig. Jeg vil være røsten –
Fjeldbo.
Hør, kære Stensgård, du skal standse og tænke
dig om. Du vil være røsten, siger du. Godt!
Men hvor vil du være røsten? Her i fogderiet?
Eller, hvis det kommer højt, her i amtet! Og
hvem skal være genlyden, der slår, så stormen
vækkes? Jo, folk, som proprietær Monsen og
bogtrykker Aslaksen og det fedryggede geni,
herr Bastian. Og istedet for de flygtende kejsere
og konger vil vi få se gårdbruger Lundestad,
som løber efter sin storthingsfuldmagt. Hvad blir
så det hele? Det blir, hvad syntes først i drøm-
men, – spidsborgere i blæst.
dig om. Du vil være røsten, siger du. Godt!
Men hvor vil du være røsten? Her i fogderiet?
Eller, hvis det kommer højt, her i amtet! Og
hvem skal være genlyden, der slår, så stormen
vækkes? Jo, folk, som proprietær Monsen og
bogtrykker Aslaksen og det fedryggede geni,
herr Bastian. Og istedet for de flygtende kejsere
og konger vil vi få se gårdbruger Lundestad,
som løber efter sin storthingsfuldmagt. Hvad blir
så det hele? Det blir, hvad syntes først i drøm-
men, – spidsborgere i blæst.
Stensgård.
I den nærmeste nærhed, ja! Men ingen ved,
hvor langt et uvejr slår.
hvor langt et uvejr slår.
Fjeldbo.
Sniksnak med dig og dit uvejr! Og når så
dertil kommer, at du, blind og besnakket og for-
lokket, som du er, vender dine våben netop mod
det hæderlige og det dygtige iblandt os –
s. 38
dertil kommer, at du, blind og besnakket og for-
lokket, som du er, vender dine våben netop mod
det hæderlige og det dygtige iblandt os –
Stensgård.
Det er ikke sandt!
Fjeldbo.
Det er sandt! Monsen på Storli fik tag i dig
straks du kom her til bygden; og gør du dig
ikke fri for ham, så blir det din ulykke. Kam-
merherre Bratsberg er en hædersmand; det kan
du stole på. Ved du, hvorfor herr proprietæren
har lagt ham for had? Jo, fordi –
straks du kom her til bygden; og gør du dig
ikke fri for ham, så blir det din ulykke. Kam-
merherre Bratsberg er en hædersmand; det kan
du stole på. Ved du, hvorfor herr proprietæren
har lagt ham for had? Jo, fordi –
Stensgård.
Jeg tåler ikke et ord mere! Ikke et eneste
ord, som fornærmer mine venner!
ord, som fornærmer mine venner!
Fjeldbo.
Se tilbunds i dig selv, Stensgård! Er herr Mons
Monsen virkelig din ven?
Monsen virkelig din ven?
Stensgård.
Proprietær Monsen har med al velvilje åbnet
sit hus for mig –
sit hus for mig –
Fjeldbo.
Han åbner forgæves sit hus for de bedre her.
Stensgård.
Å, hvem kalder du de bedre? Nogle storsnu-
dede embedsmænd! Jeg ved det nok. Men hvad
mig angår, så har man på Storli modtaget mig
med en forekommenhed og en anerkendelse,
som –
dede embedsmænd! Jeg ved det nok. Men hvad
mig angår, så har man på Storli modtaget mig
med en forekommenhed og en anerkendelse,
som –
s. 39
Fjeldbo.
Anerkendelse; ja desværre, – der er vi ved
kernepunktet.
kernepunktet.
Stensgård.
Aldeles ikke! Jeg er mand for at se uhildet.
Proprietær Monsen har evner, han har læsning,
han har sans for de offentlige anliggender.
Proprietær Monsen har evner, han har læsning,
han har sans for de offentlige anliggender.
Fjeldbo.
Evner? Å ja, på sin vis. Læsning også; han
holder bladene og har deraf mærket sig, hvilke
taler du har holdt, og hvilke artikler du har
skrevet. Og at han har sans for de offentlige
anliggender, det har han naturligvis lagt for da-
gen ved at samstemme både i dine taler og i
dine avisartikler.
holder bladene og har deraf mærket sig, hvilke
taler du har holdt, og hvilke artikler du har
skrevet. Og at han har sans for de offentlige
anliggender, det har han naturligvis lagt for da-
gen ved at samstemme både i dine taler og i
dine avisartikler.
Stensgård.
Hør, Fjeldbo, nu kommer igen bundfaldet op
i dig. Kan du da aldrig holde dig fri for dette
skidenfærdige i tankegangen? Hvorfor altid for-
udsætte enten usle eller latterlige bevæggrunde?
Å, du mener det ikke! Nu ser du så trofast ud
igen. Jeg vil sige dig det bedste, det rette kerne-
punkt. Kender du Ragna?
i dig. Kan du da aldrig holde dig fri for dette
skidenfærdige i tankegangen? Hvorfor altid for-
udsætte enten usle eller latterlige bevæggrunde?
Å, du mener det ikke! Nu ser du så trofast ud
igen. Jeg vil sige dig det bedste, det rette kerne-
punkt. Kender du Ragna?
Fjeldbo.
Ragna Monsen? Ja; sådan på anden hånd.
Stensgård.
Ja, hun kommer undertiden til kammerherrens.
Fjeldbo.
I al stilhed. Hun og frøken Bratsberg er ven-
inder fra konfirmationstiden.
inder fra konfirmationstiden.
s. 40
Stensgård.
Og hvad siger du så om hende?
Fjeldbo.
Jo, efter alt, hvad jeg har hørt, må hun være
en meget fortræffelig pige.
en meget fortræffelig pige.
Stensgård.
Å, du skulde se hende i hjemmet. Hun har
ingen anden tanke end de to små søskende. Og
hvorledes skal hun ikke have plejet sin moder!
Du ved, moderen var sindssyg de sidste år, hun
levede.
ingen anden tanke end de to små søskende. Og
hvorledes skal hun ikke have plejet sin moder!
Du ved, moderen var sindssyg de sidste år, hun
levede.
Fjeldbo.
Javisst; jeg var selv læge der en tid. Men sig
mig, kære ven; jeg skulde dog vel ikke tro at –?
mig, kære ven; jeg skulde dog vel ikke tro at –?
Stensgård.
Jo, Fjeldbo, jeg elsker hende virkelig; til dig
kan jeg sige det. Ja, jeg skønner godt, hvad
der undrer dig. Du finder det påfaldende, at jeg
så hurtigt ovenpå –. Ja, du ved jo, jeg har
været forlovet i Kristiania?
kan jeg sige det. Ja, jeg skønner godt, hvad
der undrer dig. Du finder det påfaldende, at jeg
så hurtigt ovenpå –. Ja, du ved jo, jeg har
været forlovet i Kristiania?
Fjeldbo.
Ja, man har fortalt det.
Stensgård.
Det hele forhold var en skuffelse. Jeg måtte
bryde det; det var bedst for alle parter. Du
kan tro, jeg har lidt nok under den sag; jeg har
følt mig pint og knuget –. Nå, gudskelov, nu
er jeg ude af det; det var også min grund til at
flytte bort.
bryde det; det var bedst for alle parter. Du
kan tro, jeg har lidt nok under den sag; jeg har
følt mig pint og knuget –. Nå, gudskelov, nu
er jeg ude af det; det var også min grund til at
flytte bort.
s. 41
Fjeldbo.
Og ligeoverfor Ragna Monsen er du sikker på
dig selv?
dig selv?
Stensgård.
Ja, det er jeg, du! Her er ingen fejltagelse
mulig.
mulig.
Fjeldbo.
Men så i Guds navn, gør alvor af det! Det er
en stor lykke! O, jeg kunde sige dig så meget –
en stor lykke! O, jeg kunde sige dig så meget –
Stensgård.
Kan du virkelig det? Har hun yttret noget?
Til frøken Bratsberg kanske?
Til frøken Bratsberg kanske?
Fjeldbo.
Du forstår mig ikke. Men hvorledes er det
muligt, at du midt under alt dette kan gå her
og svire i politiske orgier? At bygdsladderen
kan få indpas i et sind som –
muligt, at du midt under alt dette kan gå her
og svire i politiske orgier? At bygdsladderen
kan få indpas i et sind som –
Stensgård.
Og hvorfor ikke? Mennesket er da ikke en så
aldeles enkelt maskine heller. Jeg er det ialfald
ikke. Desuden, netop igennem disse kampe og
brydninger går vejen til hende.
aldeles enkelt maskine heller. Jeg er det ialfald
ikke. Desuden, netop igennem disse kampe og
brydninger går vejen til hende.
Fjeldbo.
En forbandet triviel vej.
Stensgård.
Fjeldbo, jeg er ærgærrig; det ved du godt.
Jeg må frem i verden. Når jeg tænker på, at
jeg er tredive år, og endnu står ved begyndelsen,
så kender jeg samvittighedens tænder i mig.
Jeg må frem i verden. Når jeg tænker på, at
jeg er tredive år, og endnu står ved begyndelsen,
så kender jeg samvittighedens tænder i mig.
s. 42
Fjeldbo.
Ja, men det er ikke dens visdomstænder.
Stensgård.
Det kan ikke nytte at snakke til dig. Du har
aldrig følt denne jagende og æggende trang. Du
har drevet og dovnet alle dine dage, – som stu-
dent, til examen, i udlandet, og nu her –
aldrig følt denne jagende og æggende trang. Du
har drevet og dovnet alle dine dage, – som stu-
dent, til examen, i udlandet, og nu her –
Fjeldbo.
Å ja, kanske; men det har ialfald været dejligt.
Og der følger ingen slappelse efter, som den,
man føler, når man stiger ned af bordet, efterat –
Og der følger ingen slappelse efter, som den,
man føler, når man stiger ned af bordet, efterat –
Stensgård.
Alt andet; men dette tåler jeg minsæl ikke!
Du gør en ond gerning med sligt. Du tager
løftelsen fra mig –
Du gør en ond gerning med sligt. Du tager
løftelsen fra mig –
Fjeldbo.
Ja, men ved du hvad; når løftelsen sidder så
løst –
løst –
Stensgård.
Lad være, siger jeg! Hvad ret har du til at
bryde ind i min lykke? Tror du ikke jeg er ærlig
kanske?
bryde ind i min lykke? Tror du ikke jeg er ærlig
kanske?
Fjeldbo.
Jo, det ved himlen, jeg tror!
Stensgård.
Nå, hvad skal det så til at gøre mig tom og
ækkel og mistroisk mod mig selv? (Larm og råb i
teltet.) Hør; hør! De drikker min skål! Hvad der
kan gribe så mange, – ved den evige Gud, det
har sandhed i sig!
ækkel og mistroisk mod mig selv? (Larm og råb i
teltet.) Hør; hør! De drikker min skål! Hvad der
kan gribe så mange, – ved den evige Gud, det
har sandhed i sig!
s. 43
(Frøken Bratsberg, frøken Monsen og kandidat Helle fra
venstre går over pladsen i mellemgrunden.)
venstre går over pladsen i mellemgrunden.)
Kandidat Helle
(til frøken Bratsberg).
(til frøken Bratsberg).
Se der, frøken; der står netop sagfører Stensgård.
Thora.
Ja, så følger jeg ikke længere. Godnat, Ragna!
Godnat; godnat!
Godnat; godnat!
Helle og frøken Monsen.
Godnat; godnat!
(de går ud tilhøjre.)
Thora
(nærmere).
(nærmere).
Jeg er jernværksejer Bratsbergs datter. Jeg har
et brev til dem fra faer.
et brev til dem fra faer.
Stensgård.
Til mig –?
Thora.
Vær så god; her er det.
(vil gå.)
Fjeldbo.
Får jeg ikke lov at følge?
Thora.
Nej tak; følg ikke. Godnat!
(ud til venstre.)
Stensgård
(læser ved en papirlygte).
(læser ved en papirlygte).
Hvad for noget?
Fjeldbo.
Men, kære, – hvad skriver kammerherren?
Stensgård
(brister i latter).
(brister i latter).
Det havde jeg dog ikke ventet!
s. 44
Fjeldbo.
Men sig mig da –?
Stensgård.
Kammerherre Bratsberg er en ynkelig karl.
Fjeldbo.
Og det vover du –
Stensgård.
Usel; usel! Sig det igen til hvem du vil. Nå,
lad forresten være. (gemmer brevet.) Det blir imellem os!
lad forresten være. (gemmer brevet.) Det blir imellem os!
(Forsamlingen kommer ud af teltet.)
Proprietær Monsen.
Herr formand! Hvor er herr Stensgård?
Mængden.
Der står han! Hurra!
Lundestad.
Herr overretssagføreren har glemt sin hat.
(rækker ham den.)
Bogtrykker Aslaksen.
Værsågod; her er punsch! En hel bolle!
Stensgård.
Tak; ikke mere.
Monsen.
Og så husker vel medlemmerne, at imorgen
samles vi på Storli hos mig for at –
samles vi på Storli hos mig for at –
Stensgård.
Imorgen? Nej, det var jo ikke imorgen –?
Monsen.
Jo visst; for at vedtage den rundskrivelse, som –
Stensgård.
Nej, imorgen kan jeg sandelig ikke godt –.
Jeg skal se i overmorgen eller dagen derefter.
Nå, godnat, mine herrer; hjertelig tak for idag,
og hurra for fremtiden!
s. 45
Jeg skal se i overmorgen eller dagen derefter.
Nå, godnat, mine herrer; hjertelig tak for idag,
og hurra for fremtiden!
Mængden.
Hurra! Vi følger ham hjem!
Stensgård.
Tak; tak! De må endelig ikke –
Aslaksen.
Vi følger Dem allesammen.
Stensgård.
Lad gå. Godnat, Fjeldbo; ja, for du følger
vel ikke?
vel ikke?
Fjeldbo.
Nej. Men det vil jeg sige dig, at hvad du
yttred om kammerherre Bratsberg –
yttred om kammerherre Bratsberg –
Stensgård.
Hys, hys; det var overdrevet i udtrykket. En
streg over det! – Nå ja, mine ærede venner, vil
I være med, så kom; jeg går i spidsen.
streg over det! – Nå ja, mine ærede venner, vil
I være med, så kom; jeg går i spidsen.
Monsen.
Deres arm, Stensgård!
Bastian.
Sangere! Stem i! Noget rigtig fædrelandsk!
Mængden.
Sang; sang! Musik!
(En folkesang spilles og synges. Toget marscherer ud til højre i
baggrunden.)
baggrunden.)
Fjeldbo
(til Lundestad, som er bleven tilbage).
(til Lundestad, som er bleven tilbage).
Et stadseligt følge.
s. 46
Lundestad.
Å ja. Men en stadselig fører også.
Fjeldbo.
Og hvor går så De, herr Lundestad?
Lundestad.
Jeg? Jeg går hjem og lægger mig.
(han hilser og går. Doktor Fjeldbo blir alene tilbage.)
(Teppet falder.)
ANDEN AKT.
(Havestue hos kammerherrens. Elegante møbler, pianoforte, blomster og
sjeldne planter. Indgangsdør i baggrunden. På venstre side dør til spise-
salen; tilhøjre flere åbne glasdøre ud til haven.)
sjeldne planter. Indgangsdør i baggrunden. På venstre side dør til spise-
salen; tilhøjre flere åbne glasdøre ud til haven.)
(Bogtrykker Aslaksen står ved indgangsdøren. En pige er ifærd
med at bære et par frugtskåler ind tilvenstre.)
med at bære et par frugtskåler ind tilvenstre.)
Pigen.
Ja, men De hører jo, selskabet sidder tilbords
endnu. De må komme igen siden.
endnu. De må komme igen siden.
Aslaksen.
Nej, får jeg så heller lov til at vente?
Pigen.
Ja, hvis De heller vil det. De kan sætte Dem
der sålænge.
(hun går ind i spisesalen. Aslaksen sætter sig ved døren. Ophold.
der sålænge.
Doktor Fjeldbo kommer fra baggrunden.)
Fjeldbo.
Nå, goddag, Aslaksen; er De her?
Pigen
(kommer tilbage.)
(kommer tilbage.)
Å, hvor sent doktoren kommer!
Fjeldbo.
Jeg blev kaldt ud i sygebesøg.
s. 48
Pigen.
Både kammerherren og frøkenen har spurgt
så meget efter Dem.
så meget efter Dem.
Fjeldbo.
Så de har det?
Pigen.
Ja, doktoren må endelig gå ind. Eller skal jeg
kanske sige til at –?
kanske sige til at –?
Fjeldbo.
Nej, nej; lad være. Jeg skal altid få en bid
mad sidenefter; nu venter jeg her sålænge.
mad sidenefter; nu venter jeg her sålænge.
Pigen.
Ja, de er snart færdige.
(hun går ud i baggrunden.)
Aslaksen
(lidt efter).
(lidt efter).
Og De kan lade sligt gæstebudsbord gå fra
Dem, – med kage og fin vin og alt godt?
Dem, – med kage og fin vin og alt godt?
Fjeldbo.
Ja for pokker, man får snarere formeget end
forlidt af det gode her i egnen.
forlidt af det gode her i egnen.
Aslaksen.
Det kan jeg ikke være enig med Dem i.
Fjeldbo.
Hm. Men sig mig, – det er nogen, De ven-
ter på?
ter på?
Aslaksen.
Det er nogen, jeg venter på, ja!
Fjeldbo.
Og hjemme står det tåleligt til? Deres kone –?
s. 49
Aslaksen.
Ligger tilsengs som sædvanligt; hoster og
tæres væk.
tæres væk.
Fjeldbo.
Og den næstældste?
Aslaksen.
Å, han er og blir nu vanfør; det ved De jo.
Det skal så være for os; – hvad fanden kan
det nytte at snakke om sligt!
Det skal så være for os; – hvad fanden kan
det nytte at snakke om sligt!
Fjeldbo.
Lad mig se på Dem, Aslaksen!
Aslaksen.
Nå; hvad vil De se?
Fjeldbo.
Idag har De drukket.
Aslaksen.
Det gjorde jeg igår også.
Fjeldbo.
Igår; ja, det fik endda så være; men idag og –
Aslaksen.
End de derinde da? Jeg synes de også drikker.
Fjeldbo.
Ja, kære Aslaksen, De har ret på en måde; men
vilkårene er nu så forskellige her i verden.
vilkårene er nu så forskellige her i verden.
Aslaksen.
Jeg har ikke valgt mine vilkår.
Fjeldbo.
Nej, Vorherre har valgt for Dem.
Aslaksen.
Nej, det har han ikke. Det er mennesker, som
har valgt. Daniel Hejre valgte, da han tog mig
ud af trykkeriet og satte mig til at studere. Og
kammerherre Bratsberg valgte, da han ruinerte
Daniel Hejre, så jeg måtte gå tilbage til trykke-
riet igen.
Henrik Ibsen: De unges forbund.
4
s. 50
har valgt. Daniel Hejre valgte, da han tog mig
ud af trykkeriet og satte mig til at studere. Og
kammerherre Bratsberg valgte, da han ruinerte
Daniel Hejre, så jeg måtte gå tilbage til trykke-
riet igen.
Fjeldbo.
Nu taler De mod bedre vidende. Kammer-
herre Bratsberg har aldrig ruineret Daniel Hejre;
Daniel Hejre ruinerte sig selv.
herre Bratsberg har aldrig ruineret Daniel Hejre;
Daniel Hejre ruinerte sig selv.
Aslaksen.
Lad gå! Men hvor turde Daniel Hejre ruinere
sig selv, når han havde sligt ansvar mod mig?
Vorherre har også sin skyld, forstår sig. Hvor-
for skulde han give mig evner og anlæg? Nå,
dem kunde jeg da endelig brugt som en skikke-
lig håndværksmand; men så kommer den gamle
sludderbøtte –
sig selv, når han havde sligt ansvar mod mig?
Vorherre har også sin skyld, forstår sig. Hvor-
for skulde han give mig evner og anlæg? Nå,
dem kunde jeg da endelig brugt som en skikke-
lig håndværksmand; men så kommer den gamle
sludderbøtte –
Fjeldbo.
Det er stygt, hvad De der siger. Daniel Hejre
tog sig dog visst af Dem i den bedste mening.
tog sig dog visst af Dem i den bedste mening.
Aslaksen.
Ja, hans gode mening kan s'gu lidet hjælpe
mig. – Derinde, hvor de nu sidder og klinker
og drikker skåler, der sad jeg også; var som en
af de andre; var fint opklædt –! Det var vel
noget for mig, det; for mig, som havde læst så
mangt, og som havde tørstet så længe efter at
få del i alt det, som herligt er i verden. Jo,
pyt! Hvor længe var Jeppe i paradis? Knald og
fald; ud af det igen; – hele herligheden faldt i
fisk, som vi siger i trykkeriet.
mig. – Derinde, hvor de nu sidder og klinker
og drikker skåler, der sad jeg også; var som en
af de andre; var fint opklædt –! Det var vel
noget for mig, det; for mig, som havde læst så
mangt, og som havde tørstet så længe efter at
få del i alt det, som herligt er i verden. Jo,
pyt! Hvor længe var Jeppe i paradis? Knald og
s. 51
fald; ud af det igen; – hele herligheden faldt i
fisk, som vi siger i trykkeriet.
Fjeldbo.
Ja-ja; men De var jo dog ikke så slemt stillet;
De havde jo Deres håndværk at ty til.
De havde jo Deres håndværk at ty til.
Aslaksen.
Det er en god snak, det. Efter sligt noget er
ens stand ikke længere ens stand. De tog fod-
fæstet væk under mig og satte mig ud på en
glat is, – og så må jeg endda høre slængord,
fordi jeg snubler.
ens stand ikke længere ens stand. De tog fod-
fæstet væk under mig og satte mig ud på en
glat is, – og så må jeg endda høre slængord,
fordi jeg snubler.
Fjeldbo.
Nå; jeg vil visselig ikke gå hårdt irette med
Dem –
Dem –
Aslaksen.
Nej, det gør De også ret i. – Det er et un-
derligt røre! Daniel Hejre og forsynet og kam-
merherren og skæbnen og omstændighederne –
og jeg selv også! Jeg har tidt tænkt på at klare
det ud fra hinanden og skrive en bog om det;
men det er så forbandet indfiltret at – (skotter mod
døren tilvenstre.) Se så; nu går de fra bordet.
derligt røre! Daniel Hejre og forsynet og kam-
merherren og skæbnen og omstændighederne –
og jeg selv også! Jeg har tidt tænkt på at klare
det ud fra hinanden og skrive en bog om det;
men det er så forbandet indfiltret at – (skotter mod
døren tilvenstre.) Se så; nu går de fra bordet.
(Selskabet, damer og herrer, går under munter samtale fra spisesalen
ud i haven. Mellem gæsterne er sagfører Stensgård med Thora
under den venstre og Selma under den højre arm. Doktor Fjeldbo
og bogtrykker Aslaksen står oppe ved døren i baggrunden.)
ud i haven. Mellem gæsterne er sagfører Stensgård med Thora
under den venstre og Selma under den højre arm. Doktor Fjeldbo
og bogtrykker Aslaksen står oppe ved døren i baggrunden.)
Stensgård.
Ja, jeg er jo fremmed her; damerne får sige,
hvor jeg skal føre Dem hen.
hvor jeg skal føre Dem hen.
Selma.
Ud i det fri; De må se haven.
4*
s. 52
Stensgård.
O ja, det skulde være dejligt!
(ud gennem den forreste glasdør tilhøjre.)
Fjeldbo.
Men i Guds navn, det var jo Stensgård!
Aslaksen.
Ja, det er ham, jeg skal have fat i. Jeg har
rendt længe nok efter ham; heldigvis traf jeg da
Daniel Hejre –
rendt længe nok efter ham; heldigvis traf jeg da
Daniel Hejre –
(Daniel Hejre og Erik Bratsberg kommer fra spisesalen.)
Daniel Hejre.
He-he; det var minsæl en excellent Sherry! Jeg
har ikke smagt magen, siden jeg var i London.
har ikke smagt magen, siden jeg var i London.
Erik Bratsberg.
Ja, ikke sandt? Den kan live et menneske op!
Daniel Hejre.
Ak, ak; det er en sand fryd at se sine penge
så vel anvendte!
så vel anvendte!
Erik Bratsberg.
Hvorledes? (leende.) Nå; ja, ja vel, ja!
(de går ud i haven.)
Fjeldbo.
De skal tale med Stensgård, siger De?
Aslaksen.
Jeg skal så.
Fjeldbo.
I forretninger?
Aslaksen.
Forstår sig; festberetningen i bladet –
s. 53
Fjeldbo.
Ja, ved De hvad, – så må De vente derude
sålænge –
sålænge –
Aslaksen.
Ude i gangen?
Fjeldbo.
I forstuen, ja! Her er hverken tid eller sted –;
jeg skal passe på, når Stensgård blir et øjeblik
alene; hører De –!
jeg skal passe på, når Stensgård blir et øjeblik
alene; hører De –!
Aslaksen.
Bevares vel; jeg skal vente til min tid kommer.
(går ud i baggrunden.)
(Kammerherre Bratsberg, gårdbruger Lundestad, værks-
forvalter Ringdal og et par andre herrer fra spisesalen.)
forvalter Ringdal og et par andre herrer fra spisesalen.)
Kammerherren
(i samtale, til Lundestad).
(i samtale, til Lundestad).
Uvorrent, siger De? Nu, formen vil jeg ikke
vidre opholde mig ved; men der var guldkorn i
den tale; det kan jeg forsikkre Dem.
vidre opholde mig ved; men der var guldkorn i
den tale; det kan jeg forsikkre Dem.
Lundestad.
Ja-ja; når kammerherren er fornøjet, så kan
sagtens jeg være det.
sagtens jeg være det.
Kammerherren.
Det skulde jeg også mene. Nå, der har vi da
doktoren! Og med en tom mave sandsynligvis?
doktoren! Og med en tom mave sandsynligvis?
Fjeldbo.
Siger intet, herr kammerherre; her er ikke
langt til spisekammeret; – jeg betragter mig
halvvejs som hjemme i huset.
langt til spisekammeret; – jeg betragter mig
halvvejs som hjemme i huset.
s. 54
Kammerherren.
Se, se; gør De det? Det skulde De dog ikke
gøre før tiden.
gøre før tiden.
Fjeldbo.
Hvorledes? De tager det da vel ikke ilde op?
De har jo selv tilladt mig –
De har jo selv tilladt mig –
Kammerherren.
Hvad jeg har tilladt Dem, det er tilladt. –
Nå, nå; betragt De Dem som hjemme, og se De
kan finde vejen til spisekammeret. (slår ham let på
skuldren og vender sig til Lundestad.) Se, det er en; ham
kan De kalde en lykkejæger og – og det an-
det, som jeg ikke husker.
Nå, nå; betragt De Dem som hjemme, og se De
kan finde vejen til spisekammeret. (slår ham let på
skuldren og vender sig til Lundestad.) Se, det er en; ham
kan De kalde en lykkejæger og – og det an-
det, som jeg ikke husker.
Fjeldbo.
Men, herr kammerherre!
Lundestad.
Nej, jeg forsikkrer –
Kammerherren.
Ingen disputer ovenpå maden; det er ikke
tjenligt. Nu får vi snart kaffeen derud.
(går med gæsterne ned i haven.)
tjenligt. Nu får vi snart kaffeen derud.
Lundestad
(til Fjeldbo).
(til Fjeldbo).
Skulde De hørt så underlig, som kammerherren
er idag?
er idag?
Fjeldbo.
Det mærkede jeg allerede igåraftes.
Lundestad.
Tænk, han vil endelig, at jeg skal have kaldt
herr Stensgård for en lykkejæger og sligt noget!
herr Stensgård for en lykkejæger og sligt noget!
s. 55
Fjeldbo.
Å, pyt; herr Lundestad; om nu så var? Men
undskyld; jeg må ned og hilse på husets damer.
(går ud tilhøjre.)
undskyld; jeg må ned og hilse på husets damer.
Lundestad
(til Ringdal, som ordner et spillebord).
(til Ringdal, som ordner et spillebord).
Hvorledes hænger det dog sammen, at sagfører
Stensgård kommer her?
Stensgård kommer her?
Ringdal.
Ja, sig De mig det. Han stod ikke på listen
fra først af.
fra først af.
Lundestad.
Altså bagefter? Efter den tiltale, kammerherren
fik igår –?
fik igår –?
Ringdal.
Ja, kan De skønne sligt?
Lundestad.
Skønne det? Å jo; å jo.
Ringdal
(sagtere).
(sagtere).
Mener De, kammerherren er ræd for ham?
Lundestad.
Jeg mener, han er varsom, – mener jeg.
(de går samtalende op mod baggrunden og derpå ud i haven; på samme
tid kommer Selma og Stensgård frem i den forreste havedør.)
Selma.
Jo, vil De nu se; der borte over trætoppene
skimter vi både kirketårnet og hele den øverste
del af byen.
skimter vi både kirketårnet og hele den øverste
del af byen.
Stensgård.
Ja virkelig; det havde jeg ikke troet.
s. 56
Selma.
Synes De ikke udsigten heroppefra er dejlig?
Stensgård.
Alting er dejligt her; haven og udsigten og
solskinnet og menneskene! O, du gode Gud,
hvor det altsammen er dejligt! Og her bor De
hele sommeren?
solskinnet og menneskene! O, du gode Gud,
hvor det altsammen er dejligt! Og her bor De
hele sommeren?
Selma.
Nej, ikke jeg og min mand; vi kommer og
går. Vi har et stort prægtigt hus inde i byen,
meget prægtigere end her; ja, De skal nok få
se det.
går. Vi har et stort prægtigt hus inde i byen,
meget prægtigere end her; ja, De skal nok få
se det.
Stensgård.
Og Deres familje boer kanske også i byen?
Selma.
Familje? Hvem skulde den familje være?
Stensgård.
Ja, jeg vidste ikke –
Selma.
Vi eventyrprinsesser har ingen familje.
Stensgård.
Eventyrprinsesser?
Selma.
Idethøjeste har vi kun sådan en ond sted-
moder –
moder –
Stensgård.
En heks, ja! Og De er altså prinsesse?
Selma.
Over alle de sunkne slotte, hvor det spiller
om thorsdagsnatten. Doktor Fjeldbo mener, det
må være en meget behagelig livsstillig; men, –
ja, nu skal De høre –
s. 57
om thorsdagsnatten. Doktor Fjeldbo mener, det
må være en meget behagelig livsstillig; men, –
ja, nu skal De høre –
Erik Bratsberg
(fra haven).
(fra haven).
Nå, endelig finder man da den lille frue!
Selma.
Ja, fruen fortæller herr Stensgård sit levnetsløb.
Erik Bratsberg.
Se, se; og hvad figur spiller ægtemanden i
fruens levnetsløb?
fruens levnetsløb?
Selma.
Prins, naturligvis. (til Stensgård.) De ved, der kom-
mer altid en prins og løser trolddommen, og så
er alting godt og vel, og så er der glæde og
gratulation i verden, og så er eventyret ude.
mer altid en prins og løser trolddommen, og så
er alting godt og vel, og så er der glæde og
gratulation i verden, og så er eventyret ude.
Stensgård.
Å; det var for kort.
Selma.
Ja kanske, – på en måde.
Erik Bratsberg
(slår armen om hende).
(slår armen om hende).
Men ud af det eventyr spandt der sig et nyt,
og der blev prinsessen dronning!
og der blev prinsessen dronning!
Selma.
På samme vilkår, som de rigtige prinsesser?
Erik Bratsberg.
Hvilke vilkår?
Selma.
De må udenlands; bort til et fremmed rige.
s. 58
Erik Bratsberg.
En cigar, herr Stensgård?
Stensgård.
Tak; ikke nu.
(Doktor Fjeldbo og Thora fra haven.)
Selma
(imod dem).
(imod dem).
Kære Thora, er du der! Du er da vel ikke syg?
Thora.
Jeg? Nej.
Selma.
Jo, jo; det er du visst; jeg synes, du konsu-
lerer doktoren så ivrigt i de sidste dage.
lerer doktoren så ivrigt i de sidste dage.
Thora.
Nej, jeg forsikkrer dig –
Selma.
Snak; lad mig føle! Du brænder. Kære dok-
tor, tror De ikke den hede går over.
tor, tror De ikke den hede går over.
Fjeldbo.
Alting skal have sin tid.
Thora.
Frost er da heller ikke bedre –
Selma.
Nej, den jævne middelvarme, – så siger min
mand også.
mand også.
Kammerherren
(kommer fra haven).
(kommer fra haven).
Hele familjen samlet i fortrolig klynge? Det
er just ikke meget høfligt mod gæsterne.
er just ikke meget høfligt mod gæsterne.
s. 59
Thora.
Kære faer, nu skal jeg straks –
Kammerherren.
Aha, det er Dem, damerne gør kur til, herr
Stensgård! Det skal jeg besørge.
Stensgård! Det skal jeg besørge.
Thora
(sagte til Fjeldbo).
(sagte til Fjeldbo).
Bliv! (hun går ud i haven.)
Erik Bratsberg
(byder Selma armen).
(byder Selma armen).
Har fruen noget imod –?
Selma.
Kom! (begge ud tilhøjre.)
Kammerherren
(ser efter dem).
(ser efter dem).
At få de to skillt ad, det er nu ikke til at
tænke på.
tænke på.
Fjeldbo.
Det vilde også være en syndig tanke.
Kammerherren.
Ja, hvorledes dog Vorherre er dårernes for-
mynder! (råber ud.) Thora, Thora, så hav dog et
øje med Selma! Hent et shawl til hende; og lad
hende ikke løbe således omkring; hun forkøler
sig! Ja, vi mennesker er kortsynte, doktor! Ved
De noget middel mod den fejl?
mynder! (råber ud.) Thora, Thora, så hav dog et
øje med Selma! Hent et shawl til hende; og lad
hende ikke løbe således omkring; hun forkøler
sig! Ja, vi mennesker er kortsynte, doktor! Ved
De noget middel mod den fejl?
Fjeldbo.
Ja; lærepengene. Dem skal man anbringe bag
øret, så ser man klarere en anden gang.
øret, så ser man klarere en anden gang.
s. 60
Kammerherren.
Ej-ej! Tak for det råd. Men De, som regner
Dem for hjemme her, De skal såmæn også tage
Dem lidt af Deres fremmede.
Dem for hjemme her, De skal såmæn også tage
Dem lidt af Deres fremmede.
Fjeldbo.
Ja, vel; Stensgård, skal kanske vi to –?
Kammerherren.
Å nej, kære, – derude går min gamle ven,
Hejre –
Hejre –
Fjeldbo.
Ja, han regner sig også for hjemme her.
Kammerherren.
Ha, ha, ha! Han gør så, ja!
Fjeldbo.
Nå, vi to skal slå os sammen og prøve vort
bedste.
(går ud i haven.)
bedste.
Stensgård.
Herr kammerherren nævnte Daniel Hejre. Jeg
må sige, jeg blev forundret over at se ham her.
må sige, jeg blev forundret over at se ham her.
Kammerherren.
Gjorde De det? Herr Hejre og jeg er skole-
kammerater og ungdomsvenner. Vi har desuden
stødt sammen i såmange livsforholde –
kammerater og ungdomsvenner. Vi har desuden
stødt sammen i såmange livsforholde –
Stensgård.
Ja, om de sammenstød gav herr Hejre adskil-
ligt tilbedste igåraftes.
ligt tilbedste igåraftes.
Kammerherren.
Hm!
s. 61
Stensgård.
Havde han ikke været, så skulde jeg visselig
ikke således i min stemning kogt over, som jeg
gjorde. Men han har en måde at omtale per-
soner og begivenheder på, som –; idetheletaget,
der sidder en slem mund på ham.
ikke således i min stemning kogt over, som jeg
gjorde. Men han har en måde at omtale per-
soner og begivenheder på, som –; idetheletaget,
der sidder en slem mund på ham.
Kammerherren.
Min kære unge ven, – herr Hejre er min
gæst; det får De ikke lov at glemme. Fuld fri-
hed i mit hus; men med forbehold: intet urid-
derligt i omtale af dem, jeg omgåes.
gæst; det får De ikke lov at glemme. Fuld fri-
hed i mit hus; men med forbehold: intet urid-
derligt i omtale af dem, jeg omgåes.
Stensgård.
Jeg beer meget om forladelse –!
Kammerherren.
Nå, nå, nå; De hører til den unge slægt, som
ikke regner det så nøje. Hvad herr Hejre an-
går, så tvivler jeg på, at De kender ham til-
bunds. Herr Hejre er ialfald en mand, hvem jeg
skylder overmåde meget.
ikke regner det så nøje. Hvad herr Hejre an-
går, så tvivler jeg på, at De kender ham til-
bunds. Herr Hejre er ialfald en mand, hvem jeg
skylder overmåde meget.
Stensgård.
Ja, det påstod han rigtignok; men jeg troede
ikke, at –
ikke, at –
Kammerherren.
Jeg skylder ham det bedste af vor familjelykke,
herr Stensgård! Jeg skylder ham min sviger-
datter. Ja, det er virkelig så. Daniel Hejre tog
sig af hende i hendes barndom; hun var et lidet
vidunder; gav allerede koncerter ti år gammel;
ja, De har da visst hørt hende nævne? Selma
Sjøblom –?
herr Stensgård! Jeg skylder ham min sviger-
datter. Ja, det er virkelig så. Daniel Hejre tog
sig af hende i hendes barndom; hun var et lidet
vidunder; gav allerede koncerter ti år gammel;
s. 62
ja, De har da visst hørt hende nævne? Selma
Sjøblom –?
Stensgård.
Sjøblom? Ja, ganske visst; hendes fader var
svensk.
svensk.
Kammerherren.
Musiklærer, ja! Han kom hertil for en hel del
år siden. En musikers kår er, som De ved, i
regelen ikke de bedste; og hans livsvaner er vel
heller ikke altid til fromme for –; nå, herr Hejre
har stedse været en talentjæger; han tog sig af
barnet, fik hende sendt til Berlin; og da så fa-
deren var død og Hejres formuesforfatning havde
forandret sig, kom hun tilbage til Kristiania, hvor
hun naturligvis snart blev optagen i de bedste
kredse. Derved, ser De, blev der en mulighed
for at hun og min søn kunde støde sammen.
år siden. En musikers kår er, som De ved, i
regelen ikke de bedste; og hans livsvaner er vel
heller ikke altid til fromme for –; nå, herr Hejre
har stedse været en talentjæger; han tog sig af
barnet, fik hende sendt til Berlin; og da så fa-
deren var død og Hejres formuesforfatning havde
forandret sig, kom hun tilbage til Kristiania, hvor
hun naturligvis snart blev optagen i de bedste
kredse. Derved, ser De, blev der en mulighed
for at hun og min søn kunde støde sammen.
Stensgård.
Ja, på den vis har gamle Daniel Hejre rigtig-
nok været et redskab –
nok været et redskab –
Kammerherren.
Således griber det ene ind i det andet her i
livet. Redskaber, det er vi allesammen; De og-
så; det vil da sige, et nedbrydende –
livet. Redskaber, det er vi allesammen; De og-
så; det vil da sige, et nedbrydende –
Stensgård.
Å, herr kammerherre, jeg beer Dem; jeg er
ganske skamfuld –
ganske skamfuld –
Kammerherren.
Skamfuld?
s. 63
Stensgård.
Ja, det var i højeste grad upassende –
Kammerherren.
Mod formen kunde der måske være et og an-
det at indvende, men meningen var god. Og
det vil jeg bede Dem om: når De herefter har
noget på hjerte, så kom til mig; tal åbent med
mig, ærligt og ligefrem. Ser De, vi vil jo dog
alle det bedste; det er jo min pligt –
det at indvende, men meningen var god. Og
det vil jeg bede Dem om: når De herefter har
noget på hjerte, så kom til mig; tal åbent med
mig, ærligt og ligefrem. Ser De, vi vil jo dog
alle det bedste; det er jo min pligt –
Stensgård.
Og De tillader, at jeg taler åbent med Dem?
Kammerherren.
Ja, det ved Gud, jeg gør. Tror De ikke, jeg
længe har set, at livet her på visse hold har taget
en retning, som er alt andet end ønskelig? Men
hvad skulde jeg gøre? I højsalig kong Carl Jo-
hans tid levede jeg for det meste i Stockholm.
Nu er jeg gammel; det er desuden min natur
imod at bryde frem med reformer, eller at blande
mig personligt ind i hele dette offentlige røre.
De derimod, herr Stensgård, De har alle betin-
gelser; derfor vil vi holde sammen.
længe har set, at livet her på visse hold har taget
en retning, som er alt andet end ønskelig? Men
hvad skulde jeg gøre? I højsalig kong Carl Jo-
hans tid levede jeg for det meste i Stockholm.
Nu er jeg gammel; det er desuden min natur
imod at bryde frem med reformer, eller at blande
mig personligt ind i hele dette offentlige røre.
De derimod, herr Stensgård, De har alle betin-
gelser; derfor vil vi holde sammen.
Stensgård.
Tak, herr kammerherre! Tak, tak!
(Værksforvalter Ringdal og Daniel Hejre fra haven.)
Ringdal.
Og jeg siger Dem, det må være en misfor-
ståelse.
ståelse.
s. 64
Daniel Hejre.
Ja så? Det var løjerligt! Jeg skulde misforstå
mine egne øren?
mine egne øren?
Kammerherren.
Noget nyt, Hejre?
Daniel Hejre.
Ikke andet, end at Anders Lundestad er ifærd
med at gå over til Storlipartiet.
med at gå over til Storlipartiet.
Kammerherren.
Å; nu spaser du!
Daniel Hejre.
Beer om forladelse, højstærede; har det fra
hans egen mund. Gårdbruger Lundestad agter
på grund af svækket helbredstilstand at træde
tilbage i privatlivet; og så kan man jo slutte
sig til resten.
hans egen mund. Gårdbruger Lundestad agter
på grund af svækket helbredstilstand at træde
tilbage i privatlivet; og så kan man jo slutte
sig til resten.
Stensgård.
Og det har De fra hans egen mund?
Daniel Hejre.
Ja såmæn; han forkyndte den vigtige begiven-
hed midt i en lyttende klynge dernede; he-he!
hed midt i en lyttende klynge dernede; he-he!
Kammerherren.
Men, min gode Ringdal, hvorledes kan dette
hænge sammen?
hænge sammen?
Daniel Hejre.
Å, det er da ikke vanskeligt at gætte.
Kammerherren.
Jo, tilforladelig. Men dette er jo en stor sag
for distriktet. Kom med, Ringdal; vi må san-
delig tale med manden.
(han og Ringdal går ned i haven.)
s. 65
for distriktet. Kom med, Ringdal; vi må san-
delig tale med manden.
Doktor Fjeldbo
(fra den bageste havedør).
(fra den bageste havedør).
Er kammerherren gået ud?
Daniel Hejre.
Hys; de vise skal holde råd! Stor nyhed, dok-
tor! Lundestad frasiger sig storthingshvervet.
tor! Lundestad frasiger sig storthingshvervet.
Fjeldbo.
Å, det er ikke muligt?
Stensgård.
Ja, kan du begribe det?
Daniel Hejre.
Jo, nu blir her røre og rummel. Det er de
unges forbund, som begynder at virke, herr Stens-
gård! Ved De, hvad De skulde kalde den for-
ening? Ja, jeg skal sige Dem det siden.
unges forbund, som begynder at virke, herr Stens-
gård! Ved De, hvad De skulde kalde den for-
ening? Ja, jeg skal sige Dem det siden.
Stensgård.
Tror De virkelig, det er vort forbund –?
Daniel Hejre.
Det er der da minsæl ingen tvivl om. Nå, så
får vi altså dog den glæde at skikke herr pro-
prietariussen afgårde som storthingsmand Å, gid
han allerede var afgårde; – jeg skulde såmæn
gerne skydse ham –; noksagt; he-he!
(går ud i haven.)
får vi altså dog den glæde at skikke herr pro-
prietariussen afgårde som storthingsmand Å, gid
han allerede var afgårde; – jeg skulde såmæn
gerne skydse ham –; noksagt; he-he!
Stensgård.
Men sig mig, Fjeldbo, – hvorledes rimer du
alt dette sammen?
alt dette sammen?
Henrik Ibsen: De unges forbund.
5
s. 66
Fjeldbo.
Der er andre ting, som er vanskeligere at rime
sammen. Hvorledes kommer du her?
sammen. Hvorledes kommer du her?
Stensgård.
Jeg? Ligesom de øvrige, naturligvis; jeg er
indbuden.
indbuden.
Fjeldbo.
Ja, det blev du igåraftes, hører jeg; – efter
din tale –
din tale –
Stensgård.
Nu ja?
Fjeldbo.
Men at du modtog den indbydelse –!
Stensgård.
Ja, hvad fanden skulde jeg gøre? Jeg kunde
da ikke fornærme de skikkelige mennesker.
da ikke fornærme de skikkelige mennesker.
Fjeldbo.
Så! Kunde du ikke det? I din tale kunde du
det dog.
det dog.
Stensgård.
Snak! I min tale var det principer, jeg angreb,
ikke personer.
ikke personer.
Fjeldbo.
Og hvorledes forklarer du nu kammerherrens
indbydelse?
indbydelse?
Stensgård.
Ja, kære ven, der er jo kun en måde at for-
klare den på.
klare den på.
s. 67
Fjeldbo.
Nemlig, at kammerherren er bange for dig?
Stensgård.
Han skal, ved Gud, ikke få grund til det! Han
er en hædersmand.
er en hædersmand.
Fjeldbo.
Det er han.
Stensgård.
Og ligger der ikke noget rørende i, at den
gamle mand tager sagen på den måde? Og
hvor frøken Bratsberg var dejlig, da hun bragte
brevet!
gamle mand tager sagen på den måde? Og
hvor frøken Bratsberg var dejlig, da hun bragte
brevet!
Fjeldbo.
Men sig mig, – optrinet fra igår er da vel
ikke kommet på tale her?
ikke kommet på tale her?
Stensgård.
Å langtfra; de er altfor dannede mennesker til
at røre ved sligt. Men det bider mig i samvit-
tigheden; siden vil jeg gøre en undskyldning –
at røre ved sligt. Men det bider mig i samvit-
tigheden; siden vil jeg gøre en undskyldning –
Fjeldbo.
Nej, det må jeg bestemt fraråde! Du kender
ikke kammerherren –
ikke kammerherren –
Stensgård.
Ja-ja; så skal mine handlinger tale for mig.
Fjeldbo.
Du vil da ikke bryde med Storlifolket?
Stensgård.
Jeg vil bringe en udsoning tilveje; jeg har
jo min forening; den er allerede en magt, som
du ser.
5*
s. 68
jo min forening; den er allerede en magt, som
du ser.
Fjeldbo.
Ja, men en ting, mens jeg husker det; – din
kærlighed til frøken Monsen –; jeg råded dig
igår til at gøre alvor af den sag –
kærlighed til frøken Monsen –; jeg råded dig
igår til at gøre alvor af den sag –
Stensgård.
Ja, ja, det kan vi altid –
Fjeldbo.
Nej, hør; jeg har tænkt nøjere over det. Du
skal slå den plan af tankerne.
skal slå den plan af tankerne.
Stensgård.
Ja, det tror jeg du har ret i. Gifter man sig
ind i en udannet familje, så gifter man sig på en
måde med hele familjen.
ind i en udannet familje, så gifter man sig på en
måde med hele familjen.
Fjeldbo.
Å ja; både af den og af andre grunde –
Stensgård.
Monsen er en udannet person, det ser jeg nu.
Fjeldbo.
Ja, han er just ingen beleven mand.
Stensgård.
Nej, det er s'gu visst! Han går og taler ilde
om folk, som han ser i sit hus; det er uridderligt.
På Storli lugter der af dårlig tobak i alle stuer –
om folk, som han ser i sit hus; det er uridderligt.
På Storli lugter der af dårlig tobak i alle stuer –
Fjeldbo.
Men, kære, – at du ikke har mærket den
tobakslugt, før nu –?
tobakslugt, før nu –?
s. 69
Stensgård.
Det er sammenligningen, som gør det. Jeg
kom på en falsk fod her i bygden fra første færd
af. Jeg faldt i kløerne på partigængere, som
tuded mig ørerne fulde. Det skal være forbi!
Jeg vil ikke gå her og slide mig op som redskab
for egennytte eller for råhed og dumhed.
kom på en falsk fod her i bygden fra første færd
af. Jeg faldt i kløerne på partigængere, som
tuded mig ørerne fulde. Det skal være forbi!
Jeg vil ikke gå her og slide mig op som redskab
for egennytte eller for råhed og dumhed.
Fjeldbo.
Men hvad vil du så bruge din forening til?
Stensgård.
Foreningen blir uforandret; den er grundlagt
på en så temmelig bred basis; – ja, det vil sige,
den er stiftet til at modarbejde slette indflydelser;
– jeg ser først nu, fra hvilken kant de indfly-
delser kommer.
på en så temmelig bred basis; – ja, det vil sige,
den er stiftet til at modarbejde slette indflydelser;
– jeg ser først nu, fra hvilken kant de indfly-
delser kommer.
Fjeldbo.
Men tror du «de unge» vil se det samme?
Stensgård.
Det skal de. Jeg tør vel forlange, at slige
karle retter sig efter min bedre indsigt.
karle retter sig efter min bedre indsigt.
Fjeldbo.
Men hvis de nu ikke vil?
Stensgård.
Så kan de gå sin egen gang. Jeg behøver
dem ikke længere. Og mener du desuden, at
jeg, i halsstarrig blindhed, og for et uselt kon-
sekventsmageris skyld, skulde lade min fremtid
glide ind i et fejl spor og aldrig komme til
målet?
dem ikke længere. Og mener du desuden, at
jeg, i halsstarrig blindhed, og for et uselt kon-
sekventsmageris skyld, skulde lade min fremtid
glide ind i et fejl spor og aldrig komme til
målet?
s. 70
Fjeldbo.
Hvad mener du med målet?
Stensgård.
Et liv, som svarer til mine evner, og som fyl-
der alle mine interesser ud.
der alle mine interesser ud.
Fjeldbo.
Ingen svævende talemåder! Hvad mener du
med målet?
med målet?
Stensgård.
Nå, til dig kan jeg sagtens sige det. Med
målet mener jeg: engang i tiden at blive stor-
thingsmand eller statsråd, og at blive lykkelig
gift i en rig og anset familje.
målet mener jeg: engang i tiden at blive stor-
thingsmand eller statsråd, og at blive lykkelig
gift i en rig og anset familje.
Fjeldbo.
Se, se; og så tænker du, ved hjælp af kam-
merherrens forbindelser, –?
merherrens forbindelser, –?
Stensgård.
Ved hjælp af mig selv tænker jeg at nå det!
Det vil komme og det skal komme; men ganske
af sig selv. Nå, det har forresten lange udsigter;
– lad det kun! Indtil da vil jeg leve og nyde
her i skønhed og solskin –
Det vil komme og det skal komme; men ganske
af sig selv. Nå, det har forresten lange udsigter;
– lad det kun! Indtil da vil jeg leve og nyde
her i skønhed og solskin –
Fjeldbo.
Her?
Stensgård.
Ja, her! Her er fine sæder; her er ynde over
tilværelsen; her er gulvet lagt ligesom blot til at
trædes på af lakerte støvler; her er lænestolene
dybe, og damerne sidder smukt i dem; her går
samtalen let og elegant, som en kasteleg; her
plumper ingen råhed ind og gør selskabet stille.
Å, Fjeldbo, – her først føler jeg hvad fornem-
hed er. Ja, vi har dog virkelig vor adel; en liden
kreds; en adel i dannelse; og den vil jeg tilhøre.
Føler du ikke selv, at man luttres her? At rig-
dommen her er af et andet slags? Når jeg tæn-
ker på Monsens rigdom, så forestiller jeg mig
den i skikkelse af store bunker fedtede papirsed-
ler, af ølsmudsede panteobligationer; – men her,
her er det metal, skinnende sølv! Og med men-
neskene er det ligedan. Kammerherren, – hvil-
ken prægtig, fin gammel gubbe!
tilværelsen; her er gulvet lagt ligesom blot til at
trædes på af lakerte støvler; her er lænestolene
dybe, og damerne sidder smukt i dem; her går
s. 71
samtalen let og elegant, som en kasteleg; her
plumper ingen råhed ind og gør selskabet stille.
Å, Fjeldbo, – her først føler jeg hvad fornem-
hed er. Ja, vi har dog virkelig vor adel; en liden
kreds; en adel i dannelse; og den vil jeg tilhøre.
Føler du ikke selv, at man luttres her? At rig-
dommen her er af et andet slags? Når jeg tæn-
ker på Monsens rigdom, så forestiller jeg mig
den i skikkelse af store bunker fedtede papirsed-
ler, af ølsmudsede panteobligationer; – men her,
her er det metal, skinnende sølv! Og med men-
neskene er det ligedan. Kammerherren, – hvil-
ken prægtig, fin gammel gubbe!
Fjeldbo.
Det er han.
Stensgård.
Og sønnen, – djerv, ligefrem, dygtig!
Fjeldbo.
Ganske visst.
Stensgård.
Og svigerdatteren, du! Hun er en perle; –
gode Gud, hvilken rig og ejendommelig natur –
gode Gud, hvilken rig og ejendommelig natur –
Fjeldbo.
Det har Thora – det har frøken Bratsberg
også.
også.
Stensgård.
Ja vel; men se, hun er nu mindre betydelig.
Fjeldbo.
Å, du kender hende ikke. Du ved ikke, hvor
hun er dyb og stille og trofast.
hun er dyb og stille og trofast.
s. 72
Stensgård.
Men svigerdatteren da! Så ligefrem, næsten
hensynsløs; og så anerkendende, så erobrende –!
hensynsløs; og så anerkendende, så erobrende –!
Fjeldbo.
Jeg tror virkelig, du er forelsket i hende.
Stensgård.
I en gift kone? Er du gal, menneske! Hvad
skulde det føre til? Nej, men jeg blir forelsket;
det føler jeg godt. Ja, hun er rigtignok dyb,
stille og trofast!
skulde det føre til? Nej, men jeg blir forelsket;
det føler jeg godt. Ja, hun er rigtignok dyb,
stille og trofast!
Fjeldbo.
Hvem?
Stensgård.
Frøken Bratsberg, naturligvis.
Fjeldbo.
Hvad for noget? Du tænker da vel aldrig på –?
Stensgård.
Jo, det ved Gud, jeg gør!
Fjeldbo.
Nej, men jeg forsikkrer dig, det går aldeles
ikke an!
ikke an!
Stensgård.
Ho-ho! Viljen er en verdensmagt, du! Vi skal
se, det går an.
se, det går an.
Fjeldbo.
Men dette er jo den rene skære letsindighed!
Igår var det frøken Monsen –
Igår var det frøken Monsen –
Stensgård.
Ja, se, det var en overilelse; men det frarådede
du mig jo selv –
du mig jo selv –
s. 73
Fjeldbo.
Jeg fraråder dig på det bestemteste at tænke
på nogen af dem.
på nogen af dem.
Stensgård.
Så? Du agter kanske selv at erklære dig for
en af dem?
en af dem?
Fjeldbo.
Jeg? Nej, det forsikkrer jeg dig –
Stensgård.
Ja, det skulde nu heller ikke have holdt mig
tilbage, om så var. Vil man stå mig ivejen, vil
man spærre fremtiden for mig, så kender jeg
ingen hensyn.
tilbage, om så var. Vil man stå mig ivejen, vil
man spærre fremtiden for mig, så kender jeg
ingen hensyn.
Fjeldbo.
Vogt dig, at ikke jeg siger det samme!
Stensgård.
Du! Hvad ret har du til at gøre dig til for-
mynder og værge for kammerherre Bratsbergs
familje?
mynder og værge for kammerherre Bratsbergs
familje?
Fjeldbo.
Jeg har en vens ret idetmindste.
Stensgård.
Pyt; den snak fanger du ikke mig med. Du
har egennyttens ret, har du! Det tilfredsstiller
din smålige forfængelighed at gå og være pot og
pande her i huset; derfor skal jeg holdes borte.
har egennyttens ret, har du! Det tilfredsstiller
din smålige forfængelighed at gå og være pot og
pande her i huset; derfor skal jeg holdes borte.
Fjeldbo.
Ja, det var det bedste, som kunde times dig.
Du står her på en hul grund.
Du står her på en hul grund.
s. 74
Stensgård.
Gør jeg virkelig? Tusend tak! Den grund skal
jeg vide at bygge støtter under.
jeg vide at bygge støtter under.
Fjeldbo.
Prøv; men jeg spår dig, det ramler forinden.
Stensgård.
Hå-hå! Du har rævestreger bag øret? Godt,
at det kom for dagen. Jeg kender dig nu; du
er min uven; den eneste, jeg har her.
at det kom for dagen. Jeg kender dig nu; du
er min uven; den eneste, jeg har her.
Fjeldbo.
Det er jeg ikke!
Stensgård.
Det er Du! Du har altid været det; lige fra
skoletiden. Se dig omkring her, hvorledes alle
anerkender mig, uagtet jeg er fremmed for dem.
Du derimod, du, som kender mig, du har aldrig
anerkendt mig. Det er overhovedet det usle ved
dig, at du aldrig kan anerkende nogen; du har
gået derinde i Kristiania og drevet om i the-
vandsselskaber og fyldt tilværelsen ud med at
sige småvittigheder. Sligt hævner sig, du! Sansen
for det, som er mere værd i livet, – for det,
som der er løftelse og flugt i, den sløves, og så
står man der og duer til ingenting.
skoletiden. Se dig omkring her, hvorledes alle
anerkender mig, uagtet jeg er fremmed for dem.
Du derimod, du, som kender mig, du har aldrig
anerkendt mig. Det er overhovedet det usle ved
dig, at du aldrig kan anerkende nogen; du har
gået derinde i Kristiania og drevet om i the-
vandsselskaber og fyldt tilværelsen ud med at
sige småvittigheder. Sligt hævner sig, du! Sansen
for det, som er mere værd i livet, – for det,
som der er løftelse og flugt i, den sløves, og så
står man der og duer til ingenting.
Fjeldbo.
Duer jeg til ingenting!
Stensgård.
Har du nogensinde duet til at anerkende mig?
s. 75
Fjeldbo.
Hvad skulde jeg da anerkende?
Stensgård.
Min vilje, om ikke andet. Den anerkendes af
alle de andre; – af det menige folk ved festen
igår, af kammerherre Bratsberg og hans familje –
alle de andre; – af det menige folk ved festen
igår, af kammerherre Bratsberg og hans familje –
Fjeldbo.
Af proprietær Monsen og hans ditto, af –;
død og plage, det er sandt, – herude står en
og venter på dig –
død og plage, det er sandt, – herude står en
og venter på dig –
Stensgård.
Hvem er det?
Fjeldbo
(går mod baggrunden).
(går mod baggrunden).
En, som anerkender dig. (åbner døren og kalder.) As-
laksen, kom ind!
laksen, kom ind!
Stensgård.
Aslaksen?
Aslaksen
(kommer).
(kommer).
Nå, endelig da!
Fjeldbo.
På gensyn; jeg skal ikke forstyrre vennerne.
(går ud i haven.)
Stensgård.
Men hvad i Pokkers navn vil De her?
Aslaksen.
Jeg må nødvendig tale med Dem. De lovte
mig igår en beretning om foreningens stiftelse og –
mig igår en beretning om foreningens stiftelse og –
s. 76
Stensgård.
Den kan ikke komme –; det må vi vente
med til en anden gang.
med til en anden gang.
Aslaksen.
Umuligt, herr Stensgård; avisen skal ud imor-
gen tidlig –
gen tidlig –
Stensgård.
Sniksnak! Det hele må forandres. Sagen er
trådt ind i et nyt stadium; her er kommet andre
momenter til. Hvad jeg ytrede om kammerherre
Bratsberg, må aldeles omredigeres, før det kan
bruges.
trådt ind i et nyt stadium; her er kommet andre
momenter til. Hvad jeg ytrede om kammerherre
Bratsberg, må aldeles omredigeres, før det kan
bruges.
Aslaksen.
Nej, det om kammerherren, det er allerede trykt.
Stensgård.
Nå, så ud med det igen!
Aslaksen.
Ud med det?
Stensgård.
Ja, jeg vil ikke ha'e det på den måde. De
ser på mig? Tror De ikke jeg forstår at styre
foreningens anliggender, kanske?
ser på mig? Tror De ikke jeg forstår at styre
foreningens anliggender, kanske?
Aslaksen.
Jo, gudbevares; men jeg må bare sige Dem –
Stensgård.
Ingen indvendinger, Aslaksen; sligt tåler jeg
minsæl ikke!
minsæl ikke!
Aslaksen.
Herr sagfører Stensgård, ved De, at den smule
tørre brød, jeg har, den sætter De på spil? Ved
De det?
s. 77
tørre brød, jeg har, den sætter De på spil? Ved
De det?
Stensgård.
Nej, det ved jeg sletikke.
Aslaksen.
Jo, så er det. I vinter, før De kom hertil, var
mit blad i opkomst. Jeg redigerte det selv, skal
jeg sige Dem; og jeg redigerte det med princip.
mit blad i opkomst. Jeg redigerte det selv, skal
jeg sige Dem; og jeg redigerte det med princip.
Stensgård.
De?
Aslaksen.
Ja, jeg! Jeg sagde til mig selv: det er det
store publikum, som skal bære et blad; men det
store publikum er det slette publikum, – det
ligger nu i de lokale forholde; og det slette
publikum vil have et slet blad. Se, så redigerte
jeg bladet –
store publikum, som skal bære et blad; men det
store publikum er det slette publikum, – det
ligger nu i de lokale forholde; og det slette
publikum vil have et slet blad. Se, så redigerte
jeg bladet –
Stensgård.
Slet! Ja, det er ubestrideligt.
Aslaksen.
Ja, og det stod jeg mig på. Men så kom De
og indførte ideer i distriktet; og så fik bladet en
farve, og derfor faldt alle Anders Lundestads
venner fra; de, som er tilbage, de betaler slet –
og indførte ideer i distriktet; og så fik bladet en
farve, og derfor faldt alle Anders Lundestads
venner fra; de, som er tilbage, de betaler slet –
Stensgård.
Ja, men bladet blev godt.
Aslaksen.
Jeg kan ikke leve af et godt blad. Nu skulde
her vækkes røre; her skulde gøres ende på, som
De lovte igår; stormændene skulde stilles i gabe-
stokken; der skulde komme slige ting ind, som
alle måtte læse, – og så svigter De –
her vækkes røre; her skulde gøres ende på, som
s. 78
De lovte igår; stormændene skulde stilles i gabe-
stokken; der skulde komme slige ting ind, som
alle måtte læse, – og så svigter De –
Stensgård.
Ho-ho! De mener, jeg skulde tjene Dem og
skandalen? Nej, mange tak, min gode mand!
skandalen? Nej, mange tak, min gode mand!
Aslaksen.
Herr sagfører Stensgård, De må ikke drive mig
til det yderste, for ellers går det galt.
til det yderste, for ellers går det galt.
Stensgård.
Hvad mener De med det?
Aslaksen.
Jeg mener, at jeg så må gøre bladet indbrin-
gende på en anden vis. Gud skal vide, jeg gør
det ikke med lyst. Før De kom, ernærte jeg
mig redeligt med ulykkelige hændelser og selv-
mord og slige uskyldige ting, som tidt ikke var
passeret engang. Men nu har De fået vendt
op og ned på det altsammen; nu må her anden
kost til –
gende på en anden vis. Gud skal vide, jeg gør
det ikke med lyst. Før De kom, ernærte jeg
mig redeligt med ulykkelige hændelser og selv-
mord og slige uskyldige ting, som tidt ikke var
passeret engang. Men nu har De fået vendt
op og ned på det altsammen; nu må her anden
kost til –
Stensgård.
Ja, det vil jeg bare sige Dem: går De på egen
hånd, går De et skridt udenfor mine ordre og
gør bevægelsen her til et middel for Deres smud-
sige egennytte, så går jeg til bogtrykker Alm
og stifter et nyt blad. Vi har penge, vi, ser De!
Og så skal Deres avislap være ødelagt inden
fjorten dage.
hånd, går De et skridt udenfor mine ordre og
gør bevægelsen her til et middel for Deres smud-
sige egennytte, så går jeg til bogtrykker Alm
og stifter et nyt blad. Vi har penge, vi, ser De!
Og så skal Deres avislap være ødelagt inden
fjorten dage.
s. 79
Aslaksen
(bleg).
(bleg).
Det gør De ikke!
Stensgård.
Jo, det gør jeg; og jeg skal være mand for
at redigere bladet, så det får det store publikum
for sig.
at redigere bladet, så det får det store publikum
for sig.
Aslaksen.
Så går jeg i denne stund til kammerherre
Bratsberg –
Bratsberg –
Stensgård.
De? Hvad vil De der?
Aslaksen.
Hvad vil De her? Tror De ikke jeg skønner,
hvorfor kammerherren har bedt Dem? Det er,
fordi han er ræd for Dem og for hvad De vil
gøre; og det drager De nytte af. Men er han
ræd for hvad De vil gøre, så er han vel også
ræd for hvad jeg vil trykke; og det vil jeg
drage nytte af!
hvorfor kammerherren har bedt Dem? Det er,
fordi han er ræd for Dem og for hvad De vil
gøre; og det drager De nytte af. Men er han
ræd for hvad De vil gøre, så er han vel også
ræd for hvad jeg vil trykke; og det vil jeg
drage nytte af!
Stensgård.
Det skulde De vove? De! Slig en stymper –!
Aslaksen.
Ja, det skal jeg vise Dem. Skal Deres skål-
tale ud af bladet, så skal kammerherren betale
mig for at ta'e den ud.
tale ud af bladet, så skal kammerherren betale
mig for at ta'e den ud.
Stensgård.
Vov det; vov det bare! De er drukken, men-
neske –!
neske –!
s. 80
Aslaksen.
Ikke mere end til måde. Men jeg blir som
en løve, når man vil tage den fattige brødbid
fra mig. De kan ikke sætte Dem ind i, hvor-
ledes jeg har det hjemme; en sengeliggende kone,
et vanført barn –
en løve, når man vil tage den fattige brødbid
fra mig. De kan ikke sætte Dem ind i, hvor-
ledes jeg har det hjemme; en sengeliggende kone,
et vanført barn –
Stensgård.
Pak Dem! Vil De søle mig ned i Deres ge-
menhed? Hvad kommer Deres værkbrudne koner
og vanskabte unger mig ved? Vover De at stille
Dem ivejen for mig, understår De Dem bare at
spærre en eneste udsigt, så skal De komme til
at ligge på fattigkassen før året er omme!
menhed? Hvad kommer Deres værkbrudne koner
og vanskabte unger mig ved? Vover De at stille
Dem ivejen for mig, understår De Dem bare at
spærre en eneste udsigt, så skal De komme til
at ligge på fattigkassen før året er omme!
Aslaksen.
Jeg skal vente en dag –
Stensgård.
Nå; De begynder at få fornuftens brug igen.
Aslaksen.
Jeg skal i et extranummer underrette abon-
nenterne om, at redaktøren, som følge af en ved
festgildet pådragen upasselighed –
nenterne om, at redaktøren, som følge af en ved
festgildet pådragen upasselighed –
Stensgård.
Ja, ja; gør det; senere kan det jo nok hænde,
vi kommer tilrette med hinanden.
vi kommer tilrette med hinanden.
Aslaksen.
Gid det var så vel. – Herr overretssagfører
Stensgård, – husk på: den avis, den er mit
eneste lam.
(ud i baggrunden.)
Stensgård, – husk på: den avis, den er mit
eneste lam.
s. 81
Gårdbruger Lundestad
(i den forreste havedør).
(i den forreste havedør).
Nå, herr sagfører Stensgård?
Stensgård.
Nå, herr gårdbruger Lundestad?
Lundestad.
De går her så alene? Dersom det var Dem
belejligt, vilde jeg nok gerne tale lidt med Dem.
belejligt, vilde jeg nok gerne tale lidt med Dem.
Stensgård.
Med fornøjelse.
Lundestad.
Først må jeg nu sige Dem det, at dersom De
har hørt, jeg skulde have sagt noget ufordelagtigt
om Dem, så må De ikke tro det.
har hørt, jeg skulde have sagt noget ufordelagtigt
om Dem, så må De ikke tro det.
Stensgård.
Om mig? Hvad skulde De have sagt?
Lundestad.
Ingenting; det forsikkrer jeg Dem. Men her
findes så mange ørkesløse mennesker, som bare
går omkring og syr folk sammen.
findes så mange ørkesløse mennesker, som bare
går omkring og syr folk sammen.
Stensgård.
Ja, i det hele taget, – vi to er desværre kom-
met i en noget skæv stilling til hinanden.
met i en noget skæv stilling til hinanden.
Lundestad.
Det er en ganske naturlig stilling, herr Stens-
gård. Det er det gamles stilling til det nye; det
går altid så.
gård. Det er det gamles stilling til det nye; det
går altid så.
Stensgård.
Å, bevares, herr Lundestad, De er da ikke
så gammel.
så gammel.
Henrik Ibsen: De unges forbund.
6
s. 82
Lundestad.
Å jo, å jo, jeg blir gammel nu. Jeg har nu
siddet i thinget siden 1839. Nu synes jeg det
kunde være på tiden at få afløsning.
siddet i thinget siden 1839. Nu synes jeg det
kunde være på tiden at få afløsning.
Stensgård.
Afløsning?
Lundestad.
Tiderne skifter, ser De. Nye opgaver taer
vækst; og til at bære dem frem kræves der nye
kræfter.
vækst; og til at bære dem frem kræves der nye
kræfter.
Stensgård.
Ærligt og oprigtigt, herr Lundestad, – vil De
altså virkelig vige for Monsen?
altså virkelig vige for Monsen?
Lundestad.
For Monsen? Nej, for Monsen vil jeg ikke vige.
Stensgård.
Men så forstår jeg ikke –?
Lundestad.
Sæt nu, jeg veg for Monsen; tror De så, han
havde udsigt til at blive valgt?
havde udsigt til at blive valgt?
Stensgård.
Ja, det er vanskeligt at sige. Valgmandsvalget
skal jo rigtignok allerede foregå iovermorgen, og
stemningen er vistnok endnu ikke tilstrækkelig
bearbejdet; men –
skal jo rigtignok allerede foregå iovermorgen, og
stemningen er vistnok endnu ikke tilstrækkelig
bearbejdet; men –
Lundestad.
Jeg tror ikke det vilde lykkes. Mit og kam-
merherrens parti vil ikke stemme på ham. Ja,
«mit parti», det er nu sådan en talemåde; jeg
mener ejendomsmændene, de gamle slægter, som
sidder fast på sin jord og hører hjemme her. De
vil ikke kendes ved Monsen. Monsen er en ind-
flytter; der er ingen, som ved noget sådan rigtig
tilbunds om Monsen og hans sager. Og så har
han nu måttet hugge meget ned omkring sig for
at vinde plads; hugget ud både skoge og familjer,
kan en sige.
merherrens parti vil ikke stemme på ham. Ja,
«mit parti», det er nu sådan en talemåde; jeg
s. 83
mener ejendomsmændene, de gamle slægter, som
sidder fast på sin jord og hører hjemme her. De
vil ikke kendes ved Monsen. Monsen er en ind-
flytter; der er ingen, som ved noget sådan rigtig
tilbunds om Monsen og hans sager. Og så har
han nu måttet hugge meget ned omkring sig for
at vinde plads; hugget ud både skoge og familjer,
kan en sige.
Stensgård.
Ja, men hvis De altså mener, at der ingen ud-
sigt er –
sigt er –
Lundestad.
Hm! Det er sjeldne gaver, De har fået idet-
heletaget, herr Stensgård. Vorherre har udrustet
Dem rigeligt. Men der er en liden ting, som han
skulde givet Dem på købet.
heletaget, herr Stensgård. Vorherre har udrustet
Dem rigeligt. Men der er en liden ting, som han
skulde givet Dem på købet.
Stensgård.
Og hvad skulde det være?
Lundestad.
Sig mig, – hvorfor tænker De aldrig på Dem
selv? Hvorfor har De sletingen ærgærrighed?
selv? Hvorfor har De sletingen ærgærrighed?
Stensgård.
Ærgærrighed? Jeg?
Lundestad.
Hvorfor går De her og spilder Deres kræfter
på andre? Kort og godt, – hvorfor vil De ikke
selv ind i thinget?
på andre? Kort og godt, – hvorfor vil De ikke
selv ind i thinget?
Stensgård.
Jeg? Det er ikke Deres alvor!
6*
s. 84
Lundestad.
De har jo skaffet Dem stemmeret, hører jeg.
Men nytter De ikke lejligheden nu, så kommer
der en anden ind, og han blir kanske fast i sad-
len, og da er han ikke så let at fordrive.
Men nytter De ikke lejligheden nu, så kommer
der en anden ind, og han blir kanske fast i sad-
len, og da er han ikke så let at fordrive.
Stensgård.
Men, for Guds skyld, mener De, hvad De siger,
herr Lundestad?
herr Lundestad?
Lundestad.
Det fører jo ikke til noget; når De ikke vil,
så –
så –
Stensgård.
Vil? Vil? Jeg må oprigtig tilstå Dem, jeg er
ikke så aldeles blottet for ærgærrighed, som De
tror. Men antager De virkelig, at sligt kan ske?
ikke så aldeles blottet for ærgærrighed, som De
tror. Men antager De virkelig, at sligt kan ske?
Lundestad.
Ske kunde det nok. Jeg skulde gøre mit bedste.
Kammerherren vilde visst også gøre sit; han kender
jo Deres talegaver. De unge har De for Dem
og –
Kammerherren vilde visst også gøre sit; han kender
jo Deres talegaver. De unge har De for Dem
og –
Stensgård.
Herr Lundestad, De er, ved Gud, min sande
ven!
ven!
Lundestad.
Å, det mener De nu ikke så stort med. Var
jeg Deres ven, så tog De byrden fra mig; De
har unge skuldre; De kunde bære den så let.
jeg Deres ven, så tog De byrden fra mig; De
har unge skuldre; De kunde bære den så let.
Stensgård.
Råd over mig i så henseende; jeg skal ikke
svigte.
svigte.
s. 85
Lundestad.
Så De er altså ikke uvillig –?
Stensgård.
Her er min hånd!
Lundestad.
Tak! Tro mig, herr Stensgård, De kommer
ikke til at angre på det. Men nu må vi fare
varsomt frem. Valgmænd må vi begge to sørge
for at blive, – jeg for at foreslå Dem til min
efterfølger og examinere Dem lidt i forsamlingen,
og De for at gøre rede for Deres meninger –
ikke til at angre på det. Men nu må vi fare
varsomt frem. Valgmænd må vi begge to sørge
for at blive, – jeg for at foreslå Dem til min
efterfølger og examinere Dem lidt i forsamlingen,
og De for at gøre rede for Deres meninger –
Stensgård.
Å, er vi først så vidt, så er vi ovenpå. I valg-
mandsforsamlingen er jo De almægtig.
mandsforsamlingen er jo De almægtig.
Lundestad.
Der er måde med almægtigheden; – De må
naturligvis bruge Deres talegaver; De får se at
bortforklare det, som kan være mest kantet og
stødende –
naturligvis bruge Deres talegaver; De får se at
bortforklare det, som kan være mest kantet og
stødende –
Stensgård.
De mener da vel ikke, at jeg skal bryde med
mit parti?
mit parti?
Lundestad.
Se nu bare sindigt på sagen. Hvad vil det
sige, at her er to partier? Det vil sige, at her
på den ene side findes endel mænd eller slægter,
som er i besiddelse af de almindelige borgerlige
goder, – jeg mener ejendom, uafhængighed, og
andel i magten. Det er det parti, jeg hører til.
Og på den anden side findes her mange yngre
medborgere, som gerne vil erhverve sig disse
samfundsgoder. Se, det er Deres parti. Men
dette parti kommer De jo ganske naturligt og
ligefrem til at træde ud af, når De nu får andel
i magten og derhos skaffer Dem en stilling her
som rigtig fast ejendomsmand; – ja, for det er
nødvendigt, herr Stensgård!
sige, at her er to partier? Det vil sige, at her
på den ene side findes endel mænd eller slægter,
som er i besiddelse af de almindelige borgerlige
goder, – jeg mener ejendom, uafhængighed, og
andel i magten. Det er det parti, jeg hører til.
s. 86
Og på den anden side findes her mange yngre
medborgere, som gerne vil erhverve sig disse
samfundsgoder. Se, det er Deres parti. Men
dette parti kommer De jo ganske naturligt og
ligefrem til at træde ud af, når De nu får andel
i magten og derhos skaffer Dem en stilling her
som rigtig fast ejendomsmand; – ja, for det er
nødvendigt, herr Stensgård!
Stensgård.
Ja, det tror jeg også det er. Men tiden er
knap; en sådan stilling erhverves ikke i en hån-
devending.
knap; en sådan stilling erhverves ikke i en hån-
devending.
Lundestad.
Å nej, den gør nok ikke det; men De kunde
vel kanske også hjælpe Dem bare med udsigten –
vel kanske også hjælpe Dem bare med udsigten –
Stensgård.
Udsigten?
Lundestad.
Skulde De have så svært meget imod at tænke
på et godt gifte, herr Stensgård? Her er rige
arvinger i bygden. En mand, som De, med frem-
tiden for sig, – en mand, som kan gøre regning
på at komme ind i de højeste poster, – tro
mig, Dem vil ingen vrage, når De spiller Deres
kort fint.
på et godt gifte, herr Stensgård? Her er rige
arvinger i bygden. En mand, som De, med frem-
tiden for sig, – en mand, som kan gøre regning
på at komme ind i de højeste poster, – tro
mig, Dem vil ingen vrage, når De spiller Deres
kort fint.
Stensgård.
Så hjælp mig med spillet! For Guds skyld –!
De åbner vidder for mig; store syner! Alt det,
jeg har håbet og higet efter; at gå som en fri-
gører fremst i folket; alt det fjerne, jeg har drømt
om, det rykker mig nu så levende nær!
De åbner vidder for mig; store syner! Alt det,
jeg har håbet og higet efter; at gå som en fri-
s. 87
gører fremst i folket; alt det fjerne, jeg har drømt
om, det rykker mig nu så levende nær!
Lundestad.
Ja, vi skal være lysvågne, herr Stensgård!
Deres ærgærrighed er allerede på benene, ser
jeg. Det er godt. Resten vil gå af sig selv. –
Nå, tak sålænge! Jeg skal aldrig glemme Dem,
at De vilde tage magtens byrde fra mine gamle
skuldre!
Deres ærgærrighed er allerede på benene, ser
jeg. Det er godt. Resten vil gå af sig selv. –
Nå, tak sålænge! Jeg skal aldrig glemme Dem,
at De vilde tage magtens byrde fra mine gamle
skuldre!
(Gæster og husets folk kommer efterhånden ind fra haven. To tje-
nestepiger bringer lys og byder forfriskninger om under det følgende.)
nestepiger bringer lys og byder forfriskninger om under det følgende.)
Selma
(går op mod pianoet tilvenstre i baggrunden).
(går op mod pianoet tilvenstre i baggrunden).
Herr Stensgård, De må være med; vi skal lege
pantelege.
pantelege.
Stensgård.
Med fornøjelse; jeg er udmærket oplagt!
(går ligeledes mod baggrunden, træffer aftale med hende, sætter stole
tilrette, o. s v.)
Erik Bratsberg
(dæmpet).
(dæmpet).
Hvad pokker er det, faer fortæller, herr Hejre?
Hvad er det for en tale, sagfører Stensgård skal
have holdt heroppe igår?
Hvad er det for en tale, sagfører Stensgård skal
have holdt heroppe igår?
Daniel Hejre.
He-he; ved man ikke det?
Erik Bratsberg.
Nej; vi byfolk var jo til middag og bal inde i
klubben. Men faer siger, at herr Stensgård har
aldeles brudt med Storlifolket, at han var så for-
skrækkelig grov imod Monsen –
klubben. Men faer siger, at herr Stensgård har
aldeles brudt med Storlifolket, at han var så for-
skrækkelig grov imod Monsen –
s. 88
Daniel Hejre.
Imod Monsen? Nej, der har De visst hørt fejl,
højstærede –
højstærede –
Erik Bratsberg.
Ja, der stod rigtignok så mange omkring, så
jeg fik ikke rigtig rede i det; men jeg hørte
ganske bestemt at –
jeg fik ikke rigtig rede i det; men jeg hørte
ganske bestemt at –
Daniel Hejre.
Noksagt; vent til imorgen, da får De historien
til frokost i Aslaksens avis.
(går fra ham.)
til frokost i Aslaksens avis.
Kammerherren.
Nå, min kære Lundestad, holder De endnu fast
på de griller –?
på de griller –?
Lundestad.
Det er ingen griller, herr kammerherre; når en
mand står fare for at fortrænges, så bør han vige
frivilligt.
mand står fare for at fortrænges, så bør han vige
frivilligt.
Kammerherren.
Talemåder! Hvem tænker vel på at fortrænge
Dem?
Dem?
Lundestad.
Hm; jeg er en gammel vejrprofet. Her er
omslag i luften. Nå, jeg har alt stedfortræderen.
Sagfører Stensgård er villig –
omslag i luften. Nå, jeg har alt stedfortræderen.
Sagfører Stensgård er villig –
Kammerherren.
Sagfører Stensgård?
Lundestad.
Ja, var det ikke meningen? Jeg tog det for et
vink, da kammerherren sagde, at den mand måtte
en støtte, og at en skulde slutte sig til ham.
s. 89
vink, da kammerherren sagde, at den mand måtte
en støtte, og at en skulde slutte sig til ham.
Kammerherren.
Ja, jeg mente i hans optræden mod alt dette
fordærvelige svindlervæsen, som drives på Storli.
fordærvelige svindlervæsen, som drives på Storli.
Lundestad.
Men hvorledes kunde kammerherren være så
sikker på, at Stensgård vilde bryde med de folk?
sikker på, at Stensgård vilde bryde med de folk?
Kammerherren.
Kære, det viste sig jo igåraftes.
Lundestad.
Igåraftes?
Kammerherren.
Ja, da han talte om Monsens fordærvelige ind-
flydelse i sognet.
flydelse i sognet.
Lundestad
(med åben mund).
(med åben mund).
Om Monsens –?
Kammerherren.
Ja visst; på bordet –
Lundestad.
Oppe på bordet; ja?
Kammerherren.
Han var forskrækkelig grov; kaldte ham en
pengesæk, og en basilisk, eller en lindorm, eller
noget lignende. Ha, ha, det var virkelig mor-
somt at høre på.
pengesæk, og en basilisk, eller en lindorm, eller
noget lignende. Ha, ha, det var virkelig mor-
somt at høre på.
Lundestad.
Var det morsomt at høre på?
s. 90
Kammerherren.
Ja, jeg nægter ikke, Lundestad, at jeg under
de folk, hvad de får af den slags. Men nu må
vi støtte ham; thi efter et sligt blodigt angreb –
de folk, hvad de får af den slags. Men nu må
vi støtte ham; thi efter et sligt blodigt angreb –
Lundestad.
Som det igår, ja?
Kammerherren.
Ja, vel.
Lundestad.
Det på bordet?
Kammerherren.
Ja, det på bordet.
Lundestad.
Om Monsen?
Kammerherren.
Ja, om Monsen og hans slæng. Nu vil de na-
turligvis søge at hævne sig; og det kan man da
ikke fortænke dem i –
turligvis søge at hævne sig; og det kan man da
ikke fortænke dem i –
Lundestad
(afgjort).
(afgjort).
Sagfører Stensgård må støttes, – det er klart!
Thora.
Kære faer, du skal være med i legen.
Kammerherren.
Å snak, barn –
Thora.
Jo visst; kom; Selma vil det endelig.
Kammerherren.
Ja, ja, så får jeg vel føje mig. (dæmpet idet de går.)
Det er dog sørgeligt med Lundestad; han be-
gynder virkelig at blive sløv; tænk, han har slet-
ikke forstået, hvad Stensgård –
s. 91
Det er dog sørgeligt med Lundestad; han be-
gynder virkelig at blive sløv; tænk, han har slet-
ikke forstået, hvad Stensgård –
Thora.
O, kom, kom; nu skal vi lege!
(hun drager ham med ind i kredsen, hvor legen er i fuld gang mellem
de unge.)
de unge.)
Erik Bratsberg
(råber fra sin plads).
(råber fra sin plads).
Herr Hejre, De er udnævnt til pantdommer!
Daniel Hejre.
He-he; det er såmæn min første udnævnelse i
verden.
verden.
Stensgård
(ligeledes i kredsen).
(ligeledes i kredsen).
På grund af Deres bekendtskab med justitsen,
herr Hejre!
herr Hejre!
Daniel Hejre.
Å, mine elskelige unge venner, det skulde
være mig en fryd at dømme jer allesammen –;
noksagt!
være mig en fryd at dømme jer allesammen –;
noksagt!
Stensgård
(smutter hen til Lundestad, som står i forgrunden tilvenstre).
(smutter hen til Lundestad, som står i forgrunden tilvenstre).
De talte med kammerherren. Hvad var det
om? Var det noget om mig?
om? Var det noget om mig?
Lundestad.
Desværre; det var om dette her igåraftes –
Stensgård
(vrider på sig).
(vrider på sig).
Død og plage!
s. 92
Lundestad.
Han syntes, De havde været forskrækkelig
grov, sa'e han.
grov, sa'e han.
Stensgård.
Ja, tror De ikke det piner mig –
Lundestad.
De kunde nu bøde på det.
Erik Bratsberg
(råber ned).
(råber ned).
Herr Stensgård, raden er til Dem!
Stensgård.
Jeg kommer! (hurtigt, til Lundestad.) Hvorledes bøde
på det?
på det?
Lundestad.
Finder De lejlighed, så gør kammerherren en
undskyldning.
undskyldning.
Stensgård.
Det skal jeg, ved Gud, gøre!
Selma.
Skynd Dem; skynd Dem!
Stensgård.
Jeg kommer, frue! Her er jeg!
(Legen fortsættes under latter og lystighed. Nogle ældre herrer spiller
kort tilhøjre. Lundestad sætter sig tilvenstre; Daniel Hejre nær ved.)
kort tilhøjre. Lundestad sætter sig tilvenstre; Daniel Hejre nær ved.)
Daniel Hejre.
Den hvalp siger, jeg har havt med justitsen
at gøre!
at gøre!
Lundestad.
Han er noget uvorren i sin mund, det kan ikke
nægtes.
nægtes.
s. 93
Daniel Hejre.
Derfor går også hele familjen og logrer for ham.
He-he; det er ynkeligt at se, hvor rædde de er.
He-he; det er ynkeligt at se, hvor rædde de er.
Lundestad.
Nej, der ser De galt, herr Hejre; kammerherren
er ikke ræd.
er ikke ræd.
Daniel Hejre.
Ikke det? Tror De jeg er blind, højstærede?
Lundestad.
Nej, men –; ja, De kan da vel tie? Godt;
jeg skal sige Dem, hvorledes det hænger sam-
men. Kammerherren tror, det var Monsen, det
gjaldt igår.
jeg skal sige Dem, hvorledes det hænger sam-
men. Kammerherren tror, det var Monsen, det
gjaldt igår.
Daniel Hejre.
Monsen? Å, visvas!
Lundestad.
Minsæl, herr Hejre! Ringdal eller frøkenen har
vel bildt ham det ind –
vel bildt ham det ind –
Daniel Hejre.
Og så går han hen og be'r ham til stor middag!
Nej, det er, Gud døde mig, udmærket! Nej; ved
De hvad, det kan jeg ikke tie med.
Nej, det er, Gud døde mig, udmærket! Nej; ved
De hvad, det kan jeg ikke tie med.
Lundestad.
Hys, hys! Husk, hvad De lovte mig. Kam-
merherren er jo Deres gamle skolekammerat; og
om han end har faret lidt hårdt frem imod Dem –
merherren er jo Deres gamle skolekammerat; og
om han end har faret lidt hårdt frem imod Dem –
Daniel Hejre.
He-he; jeg skal betale ham det med renter –
s. 94
Lundestad.
Vogt Dem vel; kammerherren er mægtig. Leg
ikke med løver.
ikke med løver.
Daniel Hejre.
Bratsberg en løve? Pyt; han er dum, faer; det
er jeg ikke. A, hvilke dejlige chikaner, hvilke
spydigheder, hvilke stikpiller jeg skal lave ud af
dette her, når jeg engang får vor store proces
i gang!
er jeg ikke. A, hvilke dejlige chikaner, hvilke
spydigheder, hvilke stikpiller jeg skal lave ud af
dette her, når jeg engang får vor store proces
i gang!
Selma
(råber fra kredsen).
(råber fra kredsen).
Herr dommer, hvad skal den gøre, som ejer
dette pant?
dette pant?
Erik Bratsberg
(ubemærket, til Daniel Hejre).
(ubemærket, til Daniel Hejre).
Det er Stensgårds! Find på noget morsomt.
Daniel Hejre.
Det pant? He-he, lad mig se; han kunde jo
per exempel, – noksagt. Han skal holde en tale!
per exempel, – noksagt. Han skal holde en tale!
Selma.
Det er herr Stensgårds pant.
Erik Bratsberg.
Herr Stensgård skal holde en tale!
Stensgård.
Å nej; lad mig slippe; jeg kom slemt nok fra
det igår.
det igår.
Kammerherren.
Fortrinligt, herr Stensgård; jeg forstår mig også
lidt på veltalenhed.
lidt på veltalenhed.
s. 95
Lundestad
(til Daniel Hejre).
(til Daniel Hejre).
Gudsdød; bare han nu ikke forplumrer sig.
Daniel Hejre.
Forplumrer sig? He-he. De er fin, De! Et
velsignet indfald! (halvhøjt til Stensgård.) Kom De galt
fra det igår, så kan De jo slå Dem selv på mun-
den idag.
velsignet indfald! (halvhøjt til Stensgård.) Kom De galt
fra det igår, så kan De jo slå Dem selv på mun-
den idag.
Stensgård
(får en pludselig idé).
(får en pludselig idé).
Lundestad, her er lejligheden!
Lundestad
(undvigende).
(undvigende).
Spil Deres kort fint.
(søger sin hat og lister sig efterhånden mod døren.)
Stensgård.
Ja, jeg skal holde en tale!
De unge damer.
Bravo! Bravo!
Stensgård.
Tag Deres glasse, mine damer og herrer! Nu
holder jeg en tale, der begynder i et eventyr;
thi jeg føler eventyrets strøm af livsmod lufte
igennem mig i denne kreds.
holder jeg en tale, der begynder i et eventyr;
thi jeg føler eventyrets strøm af livsmod lufte
igennem mig i denne kreds.
Erik Bratsberg
(til damerne).
(til damerne).
Hør! hør!
(Kammerherren tager sit glas fra spillebordet tilhøjre og bliver stående der.
Ringdal, doktor Fjeldbo og et par andre herrer kommer ind
fra haven.)
Ringdal, doktor Fjeldbo og et par andre herrer kommer ind
fra haven.)
Stensgård.
Det var i vårdagene. Da kom der en ung gøg
flyvende ind i lien. Gøgen er en lykkefugl; og
der var stort fuglegilde nedenunder ham på den
flade mark, og både vildt og tamt kræ flokkedes
der. Ud fra hønsegårdene tripped de; op fra
gåsedammene kom de vaggende; ned fra Storlien
strøg en tung tiur i lav, braskende flugt, tog
fæste og bruste med fjærene og kradsed med
vingerne og gjorde sig endnu bredere, end han
var; og alt imellem galte han: krak, krak, krak,
hvilket vil sige så meget som: jeg er kaksen fra
Storlien, jeg!
s. 96
flyvende ind i lien. Gøgen er en lykkefugl; og
der var stort fuglegilde nedenunder ham på den
flade mark, og både vildt og tamt kræ flokkedes
der. Ud fra hønsegårdene tripped de; op fra
gåsedammene kom de vaggende; ned fra Storlien
strøg en tung tiur i lav, braskende flugt, tog
fæste og bruste med fjærene og kradsed med
vingerne og gjorde sig endnu bredere, end han
var; og alt imellem galte han: krak, krak, krak,
hvilket vil sige så meget som: jeg er kaksen fra
Storlien, jeg!
Kammerherren.
Fortræffeligt! Hør!
Stensgård.
Og så var der en gammel hakkespæt. Langs-
efter træstammerne vimsed han rakt op og ned,
bored med sit spidse næb, gramsed orme i sig,
og alt det, som sætter galde, og tilhøjre og til-
venstre hørte man: prik, prik, prik; – det var
hakkespætten –
efter træstammerne vimsed han rakt op og ned,
bored med sit spidse næb, gramsed orme i sig,
og alt det, som sætter galde, og tilhøjre og til-
venstre hørte man: prik, prik, prik; – det var
hakkespætten –
Erik Bratsberg.
Nej, om forladelse, var ikke det en stork eller
en –?
en –?
Daniel Hejre.
Noksagt!
Stensgård
Det var den gamle hakkespæt. Men så kom
der liv i laget; thi de fandt en at kagle ondt
om; og så stimled de sammen og kagled i kor,
så længe, til den unge gøg begyndte at kagle
med –
der liv i laget; thi de fandt en at kagle ondt
om; og så stimled de sammen og kagled i kor,
s. 97
så længe, til den unge gøg begyndte at kagle
med –
Fjeldbo
(ubemærket).
(ubemærket).
For Guds skyld, menneske, ti stille!
Stensgård.
Men den, det gjaldt, det var en ørn, som sad
i ensom ro på et brat fjeld. Om ham vare de
alle enige. «Han er en skræmsel for bygden»
sa'e en hæs ravn. Men ørnen skar ned i skrå
flugt, greb gøgen, og bar ham op i højden. –
Det var et hjerterov! Og der oppe fra, der så
lykkefuglen vidt og dejligt ud over det lave; der
var stilhed og solskin; der lærte han at dømme
sværmen fra hønsegårdene og fra de uryddede
lier –
i ensom ro på et brat fjeld. Om ham vare de
alle enige. «Han er en skræmsel for bygden»
sa'e en hæs ravn. Men ørnen skar ned i skrå
flugt, greb gøgen, og bar ham op i højden. –
Det var et hjerterov! Og der oppe fra, der så
lykkefuglen vidt og dejligt ud over det lave; der
var stilhed og solskin; der lærte han at dømme
sværmen fra hønsegårdene og fra de uryddede
lier –
Fjeldbo
(højt).
(højt).
Punktum; punktum! Musik!
Kammerherren.
Hys; forstyr ham ikke.
Stensgård.
Herr kammerherre Bratsberg, – her ender jeg
mit eventyr, og træder frem for Dem i de manges
nærværelse og beder Dem om tilgivelse for igår.
mit eventyr, og træder frem for Dem i de manges
nærværelse og beder Dem om tilgivelse for igår.
Kammerherren
(et halvt skridt tilbage).
(et halvt skridt tilbage).
Mig –?
Stensgård.
Tak for den måde, hvorpå De har hævnet Dem
over mine ubesindige yttringer. I mig har De
fra nu af en rustet stridsmand. Og dermed, mine
damer og herrer, en skål for ørnen på fjeldtinden;
en skål for herr kammerherre Bratsberg!
Henrik Ibsen: De unges forbund.
7
s. 98
over mine ubesindige yttringer. I mig har De
fra nu af en rustet stridsmand. Og dermed, mine
damer og herrer, en skål for ørnen på fjeldtinden;
en skål for herr kammerherre Bratsberg!
Kammerherren
(famler efter bordet).
(famler efter bordet).
Tak, herr overretssagfører!
Gæsterne
(de fleste i pinlig forlegenhed).
(de fleste i pinlig forlegenhed).
Herr kammerherre! Herr kammerherre Bratsberg!
Kammerherren.
Mine damer! Mine herrer! (sagte.) Thora!
Thora.
Faer!
Kammerherren.
Ah, doktor, doktor, hvad har De gjort!
Stensgård
(med glasset i hånden strålende fornøjet).
(med glasset i hånden strålende fornøjet).
Og nu på plads igen! Hej, Fjeldbo, kom
med, – i de unges forbund! Her har vi legen
gående!
med, – i de unges forbund! Her har vi legen
gående!
Daniel Hejre
(i forgrunden tilvenstre).
(i forgrunden tilvenstre).
Ja minsæl har vi legen gående!
(Lundestad forsvinder i bagdøren.)
(Teppet falder.)
TREDJE AKT.
(Elegant forværelse med indgang i baggrunden. Tilvenstre dør til kam-
merherrens kontor; længere tilbage dør til dagligstuen. Tilhøjre en dør til
værksforvalterens kontorer; foran samme et vindu.)
merherrens kontor; længere tilbage dør til dagligstuen. Tilhøjre en dør til
værksforvalterens kontorer; foran samme et vindu.)
(Thora sidder grædende på sofaen tilvenstre. Kammerherren går
heftigt op og ned.)
heftigt op og ned.)
Kammerherren.
Ja, nu har vi efterspillet. Gråd og jammer –
Thora.
O, Gud give vi aldrig havde set det menneske!
Kammerherren.
Hvilket menneske?
Thora.
Den afskyelige sagfører Stensgård, naturligvis.
Kammerherren.
Du skulde heller sige: gid vi aldrig havde set
den afskyelige doktor!
den afskyelige doktor!
Thora.
Fjeldbo?
7*
s. 100
Kammerherren.
Ja, Fjeldbo; Fjeldbo, ja! Var det ikke ham,
som løj mig fuld –?
som løj mig fuld –?
Thora.
Nej, kære velsignede faer, det var mig.
Kammerherren.
Dig? Begge to altså! I ledtog sammen; bag
min ryg! Det er dejligt!
min ryg! Det er dejligt!
Thora.
O, faer, dersom du vidste –
Kammerherren.
Å, jeg ved nok; mere end nok; meget mere!
(Doktor Fjeldbo kommer fra baggrunden.)
Fjeldbo.
Godmorgen, herr kammerherre! Godmorgen,
frøken!
frøken!
Kammerherren
(vedbliver at gå op og ned).
(vedbliver at gå op og ned).
Nå, er De der, – De, ulykkesfugl –
Fjeldbo.
Ja, det var en højst ubehagelig begivenhed.
Kammerherren
(ser ud af vinduet).
(ser ud af vinduet).
Finder De dog det?
Fjeldbo.
Jeg tror, De må have bemærket, hvorledes jeg
hele tiden holdt øje med Stensgård. Ulykkelig-
vis, da jeg hørte der skulde leges pantelege,
tænkte jeg der ingen fare var –
hele tiden holdt øje med Stensgård. Ulykkelig-
vis, da jeg hørte der skulde leges pantelege,
tænkte jeg der ingen fare var –
s. 101
Kammerherren
(stamper i gulvet).
(stamper i gulvet).
Stilles i gabestokken af slig en vindmager! Og
hvad har ikke mine gæster måttet tro om mig?
At jeg var usel nok til at ville købe denne per-
son, denne – denne –, som Lundestad kalder
ham!
hvad har ikke mine gæster måttet tro om mig?
At jeg var usel nok til at ville købe denne per-
son, denne – denne –, som Lundestad kalder
ham!
Fjeldbo.
Ja, men –
Thora
(ubemærket af faderen).
(ubemærket af faderen).
Tal ikke!
Kammerherren
(efter et kort ophold, vender sig mod Fjeldbo).
(efter et kort ophold, vender sig mod Fjeldbo).
Sig mig oprigtigt, doktor, – er jeg virkelig
dummere, end de fleste andre mennesker?
dummere, end de fleste andre mennesker?
Fjeldbo.
Hvor kan De spørge så, herr kammerherre?
Kammerherren.
Men hvorledes kunde det da gå til, at jeg rime-
ligvis var den eneste, som ikke forstod, at den
forbistrede tale var myntet på mig?
ligvis var den eneste, som ikke forstod, at den
forbistrede tale var myntet på mig?
Fjeldbo.
Skal jeg sige Dem det?
Kammerherren.
Ja visst skal De så.
Fjeldbo.
Det er, fordi De selv ser Deres stilling her i
bygden med andre øjne, end befolkningen forresten.
bygden med andre øjne, end befolkningen forresten.
s. 102
Kammerherren.
Jeg ser min stilling, som min salig faer så sin
stilling her. Min salig faer vilde man aldrig vovet
at byde sligt.
stilling her. Min salig faer vilde man aldrig vovet
at byde sligt.
Fjeldbo.
Deres salig faer døde også omkring året 1830.
Kammerherren.
Å ja; her er kommet mangt og meget i op-
løsning siden den tid. Men skylden er forresten
min egen. Jeg har blandet mig formeget med
de godtfolk. Derfor må jeg nu finde mig i at
stilles sammen med gårdbruger Lundestad!
løsning siden den tid. Men skylden er forresten
min egen. Jeg har blandet mig formeget med
de godtfolk. Derfor må jeg nu finde mig i at
stilles sammen med gårdbruger Lundestad!
Fjeldbo.
Ja, rent ud sagt, det ser jeg ingen forklejnelse i.
Kammerherren.
Å, De forstår mig meget godt. Jeg pukker
naturligvis ikke på noget slags fornemhed, eller
på titler eller sligt. Men hvad jeg holder i ære,
og hvad jeg forlanger at andre skal holde i ære,
det er den gennem alle slægter nedarvede ret-
skaffenhed i vor familje. Det er det, jeg mener,
at når man, som Lundestad, griber ind i det
offentlige liv, så kan man ikke bevare sin karakter
og sin vandel så aldeles pletfri. Derfor får Lun-
destad også finde sig i, at man søler ham til.
Men man skal lade mig i ro; jeg står udenfor
partierne.
naturligvis ikke på noget slags fornemhed, eller
på titler eller sligt. Men hvad jeg holder i ære,
og hvad jeg forlanger at andre skal holde i ære,
det er den gennem alle slægter nedarvede ret-
skaffenhed i vor familje. Det er det, jeg mener,
at når man, som Lundestad, griber ind i det
offentlige liv, så kan man ikke bevare sin karakter
og sin vandel så aldeles pletfri. Derfor får Lun-
destad også finde sig i, at man søler ham til.
Men man skal lade mig i ro; jeg står udenfor
partierne.
Fjeldbo.
Ikke så ganske, herr kammerherre. De glæded
Dem ialfald, sålænge De troede, at angrebet
gjaldt Monsen.
s. 103
Dem ialfald, sålænge De troede, at angrebet
gjaldt Monsen.
Kammerherren.
Nævn ikke det menneske! Det er ham, som
har slappet den moralske sans her i egnen. Des-
værre har han da også gjort min herr søn svim-
mel i hodet.
har slappet den moralske sans her i egnen. Des-
værre har han da også gjort min herr søn svim-
mel i hodet.
Thora.
Erik?
Fjeldbo.
Deres søn?
Kammerherren.
Ja; hvad skulde han ind i de handelsforretnin-
ger? Det fører jo dog ikke til noget.
ger? Det fører jo dog ikke til noget.
Fjeldbo.
Men, kære herr kammerherre, han må jo dog
leve og –
leve og –
Kammerherren.
Å, med sparsomhed kunde han såmæn godt
leve af sin mødrenearv.
leve af sin mødrenearv.
Fjeldbo.
Ja, kanske han kunde leve af den; men hvad
skulde han leve for?
skulde han leve for?
Kammerherren.
For? Nå, behøvte han absolut noget at leve
for, så er han jo juridisk kandidat; han kunde
jo leve for sin videnskab.
for, så er han jo juridisk kandidat; han kunde
jo leve for sin videnskab.
Fjeldbo.
Nej, det kunde han ikke; thi det er hans natur
imod. Han kunde heller ikke tænke på at komme
i embede for det første; bestyrelsen af Deres
ejendomme har De forbeholdt Dem selv; Deres
søn har ingen børn at opdrage. Og når han så
under slige omstændigheder ser fristende exempler
for sig, – ser folk, som fra ingenting er ifærd
med at skabe en halv million –
s. 104
imod. Han kunde heller ikke tænke på at komme
i embede for det første; bestyrelsen af Deres
ejendomme har De forbeholdt Dem selv; Deres
søn har ingen børn at opdrage. Og når han så
under slige omstændigheder ser fristende exempler
for sig, – ser folk, som fra ingenting er ifærd
med at skabe en halv million –
Kammerherren.
En halv million? Å, ved De hvad, lad os nu
blive ved de hundrede tusend. Men hverken den
halve million eller de hundrede tusend skrabes
sammen med så aldeles rene hænder; – jeg me-
ner ikke ligeoverfor verden; gudbevares; lovene
kan man jo nok holde sig efterrettelig; men lige-
overfor ens egen bevidsthed. Sligt noget kan jo
naturligvis ikke min søn bekvemme sig til. De
kan derfor være ganske rolig: grosserer Brats-
bergs virksomhed kaster såmæn ingen halv mil-
lion af sig.
blive ved de hundrede tusend. Men hverken den
halve million eller de hundrede tusend skrabes
sammen med så aldeles rene hænder; – jeg me-
ner ikke ligeoverfor verden; gudbevares; lovene
kan man jo nok holde sig efterrettelig; men lige-
overfor ens egen bevidsthed. Sligt noget kan jo
naturligvis ikke min søn bekvemme sig til. De
kan derfor være ganske rolig: grosserer Brats-
bergs virksomhed kaster såmæn ingen halv mil-
lion af sig.
(Selma, i spadserdragt, kommer fra baggrunden.)
Selma.
Godmorgen! Er ikke min mand her?
Kammerherren.
Godmorgen, barn! Søger du efter din mand?
Selma.
Ja, han sagde, han skulde herud. Proprietær
Monsen kom til ham tidligt imorges, og så –
Monsen kom til ham tidligt imorges, og så –
Kammerherren.
Monsen? Kommer Monsen til jer?
s. 105
Selma.
Engang imellem; det er mest i forretninger.
Men, kære Thora, hvad er det? Har du grædt?
Men, kære Thora, hvad er det? Har du grædt?
Thora.
Å, det er ingenting.
Selma.
Jo, det er! Hjemme var Erik forstemt, og
her –; jeg ser det på jer allesammen; der er
noget ivejen. Hvad er det?
her –; jeg ser det på jer allesammen; der er
noget ivejen. Hvad er det?
Kammerherren.
Nå, nå; det er ialfald ikke noget for dig. Du
er for fin til at bære byrder, min lille Selma. Gå
nu I to ind i dagligstuen sålænge. Har Erik sagt,
at han kommer, så kommer han vel også.
er for fin til at bære byrder, min lille Selma. Gå
nu I to ind i dagligstuen sålænge. Har Erik sagt,
at han kommer, så kommer han vel også.
Selma.
Lad os gå; – og vogt mig endelig for træk-
luften! (slår armene om hende.) O, jeg kunde knuse dig,
søde Thora!
(begge damerne går ind tilvenstre.)
luften! (slår armene om hende.) O, jeg kunde knuse dig,
søde Thora!
Kammerherren.
De er altså kommet op i det med hinanden,
de to spekulanter. De burde gå i kompagni
sammen. Monsen & Bratsberg, – det vilde
klinge smukt! (det banker i baggrunden.) Kom ind!
de to spekulanter. De burde gå i kompagni
sammen. Monsen & Bratsberg, – det vilde
klinge smukt! (det banker i baggrunden.) Kom ind!
(Sagfører Stensgård træder ind af døren.)
Kammerherren
(viger et skridt tilbage).
(viger et skridt tilbage).
Hvad for noget!
Stensgård.
Ja, her har De mig igen, herr kammerherre!
s. 106
Kammerherren.
Jeg ser det.
Fjeldbo.
Men er du gal, menneske?
Stensgård.
De trak Dem tidligt tilbage igåraftes. Da
Fjeldbo havde oplyst mig om sammenhængen,
var De allerede –
Fjeldbo havde oplyst mig om sammenhængen,
var De allerede –
Kammerherren.
Jeg beder Dem, – enhver forklaring vil være
overflødig –
overflødig –
Stensgård.
Ganske visst; De må heller ikke tro, det er
derfor jeg kommer.
derfor jeg kommer.
Kammerherren.
Ikke det, nu?
Stensgård.
Jeg ved, jeg har æreskændt Dem.
Kammerherren.
Det ved jeg også; og forinden jeg laer Dem
jage på porten, vilde De kanske sige mig, hvor-
for De kommer her.
jage på porten, vilde De kanske sige mig, hvor-
for De kommer her.
Stensgård.
Fordi jeg elsker Deres datter, herr kammerherre!
Fjeldbo.
Hvad –!
Kammerherren.
Hvad siger han, doktor?
s. 107
Stensgård.
Ja, De kan ikke sætte Dem ind i det, herr
kammerherre. De er en gammel mand; De har
ikke noget at kæmpe for –
kammerherre. De er en gammel mand; De har
ikke noget at kæmpe for –
Kammerherren.
Og De understår Dem –!
Stensgård.
Jeg kommer for at bede om Deres datters
hånd, herr kammerherre.
hånd, herr kammerherre.
Kammerherren.
De –, De –? Vil De ikke tage plads?
Stensgård.
Tak; jeg står.
Kammerherren.
Hvad siger De til dette her, doktor?
Stensgård.
Å, Fjeldbo siger alt godt; han er min ven;
den eneste virkelige ven, jeg har.
den eneste virkelige ven, jeg har.
Fjeldbo.
Nej, nej, menneske; aldrig i evighed, dersom
du –
du –
Kammerherren.
Var det derfor herr værkslægen fik ham ind-
ført i vort hus?
ført i vort hus?
Stensgård.
De kender mig kun af min optræden iforgårs
og igår. Og det er ikke nok. Jeg er heller ikke
idag den samme, som før. Samværet med Dem
og Deres er faldet som en vårregn over mig. I
en eneste nat er der slået spirer ud! De må ikke
støde mig tilbage i det uhyggelige igen. Jeg har
aldrig siddet inde med det dejlige i livet, før nu;
det har været som fugle på taget for mig –
og igår. Og det er ikke nok. Jeg er heller ikke
idag den samme, som før. Samværet med Dem
s. 108
og Deres er faldet som en vårregn over mig. I
en eneste nat er der slået spirer ud! De må ikke
støde mig tilbage i det uhyggelige igen. Jeg har
aldrig siddet inde med det dejlige i livet, før nu;
det har været som fugle på taget for mig –
Kammerherren.
Men min datter –?
Stensgård.
Å, hende skal jeg vinde.
Kammerherren.
Så? Hm!
Stensgård.
Ja, fordi jeg vil det. Husk på, hvad De for-
talte mig igår. De var også misfornøjet med
Deres søns giftermål; – se, det har vendt sig
til det gode. De skal skrive lærepengene bag
øret, som Fjeldbo sagde –
talte mig igår. De var også misfornøjet med
Deres søns giftermål; – se, det har vendt sig
til det gode. De skal skrive lærepengene bag
øret, som Fjeldbo sagde –
Kammerherren.
Nå, det var sådan ment?
Fjeldbo.
På ingen måde! Kære herr kammerherre, lad
mig få tale alene med ham –
mig få tale alene med ham –
Stensgård.
Sniksnak; jeg har ikke noget at tale med dig
om. Hør nu, herr kammerherre! Vær nu snild
og fornuftig. En familje, som Deres, trænger til
nye forbindelser, ellers fordummes slægten –
om. Hør nu, herr kammerherre! Vær nu snild
og fornuftig. En familje, som Deres, trænger til
nye forbindelser, ellers fordummes slægten –
Kammerherren.
Nej, nu blier det for galt!
s. 109
Stensgård.
Hys, hys; ikke hidsig! Lad alle disse kedelige
fornemme griller fare; – for fanden, det er jo
dog ikke andet end narrestreger igrunden. De
skal se, hvor glad De vil blive i mig, når De
bare lærer mig at kende. Jo; jo; De skal blive
glad i mig, – både De og Deres datter! Hende
skal jeg tvinge –
fornemme griller fare; – for fanden, det er jo
dog ikke andet end narrestreger igrunden. De
skal se, hvor glad De vil blive i mig, når De
bare lærer mig at kende. Jo; jo; De skal blive
glad i mig, – både De og Deres datter! Hende
skal jeg tvinge –
Kammerherren.
Hvad tror De, herr doktor?
Fjeldbo.
Jeg tror, det er galskab!
Stensgård.
Ja, for dig vilde det være galskab; men jeg,
ser du, jeg har en gerning at gøre her på Guds
dejlige jord; – jeg laer mig ikke skræmme af
vrøvl og fordomme!
ser du, jeg har en gerning at gøre her på Guds
dejlige jord; – jeg laer mig ikke skræmme af
vrøvl og fordomme!
Kammerherren.
Herr sagfører; der er døren.
Stensgård.
De viser mig –?
Kammerherren.
Døren.
Stensgård.
Gør det ikke!
Kammerherren.
Ud med Dem! De er en lykkejæger og en –
en; er det dog ikke forbandet! De er –
en; er det dog ikke forbandet! De er –
s. 110
Stensgård.
Hvad er jeg?
Kammerherren.
Det er det andet; det, som ligger mig på tun-
gen, er De!
gen, er De!
Stensgård.
Stænger De min livsvej, så vogt Dem!
Kammerherren.
Hvorfor?
Stensgård.
Jo, for så vil jeg forfølge Dem, skrive imod
Dem i bladene, bagtale Dem, undergrave Deres
ære, om jeg kan komme til. De skal skrige un-
der svøbeslagene. De skal tro at skimte ånder
i skyen, som slår ned imod Dem. De skal krøge
Dem sammen i skræk, holde Deres arme krumt
over hodet for at bøde af, – krybe, lede efter
ly for mig –
Dem i bladene, bagtale Dem, undergrave Deres
ære, om jeg kan komme til. De skal skrige un-
der svøbeslagene. De skal tro at skimte ånder
i skyen, som slår ned imod Dem. De skal krøge
Dem sammen i skræk, holde Deres arme krumt
over hodet for at bøde af, – krybe, lede efter
ly for mig –
Kammerherren.
Kryb selv i ly – i dårekisten; der hører De
hjemme!
hjemme!
Stensgård.
Haha; det er et godtkøbsråd; men De skønner
ikke bedre, herr Bratsberg! Jeg vil sige Dem
det; Vorherres vrede er i mig. Det er hans vilje,
De står imod. Han har tænkt det lyseste med
mig. Skyg ikke! – Nå, jeg ser nok, at jeg
kommer ingen vej med Dem idag; men det gør
ingenting. Jeg forlanger ikke andet end at De
skal tale til Deres datter. Forbered hende; giv
hende dog lejlighed til at vælge! Tænk Dem
om, og se Dem omkring her. Hvor kan De
vente at finde en svigersøn mellem disse dosmere
og landevejstravere? Fjeldbo siger, hun er dyb,
stille og trofast. Ja, nu ved De altsammen. Far-
vel, herr kammerherre; – De kan få mig som
De vil, til ven eller uven. Farvel!
(ud i baggrunden.)
ikke bedre, herr Bratsberg! Jeg vil sige Dem
det; Vorherres vrede er i mig. Det er hans vilje,
De står imod. Han har tænkt det lyseste med
mig. Skyg ikke! – Nå, jeg ser nok, at jeg
kommer ingen vej med Dem idag; men det gør
ingenting. Jeg forlanger ikke andet end at De
s. 111
skal tale til Deres datter. Forbered hende; giv
hende dog lejlighed til at vælge! Tænk Dem
om, og se Dem omkring her. Hvor kan De
vente at finde en svigersøn mellem disse dosmere
og landevejstravere? Fjeldbo siger, hun er dyb,
stille og trofast. Ja, nu ved De altsammen. Far-
vel, herr kammerherre; – De kan få mig som
De vil, til ven eller uven. Farvel!
Kammerherren.
Så vidt er det altså kommet! Sligt vover man
at byde mig i mit eget hus!
at byde mig i mit eget hus!
Fjeldbo.
Stensgård vover det; ingen anden.
Kammerherren.
Han idag; andre imorgen.
Fjeldbo.
Lad dem komme; jeg skal tage stødet af; jeg
skal gå gennem ild og vand for Dem –!
skal gå gennem ild og vand for Dem –!
Kammerherren.
Ja, De, som er skyld i det hele! – Hm; den
Stensgård, det er dog den mest uforskammede
slyngel, jeg har kendt! Og dog, alligevel, –
hvad Pokker er det? Han har noget ved sig,
som jeg synes om.
Stensgård, det er dog den mest uforskammede
slyngel, jeg har kendt! Og dog, alligevel, –
hvad Pokker er det? Han har noget ved sig,
som jeg synes om.
Fjeldbo.
Der er muligheder i ham –
Kammerherren.
Der er åbenhjertighed i ham, herr værkslæge!
Han går ikke og spiller bag ens ryg, som så-
mange andre; han – han –!
s. 112
Han går ikke og spiller bag ens ryg, som så-
mange andre; han – han –!
Fjeldbo.
Det er ikke værd at strides om. Blot fast, herr
kammerherre; nej, og atter nej til Stensgård –
kammerherre; nej, og atter nej til Stensgård –
Kammerherren.
Å, behold Deres råd for Dem selv! De kan
stole på, at hverken han eller nogen anden –
stole på, at hverken han eller nogen anden –
Værksforvalter Ringdal
(fra døren tilhøjre).
(fra døren tilhøjre).
Med tilladelse, herr kammerherre; et ord – (hvisker.)
Kammerherren.
Hvad for noget? Inde hos Dem?
Ringdal.
Han kom ind bagdøren og beer indstændigt at
få Dem i tale.
få Dem i tale.
Kammerherren.
Hm. – Å, doktor, gå et øjeblik ind til da-
merne; der er en, som –; men sig ingenting til
Selma om herr Stensgård og hans besøg. Hun
skal holdes udenfor alt dette væsen. Hvad min
datter angår, skulde det også være mig kært,
om De kunde holde ren mund; men – –. Å,
jeg gider ikke –? Nå, vær så god at gå ind.
merne; der er en, som –; men sig ingenting til
Selma om herr Stensgård og hans besøg. Hun
skal holdes udenfor alt dette væsen. Hvad min
datter angår, skulde det også være mig kært,
om De kunde holde ren mund; men – –. Å,
jeg gider ikke –? Nå, vær så god at gå ind.
(Fjeldbo går ind i dagligstuen. Ringdal er imidlertid gået ind i sit
kontor igen. En kort stund efter kommer proprietær Monsen ud
derfra.)
kontor igen. En kort stund efter kommer proprietær Monsen ud
derfra.)
Monsen
(i døren).
(i døren).
Jeg beer herr kammerherren så meget om for-
ladelse –
ladelse –
s. 113
Kammerherren.
Nå, kom ind; kom ind!
Monsen.
Jeg håber da, det står vel til med familjen?
Kammerherren.
Tak. Er det noget, De ønsker?
Monsen.
Kan ikke sige det. Jeg er, Gud ske lov, den
mand, som omtrent har alt det, han kan ønske sig.
mand, som omtrent har alt det, han kan ønske sig.
Kammerherren.
Se, se; det er såmæn meget sagt.
Monsen.
Men jeg har også arbejdet, herr kammerherre.
Ja, jeg ved, De har ikke noget godt øje til min
virksomhed.
Ja, jeg ved, De har ikke noget godt øje til min
virksomhed.
Kammerherren.
Det har visst heller ingen indflydelse på Deres
virksomhed, hvad øje jeg har til den.
virksomhed, hvad øje jeg har til den.
Monsen.
Ja, hvem ved? Jeg tænker ialfald nu så småt
på at trække mig ud af forretningerne.
på at trække mig ud af forretningerne.
Kammerherren.
Gør De virkelig det?
Monsen.
Jeg har havt lykken med mig, skal jeg sige
Dem. Jeg er nu kommen så langt, som jeg bry-
der mig om at komme; og derfor mener jeg det
kunde være på tiden lidt efter lidt at vikle af
og –
Dem. Jeg er nu kommen så langt, som jeg bry-
der mig om at komme; og derfor mener jeg det
kunde være på tiden lidt efter lidt at vikle af
og –
Henrik Ibsen: De unges forbund.
8
s. 114
Kammerherren.
Nå, det gratulerer jeg både Dem og mange
andre til.
andre til.
Monsen.
Og hvis jeg så med det samme kunde vise
kammerherren en tjeneste –
kammerherren en tjeneste –
Kammerherren.
Mig?
Monsen.
Da Langerudskogene for fem år siden kom til
auktion, så gjorde De bud –
auktion, så gjorde De bud –
Kammerherren.
Ja, men efter auktionen gjorde De overbud og
fik tilslaget.
fik tilslaget.
Monsen.
De kan nu få dem med sagbrug og alle her-
ligheder –
ligheder –
Kammerherren.
Efter den syndige udhugst, som der er drevet –?
Monsen.
Å, de har betydelig værdi endnu; og med
Deres driftsmåde vil de om nogle år –
Deres driftsmåde vil de om nogle år –
Kammerherren.
Takker; jeg kan desværre ikke indlade mig på
den sag.
den sag.
Monsen.
Men her var meget at tjene, herr kammerherre.
Og hvad mig angår –; jeg skal sige Dem, jeg
har en stor spekulation fore; der står meget på
spil; jeg mener, der er meget at vinde; en hun-
drede tusend eller så.
Og hvad mig angår –; jeg skal sige Dem, jeg
har en stor spekulation fore; der står meget på
s. 115
spil; jeg mener, der er meget at vinde; en hun-
drede tusend eller så.
Kammerherren.
Hundrede tusend? Det er i sandhed ingen
ringe sum.
ringe sum.
Monsen.
Hahaha! Ret vakkert at tage med og lægge
til det øvrige. Men skal en slå så store slag, så
trænger en til hjælpetropper, som det heder.
Kontanter er her ikke mange af; de navne, som
duer noget, er svært brugte –
til det øvrige. Men skal en slå så store slag, så
trænger en til hjælpetropper, som det heder.
Kontanter er her ikke mange af; de navne, som
duer noget, er svært brugte –
Kammerherren.
Ja, det har visse folk sørget for.
Monsen.
Den ene hånd vasker den anden. Nå, herr
kammerherre, slutter vi så ikke en handel? De
kan få skogene for spotpris –
kammerherre, slutter vi så ikke en handel? De
kan få skogene for spotpris –
Kammerherren.
Jeg vil ikke have dem for nogen pris, herr
Monsen.
Monsen.
Monsen.
Men et godt tilbud er dog et andet værd.
Herr kammerherre, vil De hjælpe mig?
Herr kammerherre, vil De hjælpe mig?
Kammerherren.
Hvad mener De?
Monsen.
Jeg stiller naturligvis sikkerhed. Jeg har jo
ejendomme nok. Her skal De se. Disse papirer –;
må jeg få lov til at sætte Dem ind i min status?
ejendomme nok. Her skal De se. Disse papirer –;
må jeg få lov til at sætte Dem ind i min status?
8*
s. 116
Kammerherren
(viser papirerne tilbage).
(viser papirerne tilbage).
Er det pengehjælp, som De –?
Monsen.
Ikke rede penge; langtfra. Men kammerherrens
støtte –. Mod vederlag naturligvis; – og mod
sikkerhed, og –
støtte –. Mod vederlag naturligvis; – og mod
sikkerhed, og –
Kammerherren.
Og med en slig anmodning kommer De til mig?
Monsen.
Ja, netop til Dem. Jeg ved, De har så man-
gen gang glemt Deres nag, når det rigtig har
knebet for en.
gen gang glemt Deres nag, når det rigtig har
knebet for en.
Kammerherren.
Nå, jeg må på en viss måde takke Dem for
Deres gode mening, – især i en tid som denne;
men alligevel –
Deres gode mening, – især i en tid som denne;
men alligevel –
Monsen.
Herr kammerherre, vil De ikke sige mig, hvad
det er, De har imod mig?
det er, De har imod mig?
Kammerherren.
Å, hvad kan det nytte?
Monsen.
Det kan nytte til at rette på forholdet. Jeg
ved ikke jeg har lagt to pinde i kors for Dem.
ved ikke jeg har lagt to pinde i kors for Dem.
Kammerherren.
Ikke det? Da skal jeg dog nævne Dem et
tilfælde, hvor De har stået mig ivejen. Jeg stif-
tede værkets lånekasse til gavn for mine under-
givne og andre. Men så begyndte De at drive
bankforretninger; folk går til Dem med sine
spareskillinger –
tilfælde, hvor De har stået mig ivejen. Jeg stif-
tede værkets lånekasse til gavn for mine under-
s. 117
givne og andre. Men så begyndte De at drive
bankforretninger; folk går til Dem med sine
spareskillinger –
Monsen.
Begribeligt, herr kammerherre; thi jeg gier en
højere indlånsrente.
højere indlånsrente.
Kammerherren.
Ja, men De taer også en højere udlånsrente.
Monsen.
Men så gør jeg ikke så mange vanskeligheder
med kaution og sligt.
med kaution og sligt.
Kammerherren.
Desværre; derfor ser man også, at her sluttes
handler på ti–tyve tusend species, uden at hver-
ken køber eller sælger ejer to danske skilling.
Se, dette, herr Monsen, det har jeg imod Dem.
Og desuden noget, som ligger nærmere endda.
Tror De, det var med min gode vilje, at min
søn kastede sig ind i alle disse vilde foretagender?
handler på ti–tyve tusend species, uden at hver-
ken køber eller sælger ejer to danske skilling.
Se, dette, herr Monsen, det har jeg imod Dem.
Og desuden noget, som ligger nærmere endda.
Tror De, det var med min gode vilje, at min
søn kastede sig ind i alle disse vilde foretagender?
Monsen.
Men det kan da ikke jeg for!
Kammerherren.
Det var Deres exempel, der smittede ham,
ligesom de andre. Hvorfor blev De ikke ved
Deres læst?
ligesom de andre. Hvorfor blev De ikke ved
Deres læst?
Monsen.
Tømmerfløder, ligesom min fader?
Kammerherren.
Det var kanske en skam at stå i min tjeneste?
Deres fader ernærte sig redeligt og var agtet i
sin stand.
s. 118
Deres fader ernærte sig redeligt og var agtet i
sin stand.
Monsen.
Ja, indtil han havde arbejdet sig helseløs og
tilslut gik i fossen med tømmerflåden. Kender
De noget til livet i den stand, herr kammerherre?
Har De en eneste gang prøvet, hvad de folk må
døje, som slider for Dem inde i skogtrakterne og
nedover langs elvedragene, mens De sidder i
Deres lune stue og taer frugterne? Kan De for-
tænke et sligt menneske i, at han vil arbejde sig
ivejret? Jeg havde nu fået lidt bedre lærdom,
end min fader; havde vel kanske lidt bedre ev-
ner også –
tilslut gik i fossen med tømmerflåden. Kender
De noget til livet i den stand, herr kammerherre?
Har De en eneste gang prøvet, hvad de folk må
døje, som slider for Dem inde i skogtrakterne og
nedover langs elvedragene, mens De sidder i
Deres lune stue og taer frugterne? Kan De for-
tænke et sligt menneske i, at han vil arbejde sig
ivejret? Jeg havde nu fået lidt bedre lærdom,
end min fader; havde vel kanske lidt bedre ev-
ner også –
Kammerherren.
Lad gå. Men ved hvilke midler er De kom-
men ivejret? De begyndte med brændevinshandel.
Så købte De usikkre gældsfordringer; inddrev
dem ubønhørligt; – så gik De videre og videre.
Hvor mange har De ikke ruineret for at komme
frem!
men ivejret? De begyndte med brændevinshandel.
Så købte De usikkre gældsfordringer; inddrev
dem ubønhørligt; – så gik De videre og videre.
Hvor mange har De ikke ruineret for at komme
frem!
Monsen.
Det er handelens gang; det går op for en og
ned for en anden.
ned for en anden.
Kammerherren.
Men måden og midlerne? Her er agtværdige
familjer, som tynger på fattigkassen for Deres skyld.
familjer, som tynger på fattigkassen for Deres skyld.
Monsen.
Daniel Hejre er heller ikke langt fra fattigkassen.
s. 119
Kammerherren.
Jeg forstår Dem. Men min færd kan jeg for-
svare for Gud og mennesker! Da landet, efter
adskillelsen fra Danmark, var i nød, hjalp min
salig fader over evne. Derved kom en del af
vore ejendomme til familjen Hejre. Hvad førte
det til? Der sad levende væsner på disse ejen-
domme; og de led under Daniel Hejres ukloge
styrelse. Han hug skogene ud til skade, ja, jeg
kan gerne sige, til ulykke for distriktet. Var det
ikke min ligefremme pligt at hindre sådant, når
jeg kunde? Og jeg kunde det; jeg havde loven
for mig; jeg var i min gode ret, da jeg tog mine
ejendomme igen på odel.
svare for Gud og mennesker! Da landet, efter
adskillelsen fra Danmark, var i nød, hjalp min
salig fader over evne. Derved kom en del af
vore ejendomme til familjen Hejre. Hvad førte
det til? Der sad levende væsner på disse ejen-
domme; og de led under Daniel Hejres ukloge
styrelse. Han hug skogene ud til skade, ja, jeg
kan gerne sige, til ulykke for distriktet. Var det
ikke min ligefremme pligt at hindre sådant, når
jeg kunde? Og jeg kunde det; jeg havde loven
for mig; jeg var i min gode ret, da jeg tog mine
ejendomme igen på odel.
Monsen.
Jeg har heller ikke forgået mig mod loven.
Kammerherren.
Men mod Deres egen bevidsthed, mod Deres
samvittighed, som De dog forhåbentlig har noget
af. Og hvorledes har De ikke nedbrudt al god
orden her? Hvorledes har De ikke svækket den
agtelse, som rigdommen skulde give? Man spør-
ger ikke længere om hvorledes en formue er er-
hvervet, eller hvorlænge den har været i en fa-
miljes besiddelse; man spørger blot: hvormeget
er den eller den værd? Og derefter dømmes han.
Under alt dette lider også jeg; vi to er blevet
som et slags kammerater; man nævner os sam-
men, fordi vi er de to største ejendomsbesiddere
her. Det tåler jeg ikke! Jeg vil sige Dem en-
gang for alle: det er derfor jeg har imod Dem.
samvittighed, som De dog forhåbentlig har noget
af. Og hvorledes har De ikke nedbrudt al god
orden her? Hvorledes har De ikke svækket den
agtelse, som rigdommen skulde give? Man spør-
ger ikke længere om hvorledes en formue er er-
hvervet, eller hvorlænge den har været i en fa-
miljes besiddelse; man spørger blot: hvormeget
er den eller den værd? Og derefter dømmes han.
Under alt dette lider også jeg; vi to er blevet
som et slags kammerater; man nævner os sam-
men, fordi vi er de to største ejendomsbesiddere
s. 120
her. Det tåler jeg ikke! Jeg vil sige Dem en-
gang for alle: det er derfor jeg har imod Dem.
Monsen.
Det skal få en ende, herr kammerherre; jeg
skal slutte min virksomhed, vige for Dem på
alle kanter; men jeg beer Dem, jeg bønfalder
Dem, bare hjælp mig!
skal slutte min virksomhed, vige for Dem på
alle kanter; men jeg beer Dem, jeg bønfalder
Dem, bare hjælp mig!
Kammerherren.
Jeg gør det ikke.
Monsen.
Jeg er villig til at betale, hvad det så skal
være –
være –
Kammerherren.
Betale! Og det vover De at –
Monsen.
Om ikke for min skyld, så for Deres søns!
Kammerherren.
Min søns?
Monsen.
Ja, han er med i det; jeg tænker, der kan
komme en tyve tusend daler på hans part.
komme en tyve tusend daler på hans part.
Kammerherren.
Som han vinder?
Monsen.
Ja!
Kammerherren.
Men, du gode Gud, hvem taber så de penge?
Monsen.
Hvorledes –?
s. 121
Kammerherren.
Når min søn vinder dem, så må der jo være
en, der taber dem!
en, der taber dem!
Monsen.
En fordelagtig handel; jeg har ikke lov at sige
mere. Men jeg trænger til et agtet navn; blot
Deres navns underskrift –
mere. Men jeg trænger til et agtet navn; blot
Deres navns underskrift –
Kammerherren.
Underskrift! På dokumenter –?
Monsen.
Bare for 10–15,000 daler.
Kammerherren.
Og De har et eneste øjeblik kunnet tro, at –?
Mit navn! I slig en affære! Mit navn? Som
kautionist altså?
Mit navn! I slig en affære! Mit navn? Som
kautionist altså?
Monsen.
Kun for en forms skyld –
Kammerherren.
Svindleri! Mit navn! Ikke for nogen pris. Jeg
har aldrig skrevet mit navn under fremmede
papirer.
har aldrig skrevet mit navn under fremmede
papirer.
Monsen.
Aldrig? Det er nu overdrivelse, herr kammer-
herre!
herre!
Kammerherren.
Bogstaveligt; som jeg siger Dem.
Monsen.
Nej; det er ikke bogstaveligt. Det har jeg
selv set.
selv set.
s. 122
Kammerherren.
Hvad har De set?
Monsen.
Kammerherrens navn, – på en veksel idet-
mindste.
mindste.
Kammerherren.
Usandt, siger jeg Dem! De har aldrig set det!
Monsen.
Jeg har! Under en veksel på 2,000 daler.
Tænk Dem dog om!
Tænk Dem dog om!
Kammerherren.
Hverken på to tusend eller på ti tusend! På
min ære og mit højeste ord, aldrig!
min ære og mit højeste ord, aldrig!
Monsen.
Så er det falskt.
Kammerherren.
Falskt?
Monsen.
Ja, falskt; efterskrevet; – thi jeg har set det.
Kammerherren.
Falskt? Falskt! Hvor har De set det? Hos
hvem?
hvem?
Monsen.
Det siger jeg ikke.
Kammerherren.
Haha; vi skal nok få det for en dag!
Monsen.
Hør mig –!
s. 123
Kammerherren.
Ti! Så vidt har man bragt det! Falsk! Blan-
det mig ind i smudsighederne! Ja, så er det intet
under, at jeg stilles sammen med de andre. Men
nu skal jeg spille med dem!
det mig ind i smudsighederne! Ja, så er det intet
under, at jeg stilles sammen med de andre. Men
nu skal jeg spille med dem!
Monsen.
Herr kammerherre, – for Deres egen og
manges skyld –
manges skyld –
Kammerherren.
Bliv mig fra livet! Gå Deres vej! Det er Dem,
som er ophavsmanden –! Jo, det er! Ve den,
fra hvem forargelsen kommer. Det er et syndigt
levnet, som føres i Deres hus. Og hvad er det
for omgang, De søger? Personer inde fra Kri-
stiania og andetsteds, som kun går ud på at æde
og drikke godt, og som ikke regner det så nøje
med i hvis selskab det sker. Ti! Jeg har selv
set Deres noble julegæster fare langs landevejen,
som en flok hylende ulve. Og der er det, som
værre er. De har havt skandaler med Deres
egne tjenestepiger. Deres kone gik fra forstanden
over Deres udskejelser og Deres rå behandling.
som er ophavsmanden –! Jo, det er! Ve den,
fra hvem forargelsen kommer. Det er et syndigt
levnet, som føres i Deres hus. Og hvad er det
for omgang, De søger? Personer inde fra Kri-
stiania og andetsteds, som kun går ud på at æde
og drikke godt, og som ikke regner det så nøje
med i hvis selskab det sker. Ti! Jeg har selv
set Deres noble julegæster fare langs landevejen,
som en flok hylende ulve. Og der er det, som
værre er. De har havt skandaler med Deres
egne tjenestepiger. Deres kone gik fra forstanden
over Deres udskejelser og Deres rå behandling.
Monsen.
Nej; det går for vidt! De skal komme til at
angre de ord!
angre de ord!
Kammerherren.
Å, Pokker i vold med Deres trusler. Hvad vil
De kunne gøre mig? Mig? De har spurgt, hvad
jeg havde imod Dem. De har nu fået besked.
Nu ved De, hvorfor jeg har holdt Dem ude fra
det gode selskab.
De kunne gøre mig? Mig? De har spurgt, hvad
jeg havde imod Dem. De har nu fået besked.
s. 124
Nu ved De, hvorfor jeg har holdt Dem ude fra
det gode selskab.
Monsen.
Ja, men nu skal jeg drage det gode selskab ned –
Kammerherren.
Den vej der!
Monsen.
Jeg ved vejen, herr kammerherre!
(ud i baggrunden.)
Kammerherren
(går hen, åbner døren til højre og råber).
(går hen, åbner døren til højre og råber).
Ringdal; Ringdal; – kom ind!
Ringdal.
Herr kammerherre?
Kammerherren
(kalder ind i dagligstuen).
(kalder ind i dagligstuen).
Herr doktor; å, vær så god –! Nu, Ringdal,
nu går mine spådomme i opfyldelse.
nu går mine spådomme i opfyldelse.
Fjeldbo.
Hvad er til tjeneste, herr kammerherre?
Ringdal.
Har kammerherren spået?
Kammerherren.
Hvad siger De nu, doktor? De har altid ment,
at jeg overdrev, når jeg påstod, at Monsen for-
dærvede befolkningen her.
at jeg overdrev, når jeg påstod, at Monsen for-
dærvede befolkningen her.
Fjeldbo.
Nu ja; og hvad så?
s. 125
Kammerherren.
Man gør vakkre fremskridt, kan jeg fortælle
Dem. Hvad synes De? Her er falske papirer i
omløb.
Dem. Hvad synes De? Her er falske papirer i
omløb.
Ringdal.
Falske papirer?
Kammerherren.
Falske papirer, ja! Og med hvis navn, tror
De? Med mit!
De? Med mit!
Fjeldbo.
Men for Guds skyld, hvem har gjort det?
Kammerherren.
Hvor kan jeg vide? Kender jeg alle keltringer?
Men de skal for en dag. – Doktor, gør mig en
tjeneste. Papirerne må være anbragte enten i
sparebanken eller i værkets lånekasse. Kør op
til Lundestad; han er den af bankbestyrerne, som
har bedst rede på alting. Få at vide om der er
noget sligt papir –
Men de skal for en dag. – Doktor, gør mig en
tjeneste. Papirerne må være anbragte enten i
sparebanken eller i værkets lånekasse. Kør op
til Lundestad; han er den af bankbestyrerne, som
har bedst rede på alting. Få at vide om der er
noget sligt papir –
Fjeldbo.
Straks; straks!
Ringdal.
Lundestad er her på værket idag; han har
møde i skolekommissionen.
møde i skolekommissionen.
Kammerherren.
Såmeget desto bedre. Søg ham; få ham med
herop.
herop.
Fjeldbo.
Uopholdelig; det skal snart være besørget.
(ud i baggrunden.)
s. 126
Kammerherren.
Og De, Ringdal, må forhøre Dem i låne-
kassen. Såsnart vi har rede på sagen, så an-
meldelse til fogden. Ingen barmhjertighed med
de bedragere!
kassen. Såsnart vi har rede på sagen, så an-
meldelse til fogden. Ingen barmhjertighed med
de bedragere!
Ringdal.
Godt, herr kammerherre. Gud bevares vel;
sligt noget havde jeg da ikke troet.
(går ind til højre.)
sligt noget havde jeg da ikke troet.
(Kammerherren går et par gange op og ned ad gulvet, derpå vil han
gå ind i sit kontor. I det samme kommer Erik Bratsberg fra
baggrunden.)
gå ind i sit kontor. I det samme kommer Erik Bratsberg fra
baggrunden.)
Erik Bratsberg.
Kære faer –!
Kammerherren.
Nå, er du der?
Erik Bratsberg.
Jeg må nødvendigt tale med dig.
Kammerherren.
Hm; jeg er sandelig lidet oplagt til at tale
med nogen. Hvad vil du?
med nogen. Hvad vil du?
Erik Bratsberg.
Du ved, faer, at jeg aldrig før har blandet dig
ind i mine forretninger.
ind i mine forretninger.
Kammerherren.
Nej, det skulde jeg også meget havt mig frabedt.
Erik Bratsberg.
Men idag er jeg nødt til –
Kammerherren.
Hvad er du nødt til?
s. 127
Erik Bratsberg.
Faer, du må hjælpe mig!
Kammerherren.
Penge! Ja, du kan lide på, at –!
Erik Bratsberg.
Blot for en eneste gang! Jeg sværger dig til,
at jeg aldrig oftere –; jeg skal sige dig, jeg står
i visse forbindelser med Monsen på Storli –
at jeg aldrig oftere –; jeg skal sige dig, jeg står
i visse forbindelser med Monsen på Storli –
Kammerherren.
Det ved jeg. I har jo en smuk spekulation fore.
Erik Bratsberg.
En spekulation? Vi? Nej. Hvem har sagt det.
Kammerherren.
Det har Monsen selv.
Erik Bratsberg.
Har Monsen været her?
Kammerherren.
Ja, nu fornylig; og jeg har vist ham døren.
Erik Bratsberg.
Faer, hvis du ikke hjælper mig, så er jeg
ødelagt.
ødelagt.
Kammerherren.
Du?
Erik Bratsberg.
Ja; Monsen har forstrakt mig med penge. De
er faldet mig forfærdelig dyre; og nu er de des-
uden forfaldne –
er faldet mig forfærdelig dyre; og nu er de des-
uden forfaldne –
Kammerherren.
Der har vi det! Hvad har jeg sagt –?
s. 128
Erik Bratsberg.
Ja, ja; det er for sent at tale om –
Kammerherren.
Ødelagt! Efter to års forløb! Ja, hvor kunde
du vente dig andet? Hvad vilde du iblandt disse
taskenspillere, som går her og blænder folks syn
med formuer, der aldrig har været til? Det var
jo dog ikke selskab for dig; – mellem de karle
må man fare med kneb, ellers kommer man til-
kort; det ser du nu.
du vente dig andet? Hvad vilde du iblandt disse
taskenspillere, som går her og blænder folks syn
med formuer, der aldrig har været til? Det var
jo dog ikke selskab for dig; – mellem de karle
må man fare med kneb, ellers kommer man til-
kort; det ser du nu.
Erik Bratsberg.
Faer, vil du frelse mig eller ikke?
Kammerherren.
Nej; for sidste gang, nej; jeg vil ikke.
Erik Bratsberg.
Min ære står på spil –
Kammerherren.
A, bare ingen højttravende talemåder! Det er
sletingen æressag at være heldig forretningsmand
her; tvertimod, havde jeg nær sagt. Gå hjem
og gør rede for dig; giv enhver sit, og lad det
få en ende jo før jo heller.
sletingen æressag at være heldig forretningsmand
her; tvertimod, havde jeg nær sagt. Gå hjem
og gør rede for dig; giv enhver sit, og lad det
få en ende jo før jo heller.
Erik Bratsberg.
O, du ved ikke –!
(Selma og Thora kommer fra dagligstuen.)
Selma.
Er det Erik, som taler? – Gud, hvad er der
påfærde?
påfærde?
s. 129
Kammerherren.
Ingenting. Ind med jer igen.
Selma.
Nej, jeg går ikke. Jeg vil vide det. Erik,
hvad er det dog?
hvad er det dog?
Erik Bratsberg.
Det er det, at jeg er ødelagt.
Thora.
Ødelagt!
Kammerherren.
Se så!
Selma.
Hvad er ødelagt?
Erik Bratsberg.
Alting.
Selma.
Mener du dine penge?
Erik Bratsberg.
Penge, hus, arv, – alting!
Selma.
Ja, det er alting for dig.
Erik Bratsberg.
Selma, kom lad os gå. Nu er du det eneste,
jeg har igen. Vi får bære ulykken sammen.
jeg har igen. Vi får bære ulykken sammen.
Selma.
Ulykken? Bære den sammen? (med et skrig.) Er
jeg nu god nok!
jeg nu god nok!
Kammerherren.
I Guds navn –!
Henrik Ibsen: De unges forbund.
9
s. 130
Erik Bratsberg.
Hvad mener du?
Thora.
O, men så fat dig!
Selma.
Nej! Jeg vil ikke! Jeg kan ikke tie og hykle
og lyve længer! Nu skal I vide det. Ingenting
vil jeg bære!
og lyve længer! Nu skal I vide det. Ingenting
vil jeg bære!
Erik Bratsberg.
Selma!
Kammerherren.
Barn, hvad siger du?
Selma.
O, hvorledes I har mishandlet mig! Skændigt,
allesammen! Altid skulde jeg tage; aldrig fik
jeg give. Jeg har været den fattige iblandt jer.
Aldrig kom I og kræved noget offer af mig;
intet har jeg været god nok til at bære. Jeg
hader jer! Jeg afskyr jer!
allesammen! Altid skulde jeg tage; aldrig fik
jeg give. Jeg har været den fattige iblandt jer.
Aldrig kom I og kræved noget offer af mig;
intet har jeg været god nok til at bære. Jeg
hader jer! Jeg afskyr jer!
Erik Bratsberg.
Hvad er dog dette?
Kammerherren.
Hun er syg; hun er fra sig selv!
Selma.
Hvorledes har jeg ikke tørstet efter en dråbe
af eders sorger! Men bad jeg, så havde I ikke
andet end en fin spøg at vise mig bort med. I
klædte mig på som en dukke; I legte med mig,
som man leger med et barn. O, jeg havde dog
en jubel til at bære det tunge; jeg havde alvor
og længsel mod alt det, som stormer og løfter
og højner. Nu er jeg god nok; nu, da Erik
intet andet har. Men jeg vil ikke være den,
man griber til sidst. Nu vil jeg intet have af
dine sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg spille
og synge på gaden –! Lad mig være; lad mig
være!
(Hun iler ud i baggrunden.)
af eders sorger! Men bad jeg, så havde I ikke
andet end en fin spøg at vise mig bort med. I
klædte mig på som en dukke; I legte med mig,
som man leger med et barn. O, jeg havde dog
s. 131
en jubel til at bære det tunge; jeg havde alvor
og længsel mod alt det, som stormer og løfter
og højner. Nu er jeg god nok; nu, da Erik
intet andet har. Men jeg vil ikke være den,
man griber til sidst. Nu vil jeg intet have af
dine sorger. Jeg vil fra dig! Før skal jeg spille
og synge på gaden –! Lad mig være; lad mig
være!
Kammerherren.
Thora; var der mening i alt dette, eller –?
Thora.
O ja; nu ser jeg det først; der var mening
i det.
(ud i baggrunden.)
i det.
Erik Bratsberg.
Nej! Alt andet; men ikke hende! Selma!
(bort igennem baggrundsdøren.)
Ringdal
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Herr kammerherre –
Kammerherren.
Hvad vil De?
Ringdal.
Jeg kommer fra lånekassen –
Kammerherren.
Fra lånekassen? Nå ja, vekselen –
Ringdal.
Alt er i orden; der har aldrig været nogen
veksel med Deres navn på.
veksel med Deres navn på.
9*
s. 132
(Doktor Fjeldbo og gårdbruger Lundestad kommer fra
baggrunden.)
baggrunden.)
Fjeldbo.
Blind allarm, herr kammerherre!
Kammerherren.
Ja så? Ikke i sparebanken heller?
Lundestad.
Sletikke. I alle de år, jeg har styret banken,
har jeg ikke set Deres navn engang; – ja, det
vil da naturligvis sige: undtagen på Deres søns
veksel.
har jeg ikke set Deres navn engang; – ja, det
vil da naturligvis sige: undtagen på Deres søns
veksel.
Kammerherren.
Min søns veksel?
Lundestad.
Ja, på den veksel, tidligt ivåres, som De ac-
cepterte for ham.
cepterte for ham.
Kammerherren.
Min søn? Min søn! Hvad understår De Dem –!
Lundestad.
Men, Gudbevares, tænk Dem dog om; Deres
søns veksel på 2000 daler –
søns veksel på 2000 daler –
Kammerherren
(famler efter en stol).
(famler efter en stol).
O, du forbarmende –!
Fjeldbo.
I Jesu navn!
Ringdal.
Det er da ikke muligt –!
s. 133
Kammerherren
(er sunken ned i stolen).
(er sunken ned i stolen).
Rolig; rolig! Min søns veksel? Accepteret af
mig? På 2000 daler?
mig? På 2000 daler?
Fjeldbo
(til Lundestad).
(til Lundestad).
Og den veksel, den er i sparebanken?
Lundestad.
Ikke nu længer; i forrige uge blev den indfriet
af Monsen –
af Monsen –
Kammerherren.
Af Monsen!
Ringdal.
Monsen er kanske endnu på værket; jeg vil
straks –
straks –
Kammerherren.
Bliv her!
Daniel Hejre
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Godmorgen, mine herrer! Godmorgen, højst-
ærede; ærbødigst tak for den behagelige aften
igår. Nu skal De høre historier –
ærede; ærbødigst tak for den behagelige aften
igår. Nu skal De høre historier –
Ringdal.
Undskyld; vi har travlt –
Daniel Hejre.
Der er andre, som også har travlt; proprie-
tariussen på Storli, for exempel –
tariussen på Storli, for exempel –
Kammerherren.
Monsen?
s. 134
Daniel Hejre.
He-he; det er en udmærket historie! Valg-
kabalerne er i fuld gang. Ved du, hvad man
har isinde? Man vil bestikke dig, højstærede!
kabalerne er i fuld gang. Ved du, hvad man
har isinde? Man vil bestikke dig, højstærede!
Lundestad.
Bestikke, siger De?
Kammerherren.
Man dømmer fra æblet til stammen.
Daniel Hejre.
Ja, det er, Gud døde mig, det groveste, jeg
har hørt. Jeg kommer ind til madam Rundhol-
men for at få mig en bitter snaps. Der sidder
proprietær Monsen og sagfører Stensgård og drik-
ker portvin; noget skidt; tvi for fanden, jeg vilde
ikke tage det i min mund; nå ja, de bød mig
da heller ikke noget, det var synd at sige. Men
så siger Monsen, hvad vædder De, siger han, at
kammerherre Bratsberg skal slutte sig til vort
parti ved valgmandsvalget imorgen? Så, siger
jeg, hvorledes skulde det gå til? Å, siger han,
ved hjælp af denne veksel –
har hørt. Jeg kommer ind til madam Rundhol-
men for at få mig en bitter snaps. Der sidder
proprietær Monsen og sagfører Stensgård og drik-
ker portvin; noget skidt; tvi for fanden, jeg vilde
ikke tage det i min mund; nå ja, de bød mig
da heller ikke noget, det var synd at sige. Men
så siger Monsen, hvad vædder De, siger han, at
kammerherre Bratsberg skal slutte sig til vort
parti ved valgmandsvalget imorgen? Så, siger
jeg, hvorledes skulde det gå til? Å, siger han,
ved hjælp af denne veksel –
Fjeldbo og Ringdal.
Veksel?
Lundestad.
Ved valgmandsvalget?
Kammerherren.
Nå! Og hvad så?
Daniel Hejre.
Ja, jeg ved ikke mere. Det var en veksel,
hørte jeg, – på 2000 daler. Så højt taxerer man
fornemme folk. A, det er skammeligt, er det!
s. 135
hørte jeg, – på 2000 daler. Så højt taxerer man
fornemme folk. A, det er skammeligt, er det!
Kammerherren.
En veksel på 2000 daler?
Ringdal.
Og den har Monsen?
Daniel Hejre.
Nej, han overdrog den til sagfører Stensgård.
Lundestad.
Ja så.
Fjeldbo.
Til Stensgård?
Kammerherren.
Er du viss på det?
Daniel Hejre.
Ja Gu' er jeg viss på det. De kan bruge den,
som De bedst ved og vil, sa'e han. Men jeg
begriber ikke –
som De bedst ved og vil, sa'e han. Men jeg
begriber ikke –
Lundestad.
Hør her, herr Hejre; – og De også, Ringdal –
(alle tre taler dæmpet sammen mod baggrunden.)
Fjeldbo.
Herr kammerherre!
Kammerherren.
Ja.
Fjeldbo.
Deres søns veksel er naturligvis ægte –
s. 136
Kammerherren.
Man skulde jo tro det.
Fjeldbo.
Naturligvis. Men hvis nu den falske veksel
kommer for dagen –?
kommer for dagen –?
Kammerherren.
Jeg vil ingen anmeldelse gøre hos fogden.
Fjeldbo.
Selvfølgelig; – men De må gøre mere.
Kammerherren
(rejser sig).
(rejser sig).
Jeg kan ikke gøre mere.
Fjeldbo.
Jo, jo, for Guds skyld; De både kan og må.
De må frelse den ulykkelige –
De må frelse den ulykkelige –
Kammerherren.
Og på hvilken måde?
Fjeldbo.
Simpelt hen; vedkend Dem underskriften.
Kammerherren.
De mener, herr værkslæge, at man i vor fa-
milje kan begå noget af hvert?
milje kan begå noget af hvert?
Fjeldbo.
Jeg mener det bedste, herr kammerherre.
Kammerherren.
Og De har et eneste øjeblik kunnet tro mig
istand til en løgn? Til at spille under dække
med falsknere?
s. 137
istand til en løgn? Til at spille under dække
med falsknere?
Fjeldbo.
Og ved De, hvad det ellers drager efter sig?
Kammerherren.
Det blir en sag mellem forbryderen og straffe-
loven.
(han går ind til venstre.)
loven.
(Teppet falder.)
FJERDE AKT.
(En gæstestue hos madam Rundholmen. Indgangsdør i baggrunden; mindre
døre på begge sider. Til højre et vindu; foran samme et bord med skrive-
sager; et andet bord, noget tilbage, midt i stuen.)
døre på begge sider. Til højre et vindu; foran samme et bord med skrive-
sager; et andet bord, noget tilbage, midt i stuen.)
Madam Rundholmen
(højrøstet indenfor tilvenstre).
(højrøstet indenfor tilvenstre).
Ja, det gier jeg en god dag! Du kan sige, de
er kommet her for at stemme og ikke for at
drikke. Vil de ikke vente, kan de gøre hvad
de vil.
er kommet her for at stemme og ikke for at
drikke. Vil de ikke vente, kan de gøre hvad
de vil.
Sagfører Stensgård
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Godmorgen! Hm; hm! Madam Rundholmen!
(går til døren til venstre og banker på.) Godmorgen, madam
Rundholmen!
(går til døren til venstre og banker på.) Godmorgen, madam
Rundholmen!
Madam Rundholmen
(indenfor).
(indenfor).
Uf, hvem er det?
Stensgård.
Det er mig, – Stensgård. Må jeg komme
ind?
ind?
s. 139
Madam Rundholmen.
Nej Gud må De ikke, nej! Jeg har ikke fået
klæderne på.
klæderne på.
Stensgård.
Hvad for noget? Er De så sent oppe idag?
Madam Rundholmen.
Å, jeg har såmæn været oppe, før fanden fik
sko på; men en må da se ud som et menneske,
ved jeg. (med et kastetørklæde over hovedet, kiger ud.) Nå, hvad
er det så? Nej, De må rigtig ikke se på mig,
herr Stensgård. – Uf, der er nogen igen!
(Smækker døren i.)
sko på; men en må da se ud som et menneske,
ved jeg. (med et kastetørklæde over hovedet, kiger ud.) Nå, hvad
er det så? Nej, De må rigtig ikke se på mig,
herr Stensgård. – Uf, der er nogen igen!
Bogtrykker Aslaksen
(med en pakke aviser, fra baggrunden).
(med en pakke aviser, fra baggrunden).
Godmorgen, herr Stensgård!
Stensgård.
Nå, står det der?
Aslaksen.
Ja, det står der. Se her: «Ejdsvoldsdagens
højtideligholdelse», – «fra vor specielle korre-
spondent». Her, på den anden side, kommer
foreningens stiftelse; Deres tale står deroppe; jeg
har sat alle grovhederne med spærret.
højtideligholdelse», – «fra vor specielle korre-
spondent». Her, på den anden side, kommer
foreningens stiftelse; Deres tale står deroppe; jeg
har sat alle grovhederne med spærret.
Stensgård.
Jeg synes altsammen er spærret.
Aslaksen.
Å ja, det blir omtrent altsammen.
Stensgård.
Og extranummeret er naturligvis blevet uddelt
igår?
igår?
s. 140
Aslaksen.
Forstår sig; hele sognet over, både til abon-
nenterne og til de andre. Vil De se?
(rækker ham et exemplar.)
nenterne og til de andre. Vil De se?
Stensgård
(løber bladet igennem).
(løber bladet igennem).
– – «Hædersmanden Anders Lundestad agter
at frasige sig storthingshvervet» – «lang og tro
tjeneste» – «som digteren siger: nu hvil dig,
borger, det er fortjent!» Hm; – «den på fri-
hedsdagen stiftede forening: de unges forbund»
– «sagfører Stensgård, foreningens ledende tanke»
– «tidsmæssige reformer, lettet adgang til lån»
– Nåja, det er ret velskrevet. Er valgforret-
ningen begyndt?
at frasige sig storthingshvervet» – «lang og tro
tjeneste» – «som digteren siger: nu hvil dig,
borger, det er fortjent!» Hm; – «den på fri-
hedsdagen stiftede forening: de unges forbund»
– «sagfører Stensgård, foreningens ledende tanke»
– «tidsmæssige reformer, lettet adgang til lån»
– Nåja, det er ret velskrevet. Er valgforret-
ningen begyndt?
Aslaksen.
Den er i fuld gang. Hele vor forening er mødt
frem; både de stemmeberettigede og de andre.
frem; både de stemmeberettigede og de andre.
Stensgård.
Å, fanden ivold med de andre, – ja, mellem
os sagt da. Nå, gå nu ud og snak med dem,
De holder for tvivlsomme –
os sagt da. Nå, gå nu ud og snak med dem,
De holder for tvivlsomme –
Aslaksen.
Ja vel; ja vel!
Stensgård.
De kan sige dem det, at jeg og Lundestad er
så omtrent enige –
så omtrent enige –
Aslaksen.
Stol De på mig; jeg kender de lokale forholde.
s. 141
Stensgård.
Og så en ting til. Vær nu snild, Aslaksen;
drik nu ikke idag –
drik nu ikke idag –
Aslaksen.
Å, hvad er det –!
Stensgård.
Siden skal vi ha'e os en lystig aften; men husk
på, hvad det gælder for Dem selv også; Deres
avis –; ja, kære, lad mig nu se, De holder
Dem –
på, hvad det gælder for Dem selv også; Deres
avis –; ja, kære, lad mig nu se, De holder
Dem –
Aslaksen.
Å, jeg vil s'gu ikke høre mere; jeg tænker
enhver kan passe sig selv.
(går ud til højre.)
enhver kan passe sig selv.
Madam Rundholmen
(pyntet, fra venstre).
(pyntet, fra venstre).
Se så, herr Stensgård; her har De mig. Var
det så noget vigtigt –?
det så noget vigtigt –?
Stensgård.
Nej, ikke andet, end at De må være så god at
sige mig til, når proprietær Monsen kommer.
sige mig til, når proprietær Monsen kommer.
Madam Rundholmen.
Han kommer såmæn ikke her idag.
Stensgård.
Kommer han ikke?
Madam Rundholmen.
Nej, han kørte forbi imorges klokken fire; han
ligger nu altid i landevejen. Og så kom han her
indom og tog mig på sengen, som de siger. Han
vilde låne penge, skal De vide.
ligger nu altid i landevejen. Og så kom han her
indom og tog mig på sengen, som de siger. Han
vilde låne penge, skal De vide.
s. 142
Stensgård.
Vilde Monsen?
Madam Rundholmen.
Ja. Det er en svær mand til at bruge penge.
Gid det nu bare må gå godt med ham. Og det
vil jeg da ønske Dem også; ja, for der er nogen,
som siger, at De skal vælges på thinget.
Gid det nu bare må gå godt med ham. Og det
vil jeg da ønske Dem også; ja, for der er nogen,
som siger, at De skal vælges på thinget.
Stensgård.
Jeg? Snak. Hvem siger det?
Madam Rundholmen.
Å, det var nogen af Anders Lundestads folk.
Daniel Hejre
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Se, se! Godmorgen! Jeg forstyrrer da vel ikke?
Madam Rundholmen.
Nej, bevares vel!
Daniel Hejre.
Gudsdød, hvor strålende! Det er da vel aldrig
for mig De har pyntet Dem?
for mig De har pyntet Dem?
Madam Rundholmen.
Jo visst er det så. Det er jo for ungkarlene
en pynter sig, ved jeg.
en pynter sig, ved jeg.
Daniel Hejre.
For frierne, madam Rundholmen; for frierne!
Desværre, mine mange processer optager al min
tid –
Desværre, mine mange processer optager al min
tid –
Madam Rundholmen.
Å, Pokker; til at gifte sig har en altid tid.
s. 143
Daniel Hejre.
Nej Gud har en ikke, nej! At gifte sig, det
er netop noget, som kræver sin mand, det. Nå,
hvad skal en sige? Kan De ikke få mig, så kan
De vel få en anden. Ja, for gifte Dem skulde De.
er netop noget, som kræver sin mand, det. Nå,
hvad skal en sige? Kan De ikke få mig, så kan
De vel få en anden. Ja, for gifte Dem skulde De.
Madam Rundholmen.
Ja, ved De hvad; jeg tænker stundom på det.
Daniel Hejre.
Begribeligt; når man engang har prøvet ægte-
standens lyksalighed –; salig Rundholmen var
jo et pragtexemplar –
standens lyksalighed –; salig Rundholmen var
jo et pragtexemplar –
Madam Rundholmen.
Å, det vil jeg ikke sige; grov var han, og
drak gjorde han også; men en mand er nu en
mand alligevel.
drak gjorde han også; men en mand er nu en
mand alligevel.
Daniel Hejre.
Det er et sandt ord, madam Rundholmen; en
mand er en mand, og en enke er en enke –
mand er en mand, og en enke er en enke –
Madam Rundholmen.
Og forretninger er forretninger. A, det er fær-
dig at løbe rundt for mig, når jeg tænker på alt
det, jeg har at stå i. Købe vil de allesammen;
men når betalingsdagen kommer, så må en bruge
både stævning og exekution og plynder. Jeg me-
ner snart, jeg får lægge mig til en fast prokurator.
dig at løbe rundt for mig, når jeg tænker på alt
det, jeg har at stå i. Købe vil de allesammen;
men når betalingsdagen kommer, så må en bruge
både stævning og exekution og plynder. Jeg me-
ner snart, jeg får lægge mig til en fast prokurator.
Daniel Hejre.
Ja, men hør, madam Rundholmen, – så skulde
De minsæl lægge Dem til sagfører Stensgård;
han er løs og ledig –
De minsæl lægge Dem til sagfører Stensgård;
han er løs og ledig –
s. 144
Madam Rundholmen.
Uf, De er så fæl i Deres mund; jeg vil rigtig
ikke høre mere på Dem.
(ud til højre.)
ikke høre mere på Dem.
Daniel Hejre.
Et solid fruentimmer, De! Ferm og fejende;
ingen børn til dato; penge på rente. Dannelse
har hun også; en meget udbredt læsning, faer!
ingen børn til dato; penge på rente. Dannelse
har hun også; en meget udbredt læsning, faer!
Stensgård.
Udbredt læsning; ja så?
Daniel Hejre.
He-he; det skulde jeg mene; hun har stået to
år i bogtrykker Alms lejebibliothek. Nå, men
idag har De vel ganske andre ting i hodet, kan
jeg tænke.
år i bogtrykker Alms lejebibliothek. Nå, men
idag har De vel ganske andre ting i hodet, kan
jeg tænke.
Stensgård.
Sletikke; jeg afgiver neppe min stemme engang.
Men hvem skal nu De stemme på, herr Hejre?
Men hvem skal nu De stemme på, herr Hejre?
Daniel Hejre.
Jeg er ikke stemmeberettiget, højstærede! Her
var jo kun et matrikuleret hundehus tilkøbs, og
det fik De.
var jo kun et matrikuleret hundehus tilkøbs, og
det fik De.
Stensgård.
Skulde De blive husvild, så skal jeg afstå det.
Daniel Hejre.
He-he; De er spøgefuld; – ak ja, den kære
ungdom, den har et velsignet humør. Men nu
vil jeg såmæn ud og se på menageriet. Hele
Deres forening skal være mødt frem, hører jeg.
(ser doktor Fjeldbo, som kommer fra baggrunden.) Der har vi dok-
toren også! Ja, det er vel på videnskabens vegne,
De indfinder Dem?
ungdom, den har et velsignet humør. Men nu
vil jeg såmæn ud og se på menageriet. Hele
Deres forening skal være mødt frem, hører jeg.
s. 145
(ser doktor Fjeldbo, som kommer fra baggrunden.) Der har vi dok-
toren også! Ja, det er vel på videnskabens vegne,
De indfinder Dem?
Fjeldbo.
På videnskabens?
Daniel Hejre.
Ja, i anledning af epidemien; her er jo udbrudt
en ondartet rabies agitatoria. Vorherre være med
jer, mine kære unge venner!
(ud til højre.)
en ondartet rabies agitatoria. Vorherre være med
jer, mine kære unge venner!
Stensgård.
Hør; sig mig i en fart, har du set kammer-
herren idag?
herren idag?
Fjeldbo.
Ja.
Stensgård.
Og hvad sagde han?
Fjeldbo.
Hvad han sagde?
Stensgård.
Ja visst; jeg har skrevet ham til.
Fjeldbo.
Har du det? Hvad har du skrevet?
Stensgård.
At jeg holder fast ved håbet om hans datter;
at jeg vil tale med ham om den sag, og at jeg
derfor kommer til ham imorgen.
at jeg vil tale med ham om den sag, og at jeg
derfor kommer til ham imorgen.
Fjeldbo.
Du skulde ialfald opsætte besøget. Det er
kammerherrens fødselsdag imorgen; der kommer
en hel del mennesker –
Henrik Ibsen: De unges forbund.
10
s. 146
kammerherrens fødselsdag imorgen; der kommer
en hel del mennesker –
Stensgård.
Just derfor; jo flere jo bedre. Jeg har store
kort på hånden, skal du vide.
kort på hånden, skal du vide.
Fjeldbo.
Og de kort har du kanske ladet dig forlyde
med?
med?
Stensgård.
Hvorledes?
Fjeldbo.
Jeg mener, du har kanske prydet din elskovs-
erklæring med sådanne nogle små trusler eller
sligt?
erklæring med sådanne nogle små trusler eller
sligt?
Stensgård.
Fjeldbo, du har set brevet!
Fjeldbo.
Nej, jeg forsikkrer dig –
Stensgård.
Nå ja, ligefrem, – jeg har truet ham.
Fjeldbo.
Ja, så har jeg på en måde et svar til dig.
Stensgård.
Et svar? Frem med det, menneske!
Fjeldbo
(viser ham et forseglet papir).
(viser ham et forseglet papir).
Se her. Kammerherrens stemmeseddel.
Stensgård.
Og hvem stemmer han på?
s. 147
Fjeldbo.
Han stemmer ialfald ikke på dig.
Stensgård.
På hvem da? På hvem, spørger jeg?
Fjeldbo.
På amtmanden og provsten.
Stensgård.
Hvad for noget? Ikke på Lundestad engang?
Fjeldbo.
Nej. Og ved du hvorfor? Fordi Lundestad vil
opstille dig som sin eftermand.
opstille dig som sin eftermand.
Stensgård.
Så vidt vover han at drive det!
Fjeldbo.
Ja, han gør. Og han tilføjede: træffer De
Stensgård, så fortæl ham, hvorledes jeg stemmer;
han skal vide på hvad fod han har mig.
Stensgård, så fortæl ham, hvorledes jeg stemmer;
han skal vide på hvad fod han har mig.
Stensgård.
Godt; han skal få det, som han vil.
Fjeldbo.
Betænk dig; det er farligt at rive et gammelt
tårn, – en kan selv gå i løbet.
tårn, – en kan selv gå i løbet.
Stensgård.
Å, jeg er bleven klog på et par dage.
Fjeldbo.
Så? Du er dog ikke bleven klogere, end at
du fremdeles laer gamle Lundestad trække om
med dig.
du fremdeles laer gamle Lundestad trække om
med dig.
10*
s. 148
Stensgård.
Du tror ikke jeg har gennemskuet Lundestad?
Du tror ikke jeg skønner, at han vendte sig til
mig, fordi han mente jeg havde vundet kammer-
herren, og fordi han vilde splitte vor forening og
holde Monsen ude?
Du tror ikke jeg skønner, at han vendte sig til
mig, fordi han mente jeg havde vundet kammer-
herren, og fordi han vilde splitte vor forening og
holde Monsen ude?
Fjeldbo.
Men nu, da han ved, at du ikke har vundet
kammerherren –
kammerherren –
Stensgård.
Han er gået for vidt til at kunne træde tilbage;
og jeg har nyttet tiden, sendt blade ud; de fleste
af hans tilhængere møder ikke frem; alle mine
er her –
og jeg har nyttet tiden, sendt blade ud; de fleste
af hans tilhængere møder ikke frem; alle mine
er her –
Fjeldbo.
Der er et stort spring fra valgmand til stor-
thingsmand.
thingsmand.
Stensgård.
Lundestad ved meget godt, at svigter han mig
i valgmandsforsamlingen, så er jeg mand for at
agitere ham ud af kommunalstyrelsen.
i valgmandsforsamlingen, så er jeg mand for at
agitere ham ud af kommunalstyrelsen.
Fjeldbo.
Ikke så ilde beregnet. Men for at alt dette
skal lykkes, føler du selv, at du må være groet
fast her med solidere rødder, end nu.
skal lykkes, føler du selv, at du må være groet
fast her med solidere rødder, end nu.
Stensgård.
Ja, disse mennesker kræver jo altid materiel
betryggelse, lighed i interesser –
betryggelse, lighed i interesser –
s. 149
Fjeldbo.
Rigtig; og derfor skal frøken Bratsberg offres.
Stensgård.
Offres? Da var jeg en skurk, simpelt hen.
Men jeg føler det så godt, det skal blive til hen-
des lykke. Hvad nu? Fjeldbo, hvad er det dog?
Også du har noget bag øret –
Men jeg føler det så godt, det skal blive til hen-
des lykke. Hvad nu? Fjeldbo, hvad er det dog?
Også du har noget bag øret –
Fjeldbo.
Jeg?
Stensgård.
Ja, du har! Du går i stilhed og arbejder imod
mig. Hvorfor gør du det? Vær ærlig –! Vil du?
mig. Hvorfor gør du det? Vær ærlig –! Vil du?
Fjeldbo.
Oprigtigt talt, nej. Du er for farlig, for sam-
vittighedsløs, – nå-nå-nå, for hensynsløs ialfald,
til at man tør være ærlig imod dig. Hvad du
ved, det bruger du uden betænkning. Men så
sandt jeg er din ven, så sandt råder jeg dig: slå
frøken Bratsberg af tankerne.
vittighedsløs, – nå-nå-nå, for hensynsløs ialfald,
til at man tør være ærlig imod dig. Hvad du
ved, det bruger du uden betænkning. Men så
sandt jeg er din ven, så sandt råder jeg dig: slå
frøken Bratsberg af tankerne.
Stensgård.
Jeg kan ikke. Jeg må frelse mig ud af al den
styghed, jeg her står i. Jeg kan ikke leve læn-
gere i dette røre. Her må jeg gå og lade mig
tage under armen af Ole Persen og Per Olsen,
må hviske i krogene med dem, drikke dramme
med dem, slå en latter op over deres Bajerøl-
vittigheder, være dus med seminarister og slige
halvstuderte røvere. Hvorledes kan jeg bevare
mig frisk i min kærlighed til folket midt i alt
dette? Det er som det lynende ord svigter mig.
Jeg har ikke albuerum; ikke ren luft at ånde.
O, det kommer stundom over mig som en længsel
efter fine kvinder. Jeg vil noget, som der er
skønhed i! Jeg ligger her, som i en grumset
bugt, og derude skyller den klare blå strøm forbi
mig; – å, hvad forstår du dig på sligt!
styghed, jeg her står i. Jeg kan ikke leve læn-
gere i dette røre. Her må jeg gå og lade mig
tage under armen af Ole Persen og Per Olsen,
må hviske i krogene med dem, drikke dramme
med dem, slå en latter op over deres Bajerøl-
vittigheder, være dus med seminarister og slige
halvstuderte røvere. Hvorledes kan jeg bevare
mig frisk i min kærlighed til folket midt i alt
s. 150
dette? Det er som det lynende ord svigter mig.
Jeg har ikke albuerum; ikke ren luft at ånde.
O, det kommer stundom over mig som en længsel
efter fine kvinder. Jeg vil noget, som der er
skønhed i! Jeg ligger her, som i en grumset
bugt, og derude skyller den klare blå strøm forbi
mig; – å, hvad forstår du dig på sligt!
Gårdbruger Lundestad
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Her træffer en jo godt folk. Godmorgen!
Stensgård.
Nu skal De høre nyt, herr Lundestad! Ved
De, hvem kammerherren stemmer på?
De, hvem kammerherren stemmer på?
Fjeldbo.
Ti stille; det er uredeligt af dig!
Stensgård.
Det bryder jeg mig ikke om. Han stemmer
på amtmanden og provsten.
på amtmanden og provsten.
Lundestad.
A ja, det måtte vi vente os. De har jo for-
dærvet det med ham; – jeg bad Dem dog så
vakkert at spille Deres kort fint.
dærvet det med ham; – jeg bad Dem dog så
vakkert at spille Deres kort fint.
Stensgård.
Jeg skal også spille fint – herefter.
Fjeldbo.
Tag dig ivare, at ikke andre gør det samme.
(ud til højre.)
Stensgård.
Der er noget, som stikker bagved med det
menneske. Kan De skønne, hvad det er?
menneske. Kan De skønne, hvad det er?
s. 151
Lundestad.
Nej, jeg kan ikke. Men det er sandt, – jeg
ser, De har været ude i avisen.
ser, De har været ude i avisen.
Stensgård.
Jeg?
Lundestad.
Ja, med sådan en pen ligpræken over mig.
Stensgård.
Det er naturligvis Aslaksen, det bæst –
Lundestad.
Deres udfald mod kammerherren står der også.
Stensgård.
Det kender jeg ikke noget til. Vil jeg kam-
merherren tillivs, så har jeg hvassere våben.
merherren tillivs, så har jeg hvassere våben.
Lundestad.
Ja så?
Stensgård.
Kender De den veksel der? Se på den. Er
den god?
den god?
Lundestad.
Om den er god? Den veksel der?
Stensgård.
Ja visst; se rigtig på den.
Daniel Hejre
(fra højre).
(fra højre).
Men hvad i Pokkers skind og ben kan det
dog –? Ah, se der! Nej, jeg beer Dem, mine
herrer, bliv dog stående! Ved De, hvad De så
levende minded mig om? De minded mig om
en sommernat i det høje Nord.
dog –? Ah, se der! Nej, jeg beer Dem, mine
herrer, bliv dog stående! Ved De, hvad De så
levende minded mig om? De minded mig om
en sommernat i det høje Nord.
s. 152
Lundestad.
Det var en underlig lignelse.
Daniel Hejre.
En meget ligefrem lignelse. Den nedgående
og den opgående sol i øm forening. Å, det var
dejligt, var det! Men à propos, hvad Pokker er
der ivejen derude? Statsborgerne farer omkring
som opskræmte høns, og kagler og galer og ved
ikke, hvad pind de vil sætte sig på.
og den opgående sol i øm forening. Å, det var
dejligt, var det! Men à propos, hvad Pokker er
der ivejen derude? Statsborgerne farer omkring
som opskræmte høns, og kagler og galer og ved
ikke, hvad pind de vil sætte sig på.
Stensgård.
Ja, det er også en dag af vigtighed.
Daniel Hejre.
A, De med Deres vigtighed! Nej, det er noget
ganske andet, mine kære venner! Der hviskes
om en stor ruin; bankerot, – ja, ikke politisk,
herr Lundestad; Gudbevares!
ganske andet, mine kære venner! Der hviskes
om en stor ruin; bankerot, – ja, ikke politisk,
herr Lundestad; Gudbevares!
Stensgård.
Bankerot?
Daniel Hejre.
He-he, nu kom der liv i sagføreren. Ja, ban-
kerot; der er nogen, som står for fald; øksen
ligger ved roden af træet; – noksagt; der skal
være kørt to fremmede herrer forbi; men hvor-
hen? Hvem gælder det? Ved ikke De noget,
herr Lundestad?
kerot; der er nogen, som står for fald; øksen
ligger ved roden af træet; – noksagt; der skal
være kørt to fremmede herrer forbi; men hvor-
hen? Hvem gælder det? Ved ikke De noget,
herr Lundestad?
Lundestad.
Jeg ved den kunst at tie, herr Hejre.
Daniel Hejre.
Naturligvis; De er jo en politisk figur, en stats-
mand, he-he! Men jeg må minsæl afsted og få
lys i sagen. Det er så inderlig morsomt med
disse vekselryttere; de er ligesom perler på en
snor: triller først en, så triller de allesammen.
(ud i baggrunden.)
s. 153
mand, he-he! Men jeg må minsæl afsted og få
lys i sagen. Det er så inderlig morsomt med
disse vekselryttere; de er ligesom perler på en
snor: triller først en, så triller de allesammen.
Stensgård.
Er der noget sandt i al den sladder?
Lundestad.
De viste mig en veksel. Jeg syntes, jeg så
grosserer Bratsbergs navn på den?
grosserer Bratsbergs navn på den?
Stensgård.
Kammerherrens også.
Lundestad.
Og så spurgte De mig, om den var god?
Stensgård.
Ja visst; se blot på den.
Lundestad.
Den er s'gu ikke meget god.
Stensgård.
De ser det altså?
Lundestad.
Hvilket?
Stensgård.
At den er falsk.
Lundestad.
Falsk? Falske veksler er gerne de sikkreste;
dem indfrier man først.
dem indfrier man først.
Stensgård.
Men hvad mener De? Er den ikke falsk?
s. 154
Lundestad.
Det er nok ikke så vel.
Stensgård.
Hvorledes?
Lundestad.
Jeg er ræd, her er formange af den slags, herr
Stensgård.
Stensgård.
Stensgård.
Hvad? Det er da vel aldrig muligt, at –?
Lundestad.
Triller grosserer Bratsberg af snoren, så triller
vel også de, som nærmest er.
vel også de, som nærmest er.
Stensgård
(griber ham i armen).
(griber ham i armen).
Hvem mener De med nærmest?
Lundestad.
Er der nogen nærmere, end fader og søn?
Stensgård.
Men du gode Gud –!
Lundestad.
Det kommer ikke fra mig! Husk på, det var
Daniel Hejre, som snakked om bankerot og ruin
og –
Daniel Hejre, som snakked om bankerot og ruin
og –
Stensgård.
Dette her er som et lynslag over mig.
Lundestad.
A, der er så mangen en holden mand, som
ryger af pinden. En er for god af sig; går hen
og kautionerer; kontanter er ikke altid at få fat
i; og kommer ejendommene til auktion, så sæl-
ges de for en slik –
ryger af pinden. En er for god af sig; går hen
s. 155
og kautionerer; kontanter er ikke altid at få fat
i; og kommer ejendommene til auktion, så sæl-
ges de for en slik –
Stensgård.
Og alt dette, det rammer naturligvis, – det
rammer børnene også!
rammer børnene også!
Lundestad.
Ja, frøkenen gør det mig rigtig ondt for. Mød-
renearv har hun ikke stort af; og Gud ved, om
det er sikkret, det lille hun har.
renearv har hun ikke stort af; og Gud ved, om
det er sikkret, det lille hun har.
Stensgård.
O, nu forstår jeg Fjeldbos råd; han er dog den
gamle trofaste!
gamle trofaste!
Lundestad.
Hvad har doktor Fjeldbo sagt?
Stensgård.
Han er for trofast til at sige noget; men jeg
forstår ham alligevel. Og jeg forstår også Dem
nu, herr Lundestad.
forstår ham alligevel. Og jeg forstår også Dem
nu, herr Lundestad.
Lundestad.
Har De ikke forstået mig før nu?
Stensgård.
Ikke tilbunds; jeg glemte historien om rotterne
og det brændende hus.
og det brændende hus.
Lundestad.
Det var ikke vidre vakkert sagt. Men hvad
fejler Dem? De ser så ilde ud. Gudsdød, jeg
har da vel aldrig gjort en ulykke?
fejler Dem? De ser så ilde ud. Gudsdød, jeg
har da vel aldrig gjort en ulykke?
s. 156
Stensgård.
Hvad slags ulykke?
Lundestad.
Jo, jo; jeg ser det. Å, jeg gamle fæ! Kære
herr Stensgård, når De virkelig elsker pigen,
hvad gør det så, om hun er rig eller fattig?
herr Stensgård, når De virkelig elsker pigen,
hvad gør det så, om hun er rig eller fattig?
Stensgård.
Hvad det gør? Nej, ganske visst –
Lundestad.
Herregud, et lykkeligt ægteskab grundes da
ikke på penge, ved jeg.
ikke på penge, ved jeg.
Stensgård.
Naturligvis.
Lundestad.
Og med stræbsomhed og flid kan De nok en-
gang komme påfode. Lad ikke trange kår
skræmme Dem. Jeg ved, hvad kærlighed er;
jeg læste meget om det kapitel i min ungdom.
Lykke i huset; en trofast kvinde –; kære, kære,
far således frem, at De ikke skal leve i anger
bagefter.
gang komme påfode. Lad ikke trange kår
skræmme Dem. Jeg ved, hvad kærlighed er;
jeg læste meget om det kapitel i min ungdom.
Lykke i huset; en trofast kvinde –; kære, kære,
far således frem, at De ikke skal leve i anger
bagefter.
Stensgård.
Men hvorledes skal det så gå med Dem?
Lundestad.
Det får gå, som det kan. Tror De, jeg vil
kræve et sligt hjertets offer af Dem?
kræve et sligt hjertets offer af Dem?
Stensgård.
Men jeg skal bringe offeret. Ja, jeg skal vise
Dem, jeg har kraft til det. Derude står et folk
i længsel; de begærer mig ligesom i en ordløs
klage. O, hvor skulde jeg her turde vægre mig!
s. 157
Dem, jeg har kraft til det. Derude står et folk
i længsel; de begærer mig ligesom i en ordløs
klage. O, hvor skulde jeg her turde vægre mig!
Lundestad.
Ja, men ejendomsmanden –?
Stensgård.
Jeg skal vide at fyldestgøre mine medborgeres
krav i så henseende, herr Lundestad! Jeg ser
vejen, en ny vej; og den slår jeg ind på. Jeg
gør afkald på den lykke at arbejde i forsagelse
for hende, jeg elsker. Jeg siger til mit folk: her
er jeg, – tag mig!
krav i så henseende, herr Lundestad! Jeg ser
vejen, en ny vej; og den slår jeg ind på. Jeg
gør afkald på den lykke at arbejde i forsagelse
for hende, jeg elsker. Jeg siger til mit folk: her
er jeg, – tag mig!
Lundestad
(ser i stille beundring på ham og trykker hans hånd).
(ser i stille beundring på ham og trykker hans hånd).
Sandelig, De har fået store gaver, herr Stensgård!
(ud til højre.)
(Stensgård går et par gange op og ned ad gulvet; snart standser han
ved vinduet, snart river han sig i håret. Lidt efter kommer Bastian
Monsen fra baggrunden.)
ved vinduet, snart river han sig i håret. Lidt efter kommer Bastian
Monsen fra baggrunden.)
Bastian.
Her ser du mig, du!
Stensgård.
Hvor kommer du fra?
Bastian.
Fra nationen.
Stensgård.
Nationen? Hvad vil det sige?
Bastian.
Ved du ikke, hvad nationen vil sige? Det vil
sige folket; det menige folk; de, som ingenting
har og ingenting er; de, som ligger bundne –
s. 158
sige folket; det menige folk; de, som ingenting
har og ingenting er; de, som ligger bundne –
Stensgård.
Hvad fanden er det for abekatstreger?
Bastian.
Hvilket?
Stensgård.
Jeg har mærket i den sidste tid, du går og
efterligner mig; ligetil min påklædning og min
håndskrift så skaber du den efter. Du skal holde
op med det.
efterligner mig; ligetil min påklædning og min
håndskrift så skaber du den efter. Du skal holde
op med det.
Bastian.
Hvad nu? Hører ikke vi to til samme parti?
Stensgård.
Ja, men jeg tåler ikke sligt; – du gør dig
selv latterlig –
selv latterlig –
Bastian.
Gør jeg mig latterlig ved at ligne dig?
Stensgård.
Ja, ved at abe efter. Vær nu snild, Monsen,
og lad sligt fare; det er så ækkelt at se på.
Men hør, sig mig en ting, – når kommer din
fader tilbage?
og lad sligt fare; det er så ækkelt at se på.
Men hør, sig mig en ting, – når kommer din
fader tilbage?
Bastian.
Det ved jeg ikke noget om. Han er rejst ind-
over til Kristiania, tror jeg; kanske kommer han
ikke tilbage på de første otte dage.
over til Kristiania, tror jeg; kanske kommer han
ikke tilbage på de første otte dage.
Stensgård.
Ikke det? Det vilde være slemt. Men han
har jo en stor forretning igang, siges der?
har jo en stor forretning igang, siges der?
s. 159
Bastian.
Jeg har også en forretning. Hør du, Stens-
gård, du må gøre mig en villighed.
gård, du må gøre mig en villighed.
Stensgård.
Gerne; hvad skulde det være?
Bastian.
Jeg kender mig så stærk. Det kan jeg takke
dig for; du har vækket mig. Jeg må gøre noget,
du; – jeg vil gifte mig.
dig for; du har vækket mig. Jeg må gøre noget,
du; – jeg vil gifte mig.
Stensgård.
Gifte dig? Med hvem?
Bastian.
Hys! Her i huset.
Stensgård.
Madam Rundholmen?
Bastian.
Hys! Ja, hende er det. Læg et godt ord ind
for mig, du! Jeg må ind i noget sligtnoget. Hun
sidder i en stor rørelse; står sig godt med kam-
merherrens siden den tid hendes søster tjente
som husholderske der. Får jeg hende, så får jeg
kanske kommunalarbejderne med. Ja, i det hele
taget, – jeg elsker hende, død og pine!
for mig, du! Jeg må ind i noget sligtnoget. Hun
sidder i en stor rørelse; står sig godt med kam-
merherrens siden den tid hendes søster tjente
som husholderske der. Får jeg hende, så får jeg
kanske kommunalarbejderne med. Ja, i det hele
taget, – jeg elsker hende, død og pine!
Stensgård.
Å, elske, elske! Lad det væmmelige hykleri fare.
Bastian.
Hykleri!
Stensgård.
Ja; du lyver for dig selv ialfald. Her snakker
du i et åndedrag om vejarbejder og kærlighed.
Kald dog enhver ting med sit rette navn. Der
er noget smudsigt i dette her; jeg vil ikke have
noget med det at bestille –
s. 160
du i et åndedrag om vejarbejder og kærlighed.
Kald dog enhver ting med sit rette navn. Der
er noget smudsigt i dette her; jeg vil ikke have
noget med det at bestille –
Bastian.
Men så hør da –!
Stensgård.
Lad mig være udenfor, siger jeg! (til doktor
Fjeldbo, som kommer fra højre.) Nå, hvorledes går valget?
Fjeldbo, som kommer fra højre.) Nå, hvorledes går valget?
Fjeldbo.
For dig går det visst udmærket. Jeg talte nu
med Lundestad; han sagde, du får sågodtsom
alle stemmer.
med Lundestad; han sagde, du får sågodtsom
alle stemmer.
Stensgård.
Nej, gør jeg det!
Fjeldbo.
Men hvad Pokker nytter det? Når du ikke er
ejendomsmand, så –
ejendomsmand, så –
Stensgård
(dæmpet).
(dæmpet).
Er det dog ikke forbandet!
Fjeldbo.
Nå, man kan jo ikke skøtte to ting på engang.
Vil man vinde på en kant, får man finde sig i
at tabe på en anden. Farvel!
(ud i baggrunden.)
Vil man vinde på en kant, får man finde sig i
at tabe på en anden. Farvel!
Bastian.
Hvad mente han med at vinde og tabe?
s. 161
Stensgård.
Det skal jeg sige dig siden. Men hør, kære
Monsen, – for at komme tilbage til det, vi talte
om; jeg lovte at lægge et godt ord ind for dig –
Monsen, – for at komme tilbage til det, vi talte
om; jeg lovte at lægge et godt ord ind for dig –
Bastian.
Lovte du? Jeg syntes du sagde tvertimod –?
Stensgård.
Sniksnak; du lod mig jo ikke komme tilorde.
Jeg vilde sagt, at der er noget smudsigt i dette
her, at blande sin kærlighed sammen med vej-
arbejder og sligt; det er en synd imod det bedste
man har i sit bryst; – og derfor, kære ven, når
du altså virkelig elsker pigen –
Jeg vilde sagt, at der er noget smudsigt i dette
her, at blande sin kærlighed sammen med vej-
arbejder og sligt; det er en synd imod det bedste
man har i sit bryst; – og derfor, kære ven, når
du altså virkelig elsker pigen –
Bastian.
Enken.
Stensgård.
Å, ja-ja; det er jo det samme. Jeg mener,
når man virkelig elsker en kvinde, så er dette
noget, som i og for sig bør være afgørende –
når man virkelig elsker en kvinde, så er dette
noget, som i og for sig bør være afgørende –
Bastian.
Ja, det synes jeg også. Og så vil du altså
tale for mig?
tale for mig?
Stensgård.
Ja, det vil jeg med stor glæde. Men det er
på en betingelse.
på en betingelse.
Bastian.
Nå?
Stensgård.
Lige for lige, kære Bastian; – du skal tale
for mig igen.
for mig igen.
Henrik Ibsen: De unges forbund.
11
s. 162
Bastian.
Jeg? Hos hvem?
Stensgård.
Har du virkelig ikke mærket noget? Det ligger
dog så nær.
dog så nær.
Bastian.
Det er da vel aldrig –?
Stensgård.
Ragna, din søster, du! Jo, hende er det. O,
du ved ikke, hvor det har grebet mig at se hende
gå der i stille fordringsløs huslighed –
du ved ikke, hvor det har grebet mig at se hende
gå der i stille fordringsløs huslighed –
Bastian.
Nej, skulde det være muligt?
Stensgård.
Men at ikke du, med dit skarpe blik, har
kunnet mærke det?
kunnet mærke det?
Bastian.
Jo, før syntes jeg nok –; men nu snakkes der
så meget om, at du er begyndt at vanke hos
kammerherrens –
så meget om, at du er begyndt at vanke hos
kammerherrens –
Stensgård.
Å hvad, kammerherrens! Ja, Monsen, jeg vil
oprigtigt sige dig, der var et øjeblik, da jeg lige-
som stod uviss; men, Gudskelov, det drev forbi;
nu er jeg klar over mig selv og den vej, jeg
har at gå.
oprigtigt sige dig, der var et øjeblik, da jeg lige-
som stod uviss; men, Gudskelov, det drev forbi;
nu er jeg klar over mig selv og den vej, jeg
har at gå.
Bastian.
Her er min hånd. Jeg skal snakke, kan du
tro. Og hvad Ragna angår, – hun tør ikke
andet, end det, som jeg og faer vil.
s. 163
tro. Og hvad Ragna angår, – hun tør ikke
andet, end det, som jeg og faer vil.
Stensgård.
Ja, men din faer, – det var netop det jeg
vilde sige –
vilde sige –
Bastian.
Hys; død og plage, der hører jeg madam
Rundholmen; tal nu for mig, – hvis hun ikke
har altfor travlt; for da er hun så striks på det.
Ja, kære, gør nu dit bedste; resten skal jeg
selv besørge. Har du ikke set bogtrykker As-
laksen her?
Rundholmen; tal nu for mig, – hvis hun ikke
har altfor travlt; for da er hun så striks på det.
Ja, kære, gør nu dit bedste; resten skal jeg
selv besørge. Har du ikke set bogtrykker As-
laksen her?
Stensgård.
Han er visst ved valgforretningen.
(Bastian går ud i baggrunden; i det samme kommer madam Rund-
holmen fra højre.)
holmen fra højre.)
Madam Rundholmen.
Nu går det rigtig som det var smurt, herr
Stensgård; alle så stemmer de på Dem.
Stensgård; alle så stemmer de på Dem.
Stensgård.
Det er dog besynderligt.
Madam Rundholmen.
Ja; Gud ved, hvad Monsen på Storli vil sige.
Stensgård.
Hør; et ord, madam Rundholmen!
Madam Rundholmen.
Nå, hvad er det?
Stensgård.
Vil De høre på mig?
11*
s. 164
Madam Rundholmen.
Jøsses, det vil jeg så gerne.
Stensgård.
Nu vel. De talte nylig om Deres enlige stand –
Madam Rundholmen.
Å, det var jo den fæle gamle Hejre –
Stensgård.
De klaged over, hvor svært det er at sidde
som enke –
som enke –
Madam Rundholmen.
Ja, Gud, De skulde bare prøve det, herr
Stensgård!
Stensgård!
Stensgård.
Men hvis der nu kom en rask ung mand –
Madam Rundholmen.
En rask ung mand?
Stensgård.
En, som længe havde gået i stilhed og holdt
af Dem –
af Dem –
Madam Rundholmen.
Nej, ved De hvad, nu vil jeg ikke høre mere
på Dem.
på Dem.
Stensgård.
De må! En ung mand, som også finder det
svært at stå alene –
svært at stå alene –
Madam Rundholmen.
Ja, hvad så? Jeg forståer Dem sletikke.
s. 165
Stensgård.
Når De nu kunde skabe to menneskers lykke,
madam Rundholmen, – både Deres egen og –
madam Rundholmen, – både Deres egen og –
Madam Rundholmen.
Og en rask ung mands?
Stensgård.
Ja vel; svar mig på det –
Madam Rundholmen.
Å nej, Stensgård, det er da vel aldrig Deres
alvor?
alvor?
Stensgård.
Hvor kan De tro, jeg vil narre Dem? Skulde
De så ikke være villig –?
De så ikke være villig –?
Madam Rundholmen.
Jo, det ved Vorherre jeg er! Kære søde –
Stensgård
(et skridt tilbage).
(et skridt tilbage).
Hvad?
Madam Rundholmen.
Uf, der er nogen!
(Frøken Monsen kommer ilsomt og urolig fra baggrunden.)
Ragna.
Med tilladelse, er ikke faer her?
Madam Rundholmen.
Deres faer? Jo; nej; – jeg ved ikke; – und-
skyld –
skyld –
Ragna.
Hvor er han?
s. 166
Madam Rundholmen.
Deres faer? Nå; nej, han er kørt forbi –
Stensgård.
Indover til Kristiania.
Ragna.
Nej, det er umuligt –
Madam Rundholmen.
Ja, forbi er han kørt, det ved jeg. Å, men
frøken Monsen, De kan ikke tro hvor glad jeg
er! Vent nu lidt, mens jeg løber ned i kælderen
og henter en flaske af den ægte.
(ud til venstre.)
frøken Monsen, De kan ikke tro hvor glad jeg
er! Vent nu lidt, mens jeg løber ned i kælderen
og henter en flaske af den ægte.
Stensgård.
Sig mig, frøken, – er det virkelig Deres fader,
De søger?
De søger?
Ragna.
Ja, det hører De jo.
Stensgård.
Og De har ikke vidst, at han er rejst hjem-
mefra?
mefra?
Ragna.
O, hvad ved jeg? Man siger mig ingenting.
Men til Kristiania? Det er umuligt; de måtte
have mødt ham. Farvel!
Men til Kristiania? Det er umuligt; de måtte
have mødt ham. Farvel!
Stensgård
(træder ivejen).
(træder ivejen).
Ragna! Hør! Hvorfor er De så forandret
imod mig?
imod mig?
Ragna.
Jeg? Slip mig frem! Lad mig gå!
s. 167
Stensgård.
Nej, De får ikke gå! Jeg holder det for en
forsynets styrelse, at De kom i dette øjeblik. O,
ikke denne skyhed; før var De anderledes.
forsynets styrelse, at De kom i dette øjeblik. O,
ikke denne skyhed; før var De anderledes.
Ragna.
Ja, det er, Gud være lovet, forbi!
Stensgård.
Men hvorfor –?
Ragna.
Jeg har lært Dem bedre at kende; – godt, at
jeg lærte det itide.
jeg lærte det itide.
Stensgård.
Ah, så? Man har løjet på mig? Ja, jeg har
måske også selv skyld; jeg har været som vævet
ind i en forvildelse. Det er over nu! O, når jeg
ser Dem, blir jeg et bedre menneske. Det er
Dem, jeg holder sandt og inderligt af; det er
Dem, jeg elsker, Ragna, – Dem, og ingen anden!
måske også selv skyld; jeg har været som vævet
ind i en forvildelse. Det er over nu! O, når jeg
ser Dem, blir jeg et bedre menneske. Det er
Dem, jeg holder sandt og inderligt af; det er
Dem, jeg elsker, Ragna, – Dem, og ingen anden!
Ragna.
Slip mig forbi! Jeg er ræd for Dem –
Stensgård.
O, men imorgen, Ragna, – må jeg da komme
og tale med Dem?
og tale med Dem?
Ragna.
Ja, ja, for Guds skyld, blot ikke idag.
Stensgård.
Blot ikke idag? Hurra! Jeg er ovenpå; jeg er
lykkelig!
lykkelig!
s. 168
Madam Rundholmen
(med vin og kager fra venstre).
(med vin og kager fra venstre).
Se, nu skal vi såmæn drikke et glas på held
og velgående.
og velgående.
Stensgård.
På lykke i kærlighed! Kærlighedens og lyk-
kens skål! Hurra for den dag imorgen!
(han drikker.)
kens skål! Hurra for den dag imorgen!
Kandidat Helle
(fra højre, til Ragna).
(fra højre, til Ragna).
Har De fundet ham?
Ragna.
Nej, han er her ikke. Kom, kom!
Madam Rundholmen.
Men, Gudbevares, hvad er det?
Kandidat Helle.
Ingenting; der er blot kommet fremmede til
Storli og –
Storli og –
Ragna.
Tak for al Deres venlighed, madam Rund-
holmen –
holmen –
Madam Rundholmen.
Å; har De nu fået fremmede på nakken igen?
Ragna.
Ja, ja; undskyld; jeg må hjem. Farvel!
Stensgård.
Farvel, – til imorgen!
(Kandidat Helle og frøken Monsen bort i baggrunden.)
s. 169
Daniel Hejre
(fra højre).
(fra højre).
Ha, ha; nu går det som kæpper i hjul! Stens-
gård, Stensgård, Stensgård, kagler de; de vælger
ham allesammen. Nu skulde De også vælge
ham, madam Rundholmen!
gård, Stensgård, Stensgård, kagler de; de vælger
ham allesammen. Nu skulde De også vælge
ham, madam Rundholmen!
Madam Rundholmen.
Hi; De siger noget. Men stemmer de alle-
sammen på ham?
sammen på ham?
Daniel Hejre.
Jo, de gør såmæn; herr Stensgård nyder folkets
tillid, som det heder. Gamle Lundestad går om-
kring med et ansigt, som en sødsyltet agurk. Å,
det er en inderlig fryd at se på.
tillid, som det heder. Gamle Lundestad går om-
kring med et ansigt, som en sødsyltet agurk. Å,
det er en inderlig fryd at se på.
Madam Rundholmen.
De skal ikke ha'e valgt ham for ingenting.
Kan jeg ikke stemme, så kan jeg traktere.
(ud til venstre.)
Kan jeg ikke stemme, så kan jeg traktere.
Daniel Hejre.
De er nok rigtig en enkernes Jens, De, herr
Stensgård! Ja, ved De hvad, – hende skulde
De bide Dem fast i, så var De velberget, faer!
Stensgård! Ja, ved De hvad, – hende skulde
De bide Dem fast i, så var De velberget, faer!
Stensgård.
I madam Rundholmen?
Daniel Hejre.
Ja, netop; det er et fruentimmer, som er solid
i alle retninger; hun blir første høne i kurven,
såsnart pindeværket på Storli er ramlet overende.
i alle retninger; hun blir første høne i kurven,
såsnart pindeværket på Storli er ramlet overende.
s. 170
Stensgård.
Der er da ikke noget galt fat på Storli?
Daniel Hejre.
Ikke det? De har en svag hukommelse, højst-
ærede. Taler man ikke om ruin og bankerot
og –?
ærede. Taler man ikke om ruin og bankerot
og –?
Stensgård.
Ja, ja, og hvad så?
Daniel Hejre.
Hvad så? Ja, sig De mig det. Her har været
bud ude efter Monsen; der er kommet to herrer
til Storli –
bud ude efter Monsen; der er kommet to herrer
til Storli –
Stensgård.
Et par gæster; ja, det ved jeg –
Daniel Hejre.
Ubudne gæster, min kære unge ven; man hvi-
sker om politi og om glubske kreditorer; – der
er galt fat i papirerne, må De vide! Ja, à pro-
pos, – hvad var det for et papir, De fik af
Monsen igår?
sker om politi og om glubske kreditorer; – der
er galt fat i papirerne, må De vide! Ja, à pro-
pos, – hvad var det for et papir, De fik af
Monsen igår?
Stensgård.
Å, det var et papir. Galt fat i papirerne, siger
De? Hør; De kender jo kammerherre Bratsbergs
underskrift?
De? Hør; De kender jo kammerherre Bratsbergs
underskrift?
Daniel Hejre.
He-he; det skulde jeg mene.
Stensgård
(tager vekslen frem).
(tager vekslen frem).
Nå, så se på dette her.
s. 171
Daniel Hejre.
Herhid; – jeg er rigtignok noget nærsynt,
men – (efter at have set.) Det der, højstærede? Det
har aldrig været kammerherrens hånd.
men – (efter at have set.) Det der, højstærede? Det
har aldrig været kammerherrens hånd.
Stensgård.
Aldrig? Altså dog –!
Daniel Hejre.
Og den er udstedt af proprietair Monsen?
Stensgård.
Nej, af grosserer Bratsberg.
Daniel Hejre.
Passiar! Lad mig se. (Ser og giver den tilbage.) Den
kan De bruge til at tænde Deres cigar med.
kan De bruge til at tænde Deres cigar med.
Stensgård.
Hvad for noget? Også udstederens navn –?
Daniel Hejre.
Forfalsket, unge mand; forfalsket, så sandt,
som jeg heder Daniel. Man behøver jo bare at
se på den med mistroens skærpede blik –
som jeg heder Daniel. Man behøver jo bare at
se på den med mistroens skærpede blik –
Stensgård.
Men hvorledes var det da muligt –? Monsen
må ikke have vidst –
må ikke have vidst –
Daniel Hejre.
Monsen? Nej, den karl ved nok hverken besked
om sine egne eller andres papirer. Men det er
godt, det får en ende, herr Stensgård! Det er
en tilfredsstillelse for den moralske følelse. Ah,
jeg har tidt følt mig optændt af en ædel harme,
om jeg selv tør sige det, ved at måtte gå her
og være vidne til –; noksagt. Men det mor-
somste ved det, er det, at når nu Monsen drat-
ter, så trækker han først og fremst grosserer
Bratsberg med sig; grossereren trækker kammer-
herren –
om sine egne eller andres papirer. Men det er
godt, det får en ende, herr Stensgård! Det er
en tilfredsstillelse for den moralske følelse. Ah,
jeg har tidt følt mig optændt af en ædel harme,
s. 172
om jeg selv tør sige det, ved at måtte gå her
og være vidne til –; noksagt. Men det mor-
somste ved det, er det, at når nu Monsen drat-
ter, så trækker han først og fremst grosserer
Bratsberg med sig; grossereren trækker kammer-
herren –
Stensgård.
Ja, det sagde Lundestad også.
Daniel Hejre.
Men der er naturligvis methode i bankerotten.
Pas på; jeg er en gammel spåmand: Monsen
kommer i tugthuset, grossereren kommer i akkord
og kammerherren kommer under administration; det
vil sige, hans kreditorer forærer ham et par tusend
daler årlig i livsvarig pension. Det er sådan det
går, herr Stensgård! Jeg kender det; jeg kender
det. Hvad siger ikke klassikeren? Fiat justitia,
pereat mundus; det vil sige: Fy, hvilken justits i
denne bedærvede verden, faer!
Pas på; jeg er en gammel spåmand: Monsen
kommer i tugthuset, grossereren kommer i akkord
og kammerherren kommer under administration; det
vil sige, hans kreditorer forærer ham et par tusend
daler årlig i livsvarig pension. Det er sådan det
går, herr Stensgård! Jeg kender det; jeg kender
det. Hvad siger ikke klassikeren? Fiat justitia,
pereat mundus; det vil sige: Fy, hvilken justits i
denne bedærvede verden, faer!
Stensgård
(op og ned ad gulvet).
(op og ned ad gulvet).
Både den ene og den anden! Begge veje
stængte!
stængte!
Daniel Hejre.
Hvad pokker –?
Stensgård.
Og det netop nu! Nu, – nu!
Bogtrykker Aslaksen
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Tillykke; tillykke, herr valgmand!
s. 173
Stensgård.
Valgt?
Aslaksen.
Med 117 stemmer, – og Lundestad med 53.
De andre er spredt i vind og vejr.
De andre er spredt i vind og vejr.
Daniel Hejre.
Altså Deres første skridt på ærens bane, herr
Stensgård!
Stensgård!
Aslaksen.
Og det skal også koste en bolle punsch –
Daniel Hejre.
Ja, det er jo det første skridt, som koster,
siger man.
siger man.
Aslaksen
(ind til venstre, råbende).
(ind til venstre, råbende).
Punsch på bordet, madam Rundholmen! Den
nye valgmand trakterer!
nye valgmand trakterer!
(Gårdbruger Lundestad og flere vælgere kommer efterhånden
ind fra højre.)
ind fra højre.)
Daniel Hejre
(deltagende til Lundestad).
(deltagende til Lundestad).
53! Det er den gråhærdede borgers løn!
Lundestad
(hvisker til Stensgård).
(hvisker til Stensgård).
Står De nu rigtig fast i det, som –?
Stensgård.
Hvad nytter det at stå fast, hvor alting ramler?
Lundestad.
Mener De, spillet skulde være tabt?
s. 174
Aslaksen
(tilbage fra venstre).
(tilbage fra venstre).
Madam Rundholmen koster punschen selv; –
hun er nærmest til det, siger hun.
hun er nærmest til det, siger hun.
Stensgård
(slagen af en tanke).
(slagen af en tanke).
Madam Rundholmen! Nærmest til –!
Lundestad.
Hvilket?
Stensgård.
Spillet er ikke tabt, herr Lundestad!
(sætter sig og skriver ved bordet tilhøjre.)
Lundestad
(dæmpet).
(dæmpet).
Hør, Aslaksen; kan jeg få noget ind i avisen
til iovermorgen?
til iovermorgen?
Aslaksen.
Jagud kan De det. Er det grovt?
Lundestad.
Nej visst er det ikke grovt.
Aslaksen.
Ja, det er det samme; jeg taer det alligevel.
Lundestad.
Det er mit politiske testament; jeg skriver det
ikveld.
(går opover gulvet.)
ikveld.
En tjenestepige
(fra venstre).
(fra venstre).
Her er punsch fra madamen
s. 175
Aslaksen.
Hurra; nu kommer der liv i de lokale forholde!
(han sætter bollen på det midterste bord, skænker for de øvrige og drikker
flittigt under det følgende. Bastian Monsen er imidlertid kommen ind
fra højre.)
Bastian
(sagte).
(sagte).
Ja, De husker vel på mit brev?
Aslaksen.
Vær rolig; banker sig på brystlommen.) jeg har det her.
Bastian.
Og så besørger De det så fort De kan; –
når De ser hun har stunder, forstår De.
når De ser hun har stunder, forstår De.
Aslaksen.
Forstår; forstår! (råber.) Kom nu, her er glas-
sene fyldte!
sene fyldte!
Bastian.
De skal fanden ikke gøre det for ingenting.
Aslaksen.
Godt; godt. (til pigen.) En citron, Karen; – vær
som en vind!
som en vind!
(Bastian fjerner sig.)
Stensgård.
Hør et ord, Aslaksen; kommer De her forbi
imorgen aften?
imorgen aften?
Aslaksen.
Imorgen aften? Ja, det kan jeg gerne.
Stensgård.
Vel; så går De indom og gier madam Rund-
holmen dette brev.
holmen dette brev.
s. 176
Aslaksen.
Fra Dem?
Stensgård.
Ja. Put det i lommen. Se så. Imorgen aften
altså.
altså.
Aslaksen.
Akkurat; vær De rolig.
(Pigen bringer det forlangte. Stensgård går henimod vinduet.)
Bastian.
Nå, du, – har du så talt til madam Rund-
holmen?
holmen?
Stensgård.
Talt? Å ja; jeg har talt lidt –
Bastian.
Og hvad tror du?
Stensgård.
Ja, – jo; vi blev afbrudt; jeg kan ikke sige
dig noget bestemt.
dig noget bestemt.
Bastian.
Jeg frister det alligevel; hun klager svært over
enkestanden. Om en times tid vil jeg ha'e det
afgjort.
enkestanden. Om en times tid vil jeg ha'e det
afgjort.
Stensgård.
Om en times tid?
Bastian
(ser madam Rundholmen, som træder ind fra venstre).
(ser madam Rundholmen, som træder ind fra venstre).
Hys; lad ingen mærke noget!
(går opover gulvet.)
Stensgård
(hen til Aslaksen, sagte).
(hen til Aslaksen, sagte).
Giv mig brevet igen.
s. 177
Aslaksen.
Vil De ha'e det igen?
Stensgård.
Ja, hurtig; jeg skal selv besørge det.
Aslaksen.
Værsågod; her er det.
(Stensgård stikker brevet i lommen og blander sig mellem de øvrige.)
Madam Rundholmen
(til Bastian).
(til Bastian).
Hvad siger så De til valget, Monsen?
Bastian.
Alt godt; jeg og Stensgård er fine venner, skal
jeg fortælle Dem. Det skulde ikke undre mig,
om han kommer på thinget.
jeg fortælle Dem. Det skulde ikke undre mig,
om han kommer på thinget.
Madam Rundholmen.
Men det vilde nok ikke Deres faer se blidt til.
Bastian.
Å, faer har så mange jern i ilden. Desuden,
skikker de Stensgård, så blir æren lige fuldt i
familjen, tænker jeg.
skikker de Stensgård, så blir æren lige fuldt i
familjen, tænker jeg.
Madam Rundholmen.
Hvorledes det?
Bastian.
Han går på frierfødder –
Madam Rundholmen.
Gudbevares; har han sagt noget?
Bastian.
Ja; og jeg har lovet at tale for ham; det skal
gå; jeg tror visst, Ragna har et godt øje til ham.
gå; jeg tror visst, Ragna har et godt øje til ham.
Henrik Ibsen: De unges forbund.
12
s. 178
Madam Rundholmen.
Ragna?
Lundestad
(kommer nærmere).
(kommer nærmere).
Nå; hvad snakker De så ivrigt om, madam
Rundholmen?
Rundholmen?
Madam Rundholmen.
Tænk, han siger, at Stensgård går på frier-
fødder –
fødder –
Lundestad.
Ja vel; men kammerherren er ikke let at bøje –
Bastian.
Kammerherren?
Lundestad.
Han holder hende sagtens for god til en simpel
sagfører –
sagfører –
Madam Rundholmen.
Hvem; hvem?
Lundestad.
Frøkenen; datteren, naturligvis.
Bastian.
Han frier da vel aldrig til frøken Bratsberg,
ved jeg?
ved jeg?
Lundestad.
Minsæl gør han så.
Madam Rundholmen.
Og det bander De på?
Bastian.
Og til mig har han sagt –! Hør; lad mig
tale med Dem!
tale med Dem!
(Lundestad og Bastian mod baggrunden.)
s. 179
Madam Rundholmen
(nærmer sig til Stensgård).
(nærmer sig til Stensgård).
De må være på Deres post, Stensgård!
Stensgård.
Mod hvem?
Madam Rundholmen.
Mod slette mennesker; her er folk, som går
og lægger ondt for Dem.
og lægger ondt for Dem.
Stensgård.
Lad dem det, – når de bare ikke lægger ondt
for mig hos en.
for mig hos en.
Madam Rundholmen.
Hvem er den ene?
Stensgård
(stikker brevet hemmeligt til hende).
(stikker brevet hemmeligt til hende).
Se der; læs det, når De blir ensom.
Madam Rundholmen.
Ak, det vidste jeg nok!
(ind til venstre.)
Værksforvalter Ringdal
(fra højre).
(fra højre).
Nå, jeg hører, De er gået af med sejren, herr
sagfører.
sagfører.
Stensgård.
Ja, jeg er, herr forvalter; og det tiltrods for
Deres højvelbårne principals bestræbelser.
Deres højvelbårne principals bestræbelser.
Ringdal.
Hvad har han bestræbt sig for?
Stensgård.
For at stemme mig ud.
12*
s. 180
Ringdal.
Han gør brug af sin valgfrihed, som enhver
anden.
anden.
Stensgård.
Det er kun skade, at han nok ikke oftere kom-
mer til at gøre brug af den.
mer til at gøre brug af den.
Ringdal.
Hvad skal det sige?
Stensgård.
Jeg mener, eftersom det er så og så fat i pa-
pirerne –
pirerne –
Ringdal.
I papirerne! Hvilke papirer? Hvad har De
taget Dem for?
taget Dem for?
Stensgård.
Å, De behøver ikke at spille, som om De in-
genting forstod. Er her ikke et uvejr ivente?
Fallit i stor målestok?
genting forstod. Er her ikke et uvejr ivente?
Fallit i stor målestok?
Ringdal.
Jo, det hører jeg fra alle kanter.
Stensgård.
Og er kanske ikke både kammerherren og
grossereren med i det?
grossereren med i det?
Ringdal.
Med tilladelse, er De gal?
Stensgård.
Ja, det er jo naturligt, at De søger at skjule det.
Ringdal.
Hvad skulde det nytte? Kan sligt skjules?
s. 181
Stensgård.
Er det da ikke sandt?
Ringdal.
Ikke en stavelse, hvad kammerherren angår.
Men hvor har De kunnet tro sådant noget? Hvem
har bildt Dem det ind?
Men hvor har De kunnet tro sådant noget? Hvem
har bildt Dem det ind?
Stensgård.
Det siger jeg ikke for øjeblikket.
Ringdal.
Ligemeget. Men hvem der end har gjort det,
så ligger der en hensigt under.
så ligger der en hensigt under.
Stensgård.
En hensigt –!
Ringdal.
Ja, tænk Dem om; er her ingen, som kunde
se sin fordel i at holde Dem borte fra kammer-
herren –?
se sin fordel i at holde Dem borte fra kammer-
herren –?
Stensgård.
Min salighed; jo, jo; det er her!
Ringdal.
Kammerherren har meget tilovers for Dem
igrunden –
igrunden –
Stensgård.
Har han?
Ringdal.
Ja, og det vil man forspilde; – man bygger
på, at De ikke kender forholdene her, at De er
opbrusende og godtroende, at –
på, at De ikke kender forholdene her, at De er
opbrusende og godtroende, at –
s. 182
Stensgård.
O, de øgler! Og madam Rundholmen, som
har mit brev!
har mit brev!
Ringdal.
Hvilket brev?
Stensgård.
Å, ingenting. Men det er ikke for sent endnu!
Kære herr Ringdal, træffer De kammerherren
iaften?
Kære herr Ringdal, træffer De kammerherren
iaften?
Ringdal.
Det gør jeg sikkert.
Stensgård.
Så sig ham, det var vås med de trusler, han
ved nok; sig ham, jeg kommer selv og forklarer
alting imorgen.
ved nok; sig ham, jeg kommer selv og forklarer
alting imorgen.
Ringdal.
Kommer De?
Stensgård.
Ja, for at bevise ham –; ah, bevise! Se her,
herr Ringdal; giv kammerherren denne veksel
fra mig.
herr Ringdal; giv kammerherren denne veksel
fra mig.
Ringdal.
Vekselen –!
Stensgård.
Ja, ja; det er noget, som De ikke forstår; men
giv ham den blot –
giv ham den blot –
Ringdal.
I sandhed, herr Stensgård –
Stensgård.
Og så kan De bare tilføje de simple ord fra
mig: det er således jeg handler mod de folk, der
vil stemme mig ud ved valgmandsvalget.
s. 183
mig: det er således jeg handler mod de folk, der
vil stemme mig ud ved valgmandsvalget.
Ringdal.
Det kan De lide på.
(ud i baggrunden.)
Stensgård.
Hør, herr Hejre, – hvorledes kunde De fare i
mig med den historie om kammerherren?
mig med den historie om kammerherren?
Daniel Hejre.
Hvorledes jeg kunde fare i Dem –?
Stensgård.
Ja visst; det var jo den sorteste løgn –
Daniel Hejre.
Ej; se-se; det glæder mig inderligt! Tænk Dem,
herr Lundestad, det er løgn, det med kammer-
herren.
herr Lundestad, det er løgn, det med kammer-
herren.
Lundestad.
Hys; fejl spor; det er nok nærmere.
Stensgård.
Hvorledes nærmere?
Lundestad.
Jeg ved ingenting; men folk snakker om ma-
dam Rundholmen –
dam Rundholmen –
Stensgård.
Hvad!
Daniel Hejre.
Ja, har jeg ikke spået det! Disse forbindelser
med proprietariussen på Storli –
med proprietariussen på Storli –
Lundestad.
Han kørte afgårde imorges, før det blev lyst –
s. 184
Daniel Hejre.
Og familjen er ude og leder efter ham –
Lundestad.
Og sønnen har travlt med at få søsteren vel
forsørget –
forsørget –
Stensgård.
Forsørget! «Imorgen», sagde hun; og hendes
uro for faderen –!
uro for faderen –!
Daniel Hejre.
He-he; De skal se, han er gået hen og hængt
sig, faer!
sig, faer!
Aslaksen.
Er der nogen, som har hængt sig?
Lundestad.
Herr Hejre siger, at Monsen på Storli –
Proprietær Monsen
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Champagne på bordet!
Aslaksen og flere.
Monsen!
Monsen.
Ja, Monsen, ja! Champagnemonsen! Penge-
monsen! Vin, i fandens skind og ben!
monsen! Vin, i fandens skind og ben!
Daniel Hejre.
Men, højstærede –!
Stensgård.
De! Hvor kommer De fra?
Monsen.
Fra forretninger! Tjent hundrede tusend! Hej;
imorgen gør jeg dundrende middag på Storli.
Alle er indbudne. Champagne, siger jeg! Til-
lykke, Stensgård, De er jo bleven valgmand.
s. 185
imorgen gør jeg dundrende middag på Storli.
Alle er indbudne. Champagne, siger jeg! Til-
lykke, Stensgård, De er jo bleven valgmand.
Stensgård.
Ja, jeg skal forklare Dem –
Monsen.
Pyt; hvad rager det mig? Vin! Hvor er ma-
dam Rundholmen?
(vil ind til venstre )
dam Rundholmen?
Tjenestepigen
(som nylig er trådt ud).
(som nylig er trådt ud).
Der får ingen komme ind; madamen sidder og
læser et brev –
læser et brev –
Bastian.
Å, død og pine!
(ud i baggrunden.)
Stensgård.
Læser hun et brev?
Tjenestepigen.
Ja, og så er hun rent som forstyrret.
Stensgård.
Farvel, herr Monsen; imorgen middag på
Storli –
Storli –
Monsen.
Farvel; imorgen!
Stensgård
(dæmpet).
(dæmpet).
Herr Hejre, vil De gøre mig en tjeneste?
Daniel Hejre.
Å, såmæn, såmæn.
s. 186
Stensgård.
Så mal mig en liden smule sort for madam
Rundholmen; tal lidt tvetydigt om mig; – De
gør sligt så udmærket.
Rundholmen; tal lidt tvetydigt om mig; – De
gør sligt så udmærket.
Daniel Hejre.
Hvad Pokker er det for noget?
Stensgård.
Jeg har mine grunde; det er en spøg, skal jeg
sige Dem, – et væddemål med – med en, som
De har et horn i siden til.
sige Dem, – et væddemål med – med en, som
De har et horn i siden til.
Daniel Hejre.
Aha, jeg forstår –; noksagt!
Stensgård.
Altså, fordærv ingenting; gør hende bare en
smule tvivlsom i sin dom om mig; sådan lidt
uviss indtil vidre, skønner De.
smule tvivlsom i sin dom om mig; sådan lidt
uviss indtil vidre, skønner De.
Daniel Hejre.
Vær tryg; det skal være mig en inderlig for-
nøjelse –
nøjelse –
Stensgård.
Tak; tak, sålænge! (over mod bordet.) Herr Lunde-
stad, vi to tales ved imorgen formiddag hos
kammerherrens.
stad, vi to tales ved imorgen formiddag hos
kammerherrens.
Lundestad.
Har De håb?
Stensgård.
Et tredobbelt!
Lundestad.
Tredobbelt? Men jeg begriber ikke –
s. 187
Stensgård.
Behøves heller ikke; fra nu af skal jeg hjælpe
mig selv.
(ud i baggrunden.)
mig selv.
Monsen
(ved punschbollen).
(ved punschbollen).
Et fuldt glas til, Aslaksen! Hvor er Bastian?
Aslaksen.
Han for på døren. Men jeg har et brev at
besørge for ham.
besørge for ham.
Monsen.
Har De det?
Aslaksen.
Til madam Rundholmen.
Monsen.
Nå endelig!
Aslaksen.
Men ikke før imorgen aften, sa'e han; hverken
før eller senere; akkurat på slaget! Skål!
før eller senere; akkurat på slaget! Skål!
Daniel Hejre
(til Lundestad).
(til Lundestad).
Hvad Pokker er der for maskepi mellem denne
herr Stensgård og madam Rundholmen, De?
herr Stensgård og madam Rundholmen, De?
Lundestad
(sagtere).
(sagtere).
Han frier til hende.
Daniel Hejre.
Tænkte jeg det ikke? Men han bad, jeg skulde
sværte ham lidt, gøre ham mistænkt –; noksagt –
sværte ham lidt, gøre ham mistænkt –; noksagt –
Lundestad.
Og De lovte det?
s. 188
Daniel Hejre.
Ja, naturligvis.
Lundestad.
Han skal ha'e sagt om Dem det, at hvad De
lover i øst, det holder De i vest.
lover i øst, det holder De i vest.
Daniel Hejre.
He-he; den kære sjæl, – da skal han sandelig
ha'e forregnet sig dennegang.
ha'e forregnet sig dennegang.
Madam Rundholmen
(med et åbent brev, i døren tilvenstre).
(med et åbent brev, i døren tilvenstre).
Hvor er sagfører Stensgård?
Daniel Hejre.
Han kyssed Deres tjenestepige og gik, madam
Rundholmen!
Rundholmen!
(Teppet falder.)
FEMTE AKT.
(Stort modtagelsesværelse hos kammerherrens. Indgang i baggrunden; døre
til højre og venstre.)
til højre og venstre.)
(Værksforvalter Ringdal står ved et bord og blader i nogle papirer.
Det banker.)
Det banker.)
Ringdal.
Kom ind!
Doktor Fjeldbo
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Godmorgen!
Ringdal.
Godmorgen, herr doktor!
Fjeldbo.
Nå, alting står vel til?
Ringdal.
Jo, tak; her står det nok så vel; men –
Fjeldbo.
Men?
Ringdal.
Ja, De har da sagtens hørt den store nyhed?
s. 190
Fjeldbo.
Nej. Hvad er det for noget?
Ringdal.
Hvad? Har De ikke hørt det, som er hændt
på Storli?
på Storli?
Fjeldbo.
Nej!
Ringdal.
Monsen er rømt inat.
Fjeldbo.
Rømt? Monsen?
Ringdal.
Rømt.
Fjeldbo.
Men du gode Gud –?
Ringdal.
Her gik allerede underlige rygter igår; men så
kom Monsen tilbage; han må have vidst at for-
stille sig –
kom Monsen tilbage; han må have vidst at for-
stille sig –
Fjeldbo.
Men grunden? Grunden?
Ringdal.
Umådelige tab på trælast, siges der; et par
huse i Kristiania skal være standset og så –
huse i Kristiania skal være standset og så –
Fjeldbo.
Og så er han rømt!
Ringdal.
Indover til Sverig, rimeligvis. Imorges kom øvrig-
heden til Storli; der skrives op og forsegles –
heden til Storli; der skrives op og forsegles –
s. 191
Fjeldbo.
Og den ulykkelige familje –?
Ringdal.
Sønnen har nok altid holdt sig udenfor; ialfald
lader han nu som ingenting, hører jeg.
lader han nu som ingenting, hører jeg.
Fjeldbo.
Ja, men datteren da?
Ringdal.
Hys; datteren er her.
Fjeldbo.
Her?
Ringdal.
Huslæreren bragte hende og de små herover
imorges; frøkenen har taget sig af dem i al
stilhed.
imorges; frøkenen har taget sig af dem i al
stilhed.
Fjeldbo.
Og hvorledes bærer hun dette?
Ringdal.
Å, jeg tænker, nok så tåleligt. De kan vide,
efter den behandling, hun har lidt hjemme –;
og desuden kan jeg fortælle Dem, at hun –.
Hys; der er kammerherren.
efter den behandling, hun har lidt hjemme –;
og desuden kan jeg fortælle Dem, at hun –.
Hys; der er kammerherren.
Kammerherren
(fra venstre).
(fra venstre).
Se, er De der, kære doktor?
Fjeldbo.
Ja, jeg er temmelig tidligt ude. Må jeg nu
ønske Dem til lykke med fødselsdagen, herr
kammerherre!
ønske Dem til lykke med fødselsdagen, herr
kammerherre!
s. 192
Kammerherren.
Å, Gud bedre os for hvad lykke den bringer;
men De skal have tak; jeg ved, De mener det vel.
men De skal have tak; jeg ved, De mener det vel.
Fjeldbo.
Og tør jeg så spørge Dem, herr kammerherre –
Kammerherren.
Først et ord; De skal herefter lade den titel fare.
Fjeldbo.
Hvad skal det sige?
Kammerherren.
Jeg er jernværksejer, slet og ret.
Fjeldbo.
Å, men hvad er dog dette for urimeligheder?
Kammerherren.
Jeg har frasagt mig titel og bestilling. Min
underdanigste skrivelse afgår endnu idag.
underdanigste skrivelse afgår endnu idag.
Fjeldbo.
Det skulde De dog sove på.
Kammerherren.
Når min konge viste mig den nåde at optage
mig i sin nærmeste omgivelse, så skete det på
grund af en anseelse, som min familje gennem
lange slægter havde vidst at bevare.
mig i sin nærmeste omgivelse, så skete det på
grund af en anseelse, som min familje gennem
lange slægter havde vidst at bevare.
Fjeldbo.
Ja, hvad så vidre?
Kammerherren.
Min familje er beskæmmet, ligeså fuldt, som
proprietær Monsens. Ja, De har da vel hørt om
Monsen?
s. 193
proprietær Monsens. Ja, De har da vel hørt om
Monsen?
Fjeldbo.
Jo, jeg har.
Kammerherren
(til Ringdal).
(til Ringdal).
Ved man intet nærmere?
Ringdal.
Intet andet, end at han trækker en hel del af
de yngre gårdbrugere med.
de yngre gårdbrugere med.
Kammerherren.
Og min søn?
Ringdal.
Deres søn har skikket mig et opgør. Han kan
svare enhver sit; men der blir ingenting tilovers.
svare enhver sit; men der blir ingenting tilovers.
Kammerherren.
Hm. Ja, vil De så få min ansøgning renskrevet.
Ringdal.
Det skal ske.
(ud gennem den forreste dør tilhøjre )
Fjeldbo.
Men har De betænkt Dem? Det hele kan jo
ordnes i al stilhed.
ordnes i al stilhed.
Kammerherren.
Så? Kan jeg gøre mig selv uvidende om hvad
der er sket?
der er sket?
Fjeldbo.
Å, hvad er der igrunden sket? Han har jo
skrevet Dem til, tilstået sin ubesindighed, tryglet
om tilgivelse; dette er jo den eneste gang, han
har gjort sig skyldig i sligt; hvad er det så,
spørger jeg?
skrevet Dem til, tilstået sin ubesindighed, tryglet
Henrik Ibsen: De unges forbund.
13
s. 194
om tilgivelse; dette er jo den eneste gang, han
har gjort sig skyldig i sligt; hvad er det så,
spørger jeg?
Kammerherren.
Vilde De handle, som min søn har handlet?
Fjeldbo.
Han vil ikke gentage det; det er hovedsagen.
Kammerherren
Og hvoraf ved De, at han ikke vil gentage det?
Fjeldbo.
Om ikke af andet, så ved jeg det af det op-
trin, De selv har fortalt mig; det med Deres
svigerdatter. Hvad der end kommer ud af det
forresten, så vil det ryste ham til alvor.
trin, De selv har fortalt mig; det med Deres
svigerdatter. Hvad der end kommer ud af det
forresten, så vil det ryste ham til alvor.
Kammerherren
(opover gulvet).
(opover gulvet).
Min stakkels Selma! Vor jævne fred og lykke
forspildt!
forspildt!
Fjeldbo.
Der er noget, som står højere. Den lykke har
været et skin. Ja, jeg vil sige Dem det: De har
i det, som i så meget andet, bygget på en hul
grund; De har været forblindet og hovmodig,
herr kammerherre!
været et skin. Ja, jeg vil sige Dem det: De har
i det, som i så meget andet, bygget på en hul
grund; De har været forblindet og hovmodig,
herr kammerherre!
Kammerherren
(standser).
(standser).
Jeg?
Fjeldbo.
Ja, De! De har pukket på Deres familjes hæ-
derlighed; men når er denne hæderlighed bleven
sat på prøve? Ved De, om den vilde stået i
fristelsen?
s. 195
derlighed; men når er denne hæderlighed bleven
sat på prøve? Ved De, om den vilde stået i
fristelsen?
Kammerherren.
De kan spare Dem enhver præken, herr dok-
tor; disse sidste dages begivenheder er ikke gået
sporløst hen over mig.
tor; disse sidste dages begivenheder er ikke gået
sporløst hen over mig.
Fjeldbo.
Det tror jeg også; men lad det så vise sig i
en mildere dom og i en klarere erkendelse. De
bebrejder Deres søn; men hvad har De gjort for
Deres søn? De har sørget for at uddanne hans
evner, men ikke for at grundlægge en karaktér
i ham. De har holdt foredrag over, hvad han
skyldte sin hæderlige familje; men De har ikke
ledet og bøjet og formet ham således, at det
blev ham en ubevidst nødvendighed at handle
hæderligt.
en mildere dom og i en klarere erkendelse. De
bebrejder Deres søn; men hvad har De gjort for
Deres søn? De har sørget for at uddanne hans
evner, men ikke for at grundlægge en karaktér
i ham. De har holdt foredrag over, hvad han
skyldte sin hæderlige familje; men De har ikke
ledet og bøjet og formet ham således, at det
blev ham en ubevidst nødvendighed at handle
hæderligt.
Kammerherren.
Tror De det?
Fjeldbo.
Jeg både tror det og jeg ved det. Men det
er jo så almindeligt her; man sætter opgaven i
at lære, istedetfor i at være. Vi ser også hvad
det leder til; vi ser det i de hundreder af be-
gavede mennesker, der går halvfærdige omkring
og er et i følelser og stemninger og noget
ganske andet i værk og handlesæt. Se nu blot
til Stensgård –
er jo så almindeligt her; man sætter opgaven i
at lære, istedetfor i at være. Vi ser også hvad
det leder til; vi ser det i de hundreder af be-
gavede mennesker, der går halvfærdige omkring
og er et i følelser og stemninger og noget
ganske andet i værk og handlesæt. Se nu blot
til Stensgård –
13*
s. 196
Kammerherren.
Stensgård, ja! Hvad siger De om Stensgård?
Fjeldbo.
Stykværk. Jeg har kendt ham fra barnsben
af. Hans faer var et vissent drog, en pjalt, et
ingenting; han drev en liden høkernæring og
pantelånerforretninger ved siden af; eller, rettere
sagt, det var konen, som drev det. Hun var et
grovslået fruentimmer, det mest ukvindelige, jeg
har kendt. Manden fik hun gjort umyndig; ikke
en hjertetanke var der i hende. Og i dette hjem
vokste Stensgård op. Og så gik han i latinskole
tillige. «Han skal studere», sagde moderen; «der
skal blie en dygtig inkassator af ham». Styghed
i hjemmet; løftelse i skolen; ånden, karakteren,
viljen, evnerne, – altsammen hver sin vej. Hvad
kunde det føre til, andet, end til splittelse i per-
sonligheden?
af. Hans faer var et vissent drog, en pjalt, et
ingenting; han drev en liden høkernæring og
pantelånerforretninger ved siden af; eller, rettere
sagt, det var konen, som drev det. Hun var et
grovslået fruentimmer, det mest ukvindelige, jeg
har kendt. Manden fik hun gjort umyndig; ikke
en hjertetanke var der i hende. Og i dette hjem
vokste Stensgård op. Og så gik han i latinskole
tillige. «Han skal studere», sagde moderen; «der
skal blie en dygtig inkassator af ham». Styghed
i hjemmet; løftelse i skolen; ånden, karakteren,
viljen, evnerne, – altsammen hver sin vej. Hvad
kunde det føre til, andet, end til splittelse i per-
sonligheden?
Kammerherren.
Jeg ved ikke, hvad det kunde føre til. Men
jeg gad vide, hvad der er godt nok for Dem.
Af Stensgård kan man ingenting vente; af min
søn heller ikke; men af Dem, naturligvis; af
Dem –!
jeg gad vide, hvad der er godt nok for Dem.
Af Stensgård kan man ingenting vente; af min
søn heller ikke; men af Dem, naturligvis; af
Dem –!
Fjeldbo.
Ja, af mig; netop af mig. Å, De må ikke
smile; jeg hovmoder mig ikke; men jeg har fåt
det, som grunder ligevægten, og som gør sikker.
Jeg er vokset op under ro og harmoni, i en jævn
middelstandsfamilje. Min moder er en kvinde,
helt og holdent; hjemme hos os har der aldrig
været ønsker udover evnerne; intet krav er forlist
på forholdenes skær; intet dødsfald har grebet
forstyrrende ind og efterladt tomhed og savn i
kredsen. Der var der kærlighed til skønhed;
men den lå inderligt i livsbetragtningen, ikke
jævnsides langs med den; der var der hverken
forstandens eller stemningens udskejelser –
smile; jeg hovmoder mig ikke; men jeg har fåt
det, som grunder ligevægten, og som gør sikker.
Jeg er vokset op under ro og harmoni, i en jævn
s. 197
middelstandsfamilje. Min moder er en kvinde,
helt og holdent; hjemme hos os har der aldrig
været ønsker udover evnerne; intet krav er forlist
på forholdenes skær; intet dødsfald har grebet
forstyrrende ind og efterladt tomhed og savn i
kredsen. Der var der kærlighed til skønhed;
men den lå inderligt i livsbetragtningen, ikke
jævnsides langs med den; der var der hverken
forstandens eller stemningens udskejelser –
Kammerherren.
Se, se; det er derfor De er bleven så overmåde
komplet?
komplet?
Fjeldbo.
Langtfra at jeg det tror. Jeg siger kun, at
livsvilkårene har stillet sig så uendelig gunstigt
for mig; og jeg føler det som et ansvar.
livsvilkårene har stillet sig så uendelig gunstigt
for mig; og jeg føler det som et ansvar.
Kammerherren.
Lad så være; men når Stensgård intet sådant
ansvar har, da er det desto smukkere, at han
alligevel –
ansvar har, da er det desto smukkere, at han
alligevel –
Fjeldbo.
Hvilket? Hvad?
Kammerherren.
De dømmer ham falskt, min gode doktor! Se
her. Hvad siger De til dette?
her. Hvad siger De til dette?
Fjeldbo.
Deres søns veksel!
Kammerherren.
Ja, den har han sendt mig tilbage.
s. 198
Fjeldbo.
Frivilligt?
Kammerherren.
Frivilligt og uden betingelser. Det er smukt;
det er nobelt; – og derfor står også fra idag af
mit hus åbent for ham.
det er nobelt; – og derfor står også fra idag af
mit hus åbent for ham.
Fjeldbo.
Betænk Dem! For Deres egen, for Deres dat-
ters skyld –
ters skyld –
Kammerherren.
A, lad mig være! Han har meget forud for
Dem; han er ligefrem idetmindste; men De, De
går skjult tilværks.
Dem; han er ligefrem idetmindste; men De, De
går skjult tilværks.
Fjeldbo.
Jeg?
Kammerherren.
Ja, De! De er bleven den styrende her i hu-
set; De går ud og ind; jeg tager Dem på råd i
alting, – og så alligevel –
set; De går ud og ind; jeg tager Dem på råd i
alting, – og så alligevel –
Fjeldbo.
Ja, ja; alligevel –?
Kammerherren.
Alligevel så er der noget bagved med Dem;
noget forbandet; noget – noget fornemt, som
jeg ikke udstår!
noget forbandet; noget – noget fornemt, som
jeg ikke udstår!
Fjeldbo.
Men så forklar Dem dog!
s. 199
Kammerherren.
Jeg? Nej, De skulde forklare Dem, skulde De!
Men nu kan De have det så godt.
Men nu kan De have det så godt.
Fjeldbo.
Herr kammerherre, vi to forstår ikke hinanden.
Jeg har ingen veksel at sende tilbage; men det
kunde dog hænde, at jeg bragte et større offer
endda.
Jeg har ingen veksel at sende tilbage; men det
kunde dog hænde, at jeg bragte et større offer
endda.
Kammerherren.
Så? Hvorved?
Fjeldbo.
Ved at tie.
Kammerherren.
Ved at tie? Skal jeg sige Dem, hvad jeg
kunde have lyst til? At blive grov, bande, gå
ind i de unges forbund! De er en højfornem
stivnakke, herr værkslæge; – og det passer ikke
i vort fri samfund. Se Stensgård; han er ikke
noget sådant; og derfor skal han få komme her
i huset; han skal –; han skal –! Å, jeg gider
min sæl og salighed ikke –! Nu kan De have
det så godt; som man reder, så ligger man.
kunde have lyst til? At blive grov, bande, gå
ind i de unges forbund! De er en højfornem
stivnakke, herr værkslæge; – og det passer ikke
i vort fri samfund. Se Stensgård; han er ikke
noget sådant; og derfor skal han få komme her
i huset; han skal –; han skal –! Å, jeg gider
min sæl og salighed ikke –! Nu kan De have
det så godt; som man reder, så ligger man.
Gårdbruger Lundestad
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Til lykke med dagen, herr kammerherre! Og
må jeg så ønske Dem hæder og alt godt –
må jeg så ønske Dem hæder og alt godt –
Kammerherren.
Å, Pokker i vold, – havde jeg nær sagt.
Det er lapperi altsammen, min kære Lundestad.
Der er ingenting, som holder prøve tilbunds i
denne verden.
Det er lapperi altsammen, min kære Lundestad.
s. 200
Der er ingenting, som holder prøve tilbunds i
denne verden.
Lundestad.
Så siger proprietær Monsens kreditorer også.
Kammerherren.
Ja, dette med Monsen! Kom det ikke over
Dem, som et lynslag?
Dem, som et lynslag?
Lundestad.
Å, De har nu spået det så længe, De, herr
kammerherre.
kammerherre.
Kammerherren.
Hm, hm; – ja visst har jeg så; det er ikke
længere siden, end i forgårs; han kom her for
at prelle mig –
længere siden, end i forgårs; han kom her for
at prelle mig –
Fjeldbo.
Kanske for at frelses.
Lundestad.
Ugørligt; han var kommen for dybt i det; –
og det, som sker, det er nu altid det bedste.
og det, som sker, det er nu altid det bedste.
Kammerherren.
Velbekomme! Finder De det også bedst, at
De blev slået ved valget igår?
De blev slået ved valget igår?
Lundestad.
Jeg blev da ikke slået; det gik jo altsammen
efter min egen vilje. Stensgård skal en ikke
stanges med; han har det, som vi andre må bide
os i fingrene efter.
efter min egen vilje. Stensgård skal en ikke
stanges med; han har det, som vi andre må bide
os i fingrene efter.
s. 201
Kammerherren.
Ja, det udtryk forstår jeg ikke ganske –?
Lundestad.
Han har evne til at rive mængden med sig.
Og da han nu er så heldig, at han hverken hin-
dres af karaktér eller af overbevisning eller af
borgerlig stilling, så har han så svært let for at
være frisindet.
Og da han nu er så heldig, at han hverken hin-
dres af karaktér eller af overbevisning eller af
borgerlig stilling, så har han så svært let for at
være frisindet.
Kammerherren.
Jeg skulde dog i sandhed mene, at vi også er
frisindede.
frisindede.
Lundestad.
Ja Gu' er vi frisindede, herr kammerherre; der
er ingen tvivl om det. Men der er det ved det,
at vi bare er frisindede på vore egne vegne; men
nu kommer Stensgård og er frisindet på andres
vegne også. Det er det nye i tingen.
er ingen tvivl om det. Men der er det ved det,
at vi bare er frisindede på vore egne vegne; men
nu kommer Stensgård og er frisindet på andres
vegne også. Det er det nye i tingen.
Kammerherren.
Og alt dette omvæltningsvæsen vil De fremme?
Lundestad.
Jeg har læst i gamle historiebøger, at der før
i tiden var folk, som kunde mane spøgelser frem;
men de kunde ikke mane dem bort igen.
i tiden var folk, som kunde mane spøgelser frem;
men de kunde ikke mane dem bort igen.
Kammerherren.
Men, kære Lundestad, hvor kan De, som en
oplyst mand –?
oplyst mand –?
Lundestad.
Jeg ved nok, det er papistisk overtro, herr
kammerherre; men det er med nye tanker, som
med spøgelser; en kan ikke mane dem bort igen;
og derfor får en se at komme ud af det med
dem, så godt en kan.
kammerherre; men det er med nye tanker, som
s. 202
med spøgelser; en kan ikke mane dem bort igen;
og derfor får en se at komme ud af det med
dem, så godt en kan.
Kammerherren.
Ja, men nu, da Monsen er faldet, og rimeligvis
hele dette slæng af rolighedsforstyrrere med
ham –
hele dette slæng af rolighedsforstyrrere med
ham –
Lundestad.
Var Monsen faldet en to–tre dage før, så var
meget blevet anderledes.
meget blevet anderledes.
Kammerherren.
Desværre; De har været for snar –
Lundestad.
Jeg havde også hensyn til Dem, herr kammer-
herre.
herre.
Kammerherren.
Til mig?
Lundestad.
Vort parti må bevare sin hæderlighed i folks
øjne. Vi repræsenterer den gamle, grundfæstede,
norske ærlighed. Havde jeg svigtet Stensgård,
så ved De han har et papir –
øjne. Vi repræsenterer den gamle, grundfæstede,
norske ærlighed. Havde jeg svigtet Stensgård,
så ved De han har et papir –
Kammerherren.
Ikke nu længere.
Lundestad.
Hvad?
Kammerherren.
Her er det.
s. 203
Lundestad.
Har han sendt Dem det tilbage?
Kammerherren.
Ja. Personlig er han en hædersmand; det
skudsmål må jeg give ham.
skudsmål må jeg give ham.
Lundestad
(tankefuld).
(tankefuld).
Sagfører Stensgård har gode gaver.
Sagfører Stensgård
(fra baggrunden, standser i døren).
(fra baggrunden, standser i døren).
Får jeg lov at komme nærmere?
Kammerherren
(imod ham).
(imod ham).
Det kan De trygt.
Stensgård.
Og De vil tage en lykønskning af mig?
Kammerherren.
Det vil jeg.
Stensgård.
Så tag den både varm og inderlig! Og slå så
en streg over alle skrevne dumheder –
en streg over alle skrevne dumheder –
Kammerherren.
Jeg holder mig til handlinger, herr Stensgård.
Stensgård.
O, Gud velsigne Dem!
Kammerherren.
Og fra idag af – siden De så ønsker det –
fra idag af er De som hjemme her.
fra idag af er De som hjemme her.
s. 204
Stensgård.
Må jeg? Må jeg det?
(det banker.)
Kammerherren.
Kom ind!
(Flere bygdemænd, medlemmer af formandskabet o. s. v.
Kammerherren går dem imøde, modtager lykønskninger og taler med dem.)
Kammerherren går dem imøde, modtager lykønskninger og taler med dem.)
Thora
(som imidlertid er trådt ind fra den bageste dør tilvenstre).
(som imidlertid er trådt ind fra den bageste dør tilvenstre).
Herr Stensgård, må jeg takke Dem stille.
Stensgård.
De, frøken!
Thora.
Fader har sagt mig, hvor smukt De har handlet.
Stensgård.
Men –?
Thora.
O, hvor vi har miskendt Dem!
Stensgård.
Har De –?
Thora.
Det var jo også Deres egen skyld; – nej,
nej; det var vor. O, hvor inderlig gerne vilde
jeg ikke gøre det godt igen.
nej; det var vor. O, hvor inderlig gerne vilde
jeg ikke gøre det godt igen.
Stensgård.
Vilde De? Vilde De selv? Vilde De virkelig –?
Thora.
Allesammen; kunde vi såsandt –
Kammerherren.
Forfriskninger til herrerne, mit barn!
s. 205
Thora.
Nu kommer de.
(hun går op igen mod døren, hvorfra pigen straks efter kommer med vin
og bagværk, der bydes omkring under det følgende.)
Stensgård.
Kære, fortræffelige Lundestad; jeg føler mig
som en sejrende gud!
som en sejrende gud!
Lundestad.
Så følte De Dem vel igår også.
Stensgård.
Pyt; idag er det noget andet; det bedste; kro-
nen på det hele! Glorien, glansen over livet!
nen på det hele! Glorien, glansen over livet!
Lundestad.
Åhå; elskovstanker?
Stensgård.
Ingen tanker! Lykke, lykke; kærlighedslykke!
Lundestad.
Så svoger Bastian har bragt Dem svaret?
Stensgård.
Bastian –?
Lundestad.
Ja, han ymted om noget igår; han havde nok
lovet at tale for Dem hos en liden pige.
lovet at tale for Dem hos en liden pige.
Stensgård.
Å, hvad sniksnak –
Lundestad.
Vær ikke ræd for mig. Hvis De ikke ved det
endnu, så kan jeg sige Dem det: De har sejret,
herr Stensgård; jeg har det fra Ringdal.
endnu, så kan jeg sige Dem det: De har sejret,
herr Stensgård; jeg har det fra Ringdal.
s. 206
Stensgård.
Hvad har De fra Ringdal?
Lundestad.
Jomfru Monsen har givet sit ja.
Stensgård.
Hvad siger De?
Lundestad.
Sit ja, siger jeg.
Stensgård.
Ja? Ja? Og faderen er rømt!
Lundestad.
Men ikke datteren.
Stensgård.
Sit ja! Midt under en sådan familjeskandale!
Hvor ukvindeligt! Sligt må jo støde enhver fint-
følende mand tilbage. Men det er en misfor-
ståelse, det hele. Jeg har aldrig anmodet Ba-
stian –; hvor kunde så det bæst –? Lige-
meget, det kommer mig ikke ved; hvad han har
gjort, må han selv svare for.
Hvor ukvindeligt! Sligt må jo støde enhver fint-
følende mand tilbage. Men det er en misfor-
ståelse, det hele. Jeg har aldrig anmodet Ba-
stian –; hvor kunde så det bæst –? Lige-
meget, det kommer mig ikke ved; hvad han har
gjort, må han selv svare for.
Daniel Hejre
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
He-he; stor forsamling; ja, naturligvis; man
gør sin opvartning, sine hoser grønne, som man
siger. Kanske jeg også må få lov –
gør sin opvartning, sine hoser grønne, som man
siger. Kanske jeg også må få lov –
Kammerherren.
Tak, tak, gamle ven!
Daniel Hejre.
Gudbevares, højstærede; gør sig endelig ikke
så gemen. (nye gæster kommer.) Se, der har vi retfær-
dighedens håndlangere; – exekutionsmagten –;
noksagt! (hen til Stensgård.) Ah, min kære, lykkelige,
unge mand; er De der? Deres hånd! Modtag
forsikkringen om en oldings uskrømtede glæde.
s. 207
så gemen. (nye gæster kommer.) Se, der har vi retfær-
dighedens håndlangere; – exekutionsmagten –;
noksagt! (hen til Stensgård.) Ah, min kære, lykkelige,
unge mand; er De der? Deres hånd! Modtag
forsikkringen om en oldings uskrømtede glæde.
Stensgård.
Hvorover?
Daniel Hejre.
De bad mig igår tale en smule tvetydigt om
Dem til hende, De ved nok –
Dem til hende, De ved nok –
Stensgård.
Nå ja, ja; hvad så?
Daniel Hejre.
Det var mig en inderlig fryd at efterkomme
Deres ønske –
Deres ønske –
Stensgård.
Hvad så; hvad så, spørger jeg? Hvorledes tog
hun det?
hun det?
Daniel Hejre.
Som en elskende kvinde, naturligvis; stak i at
græde; smækked døren i lås; vilde hverken svare
eller vise sig –
græde; smækked døren i lås; vilde hverken svare
eller vise sig –
Stensgård.
Ah, Gudskelov!
Daniel Hejre.
De er barbarisk! At sætte et enkehjerte på
slig grusom prøve; at gå her og glæde sig over
skinsygens kvaler –! Men kærligheden har katte-
øjne; noksagt; thi idag, da jeg for forbi, stod
madam Rundholmen frisk og frodig i det åbne
vindu og kæmmed sit hår; så ud som en hav-
frue, med permission at sige; – å, det er et
dygtigt fruentimmer!
slig grusom prøve; at gå her og glæde sig over
skinsygens kvaler –! Men kærligheden har katte-
s. 208
øjne; noksagt; thi idag, da jeg for forbi, stod
madam Rundholmen frisk og frodig i det åbne
vindu og kæmmed sit hår; så ud som en hav-
frue, med permission at sige; – å, det er et
dygtigt fruentimmer!
Stensgård.
Nå? Og så?
Daniel Hejre.
Ja, så lo hun, som hun var besat, faer; og der-
med rakte hun et brev ivejret og råbte: Et frier-
brev, herr Hejre; jeg er bleven forlovet igår!
med rakte hun et brev ivejret og råbte: Et frier-
brev, herr Hejre; jeg er bleven forlovet igår!
Stensgård.
Hvad? Forlovet?
Daniel Hejre.
En hjertelig lykønskning, unge mand; det glæ-
der mig usigeligt, at jeg var den første, som
kunde melde Dem –
der mig usigeligt, at jeg var den første, som
kunde melde Dem –
Stensgård.
Det er sludder! Det er snak!
Daniel Hejre.
Hvad er snak?
Stensgård.
De har ikke forstået hende; eller hun har ikke
forstået –; forlovet! Er De gal? Nu, da Monsen
er falden, så er rimeligvis hun også –
forstået –; forlovet! Er De gal? Nu, da Monsen
er falden, så er rimeligvis hun også –
Daniel Hejre.
Nej, minsæl er hun ej, faer! Madam Rundhol-
men står på solide ben.
men står på solide ben.
s. 209
Stensgård.
Ligemeget. Mine tanker går i en ganske an-
den retning. Det med brevet var bare en spøg,
et væddemål, det hørte De jo. Kære herr Hejre,
gør mig den tjeneste, ikke at tale et ord til
nogen om denne dumme historie.
den retning. Det med brevet var bare en spøg,
et væddemål, det hørte De jo. Kære herr Hejre,
gør mig den tjeneste, ikke at tale et ord til
nogen om denne dumme historie.
Daniel Hejre.
Forstår; forstår! Det skal holdes hemmeligt;
det er det, man kalder romantik. Ak, ja; den
ungdom, den skal nu altid være så poetisk!
det er det, man kalder romantik. Ak, ja; den
ungdom, den skal nu altid være så poetisk!
Stensgård.
Ja, ja; ti blot; jeg skal lønne Dem for det, –
føre Deres processer –; hys; jeg stoler på Dem.
(fjerner sig.)
føre Deres processer –; hys; jeg stoler på Dem.
Kammerherren
(som imidlertid har talt med Lundestad).
(som imidlertid har talt med Lundestad).
Nej, Lundestad, – det kan jeg umuligt tro!
Lundestad.
Nu svor jeg, herr kammerherre! Jeg har det
fra Daniel Hejres egen mund.
fra Daniel Hejres egen mund.
Daniel Hejre.
Hvad har De fra min mund, om jeg tør spørge?
Kammerherren.
Sig mig, – har sagfører Stensgård vist dig
en veksel igår?
en veksel igår?
Daniel Hejre.
Ja, død og plage, det er sandt! Hvorledes
hænger det sammen?
hænger det sammen?
Henrik Ibsen: De unges forbund.
14
s. 210
Kammerherren.
Det skal jeg sige dig siden. Men du fortalte
ham jo –
ham jo –
Lundestad.
De bildte ham jo ind, at den var falsk?
Daniel Hejre.
Pyt; en uskyldig spøg, for at gøre ham lidt
betuttet i sejersrusen –
betuttet i sejersrusen –
Lundestad.
Men De sagde jo, at begge underskrifter var
falske?
falske?
Daniel Hejre.
Ja, for Pokker, hvorfor ikke ligesågodt begge,
som den ene?
som den ene?
Kammerherren.
Altså dog!
Lundestad
(til kammerherren).
(til kammerherren).
Og da han det hørte –
Kammerherren.
Så var det han gav vekselen til Ringdal!
Lundestad.
Den veksel, som han ikke længere kunde bruge
til at true med.
til at true med.
Kammerherren.
Spiller den højmodige; fører mig bag lyset
påny; – åbner sig adgang til mit hus; afnøder
mig taksigelser, – den, den –! Og den person –!
påny; – åbner sig adgang til mit hus; afnøder
mig taksigelser, – den, den –! Og den person –!
s. 211
Daniel Hejre.
Men hvad er det dog for løjerlige fagter, højst-
ærede?
ærede?
Kammerherren.
Siden; siden, kære ven! (trækker Lundestad tilside.) Og
den person er det, De beskytter, skubber fremad,
hjælper ivejret!
den person er det, De beskytter, skubber fremad,
hjælper ivejret!
Lundestad.
End De selv da?
Kammerherren.
O, jeg kunde have lyst til –!
Lundestad
(tyder mod Stensgård, som taler med Thora).
(tyder mod Stensgård, som taler med Thora).
Se derborte. Hvad tanker tror De ikke folk
gør sig –?
gør sig –?
Kammerherren.
De tanker skal jeg bringe dem ud af.
Lundestad.
For sent, herr kammerherre; han hjælper sig
frem med udsigter og skin og sandsynligheder –
frem med udsigter og skin og sandsynligheder –
Kammerherren.
Jeg kan også manøvrere, herr gårdbruger Lun-
destad!
destad!
Lundestad.
Hvad vil De gøre?
Kammerherren.
Pas på! (går hen til Fjeldbo.) Herr værkslæge Fjeld-
bo, – vil De vise mig en tjeneste?
bo, – vil De vise mig en tjeneste?
14*
s. 212
Fjeldbo.
Med glæde!
Kammerherren.
Så fordriv den karl derhenne.
Fjeldbo.
Stensgård?
Kammerherren.
Ja, lykkejægeren; jeg tåler ikke at høre hans
navn; fordriv ham!
navn; fordriv ham!
Fjeldbo.
Men hvorledes kan jeg –?
Kammerherren.
Det blir Deres egen sag; jeg giver Dem frie
hænder –
hænder –
Fjeldbo.
Frie hænder! Det gør De? I et og alt?
Kammerherren.
Ja, for Pokker; ja!
Fjeldbo.
Deres hånd på det, herr kammerherre!
Kammerherren.
Her er den.
Fjeldbo.
I Guds navn da; nu eller aldrig! (højlydt.) Må
jeg et øjeblik lægge beslag på de tilstedeværen-
des opmærksomhed?
jeg et øjeblik lægge beslag på de tilstedeværen-
des opmærksomhed?
Kammerherren.
Doktor Fjeldbo har ordet!
s. 213
Fjeldbo.
Jeg har den glæde, med kammerherre Brats-
bergs samtykke, at meddele Dem min forlovelse
med hans datter.
bergs samtykke, at meddele Dem min forlovelse
med hans datter.
(Udbrud af overraskelse. Thora udstøder et let skrig; kammerherren
er ifærd med at sige noget, men fatter sig i det. Støj og lykønskninger.)
er ifærd med at sige noget, men fatter sig i det. Støj og lykønskninger.)
Stensgård.
Forlovelse! Din forlovelse –!
Daniel Hejre.
Med kammerherrens –? Med din –? Med –
med –?
med –?
Lundestad.
Er doktoren fra viddet?
Stensgård.
Men, herr kammerherre –?
Kammerherren.
Hvad kan jeg gøre? Jeg er frisindet. Jeg
slutter mig til de unges forbund!
slutter mig til de unges forbund!
Fjeldbo.
Tak, tak, – og tilgivelse!
Kammerherren.
Vi befinder os i associationernes tid, herr sag-
fører; den fri konkurrence leve!
fører; den fri konkurrence leve!
Thora.
O, min velsignede fader!
Lundestad.
Ja, vi befinder os i forlovelsernes tid også; jeg
kan melde en forlovelse til –
kan melde en forlovelse til –
s. 214
Stensgård.
Det er opspind!
Lundestad.
Nej, visst er det ikke; jomfru Monsens for-
lovelse –
lovelse –
Stensgård.
Usandt; usandt, siger jeg!
Thora.
Nej, faer, det er sandt; de er her begge to.
Kammerherren.
Hvem? Hvor?
Thora.
Ragna og kandidat Helle. Derinde –
(mod den øverste dør tilhøjre.)
Lundestad.
Kandidat Helle? Ham altså –!
Kammerherren.
Og her; hos mig! (op mod døren.) Herud, kære barn!
Ragna
(viger sky tilbage).
(viger sky tilbage).
O, nej, nej; her er så mange mennesker!
Kammerherren.
Ingen undseelse; hvad kan De for det, som er
hændt?
hændt?
Kandidat Helle.
Herr kammerherre, hun er hjemløs nu.
Ragna.
O, tag Dem af os!
s. 215
Kammerherren.
Det skal jeg. Og hjertelig tak, at I tyede
til mig!
til mig!
Daniel Hejre.
Ja, minsæl lever vi i forlovelsernes tid; jeg kan
såmæn supplere listen –
såmæn supplere listen –
Kammerherren.
Hvad? Du? I din alder; – hvilken letsindighed!
Daniel Hejre.
Å –! Noksagt.
Lundestad.
Spillet er tabt, herr Stensgård.
Stensgård.
Så? (højt) Nej, nu skal jeg supplere listen, herr
Daniel Hejre! En meddelelse, mine herrer; også
jeg har nået en havn.
Daniel Hejre! En meddelelse, mine herrer; også
jeg har nået en havn.
Kammerherren.
Hvorledes?
Stensgård.
Man spiller dobbelt spil; man skjuler sine sande
hensigter, når det behøves. Jeg anser det for
tilladeligt, når det sker i almenvellets tjeneste.
Min livsgerning ligger afstukken foran mig, og
den går mig for alting. Min virksomhed er viet
til dette distrikt; en ideernes gæring er her at
bringe klarhed i. Men det værk magtes ikke af
en lykkejæger. Sognets mænd må slutte sig om
en af sine egne. Derfor har jeg nu bundet mig
fast og uløseligt til interesserne her, – bundet
mig med hjertets bånd. Har jeg vakt misfor-
ståelse hos nogen, så må det tilgives. Også jeg
er forlovet.
hensigter, når det behøves. Jeg anser det for
tilladeligt, når det sker i almenvellets tjeneste.
Min livsgerning ligger afstukken foran mig, og
den går mig for alting. Min virksomhed er viet
til dette distrikt; en ideernes gæring er her at
bringe klarhed i. Men det værk magtes ikke af
en lykkejæger. Sognets mænd må slutte sig om
en af sine egne. Derfor har jeg nu bundet mig
fast og uløseligt til interesserne her, – bundet
s. 216
mig med hjertets bånd. Har jeg vakt misfor-
ståelse hos nogen, så må det tilgives. Også jeg
er forlovet.
Kammerherren.
De?
Fjeldbo.
Forlovet!
Daniel Hejre.
Bevidnes.
Kammerherren.
Men hvorledes –?
Fjeldbo.
Forlovet? Med hvem?
Lundestad.
Det er da vel aldrig –?
Stensgård.
En frugt af hjertets og forstandens overvejelser.
Ja, mine sognemænd, jeg er forlovet, med enke-
madame Rundholmen.
Ja, mine sognemænd, jeg er forlovet, med enke-
madame Rundholmen.
Fjeldbo.
Med madam Rundholmen!
Kammerherren.
Landhandlerens enke?
Lundestad.
Hm. Ja så!
Kammerherren.
Men jeg løber surr i alt dette. Hvorledes
kunde De da –?
kunde De da –?
s. 217
Stensgård.
Manøvrer, herr jernværksejer!
Lundestad.
Han har gode gaver.
Bogtrykker Aslaksen
(ser ind af døren i baggrunden).
(ser ind af døren i baggrunden).
Beer mangfoldig om forladelse –
Kammerherren.
Nå, kom ind, Aslaksen! Vil De også gratulere?
Aslaksen.
Nej, Gudbevares, så grov er jeg ikke. Men
jeg må nødvendigt tale med herr Stensgård.
jeg må nødvendigt tale med herr Stensgård.
Stensgård.
Siden; De kan vente udenfor.
Aslaksen.
Nej, død og plage, jeg må sige Dem –
Stensgård.
Hold Deres mund! Hvad er dette her for på-
trængenhed? – Ja, mine herrer, så forunderlige
er skæbnens veje. Distriktet og jeg trængte til
et fast og varigt bånd imellem os; jeg traf en
moden kvinde, som kunde skabe mig et hjem.
Nu har jeg kastet lykkejægerhammen, og her
har I mig i eders midte, som den jævne folkets
mand. Tag mig. Jeg er rede til at stå eller
falde på enhver post, hvor eders tillid måtte
stille mig.
trængenhed? – Ja, mine herrer, så forunderlige
er skæbnens veje. Distriktet og jeg trængte til
et fast og varigt bånd imellem os; jeg traf en
moden kvinde, som kunde skabe mig et hjem.
Nu har jeg kastet lykkejægerhammen, og her
har I mig i eders midte, som den jævne folkets
mand. Tag mig. Jeg er rede til at stå eller
falde på enhver post, hvor eders tillid måtte
stille mig.
Lundestad.
Han har vundet.
s. 218
Kammerherren.
I sandhed, jeg må sige – (til pigen, som har nærmet
sig ham fra døren i baggrunden.) Nå, nå; hvad er det? Hvad
fniser du af?
sig ham fra døren i baggrunden.) Nå, nå; hvad er det? Hvad
fniser du af?
Pigen.
Madam Rundholmen –
De omstående.
Madam Rundholmen?
Kammerherren.
Hvad hun?
Pigen.
Madam Rundholmen står udenfor med sin kæ-
reste –
reste –
De fleste
(i munden paa hverandre).
(i munden paa hverandre).
Kæreste? Madam Rundholmen? Men hvor-
ledes –?
ledes –?
Stensgård.
Hvilken snak!
Aslaksen.
Ja, jeg sagde Dem jo –
Kammerherren
(mod døren).
(mod døren).
Herind; herind!
(Bastian Monsen med madam Rundholmen under armen fra
baggrunden; almindeligt røre.)
baggrunden; almindeligt røre.)
Madam Rundholmen.
Ja, herr kammerherre, De må endelig ikke
blive vred –
blive vred –
s. 219
Kammerherren.
Bevares; bevares!
Madam Rundholmen.
Men jeg måtte rigtig op og vise Dem og frø-
kenen min kæreste.
kenen min kæreste.
Kammerherren.
Ja, ja, – De er jo bleven forlovet; men –
Thora.
Men vi vidste ikke –
Stensgård
(til Aslaksen).
(til Aslaksen).
Men hvorledes er det dog –?
Aslaksen.
Jeg havde så meget i hodet igår; så meget
at tænke på, mener jeg –
at tænke på, mener jeg –
Stensgård.
Men hun fik jo mit brev, og –
Aslaksen.
Nej, hun fik Bastian Monsens; her er Deres.
Stensgård.
Bastians? Og her –? (kaster et øje på udskriften, kram-
mer brevet sammen og putter det i lommen.) O, De forbandede
ulykkesfugl!
mer brevet sammen og putter det i lommen.) O, De forbandede
ulykkesfugl!
Madam Rundholmen.
Ja, såmæn slog jeg til! En skal vogte sig for
de falske mandfolk; men når en har sort på hvidt
for at en mandsperson mener det redeligt så –.
Nej, se; der er sagfører Stensgård også! Ja, De,
herr Stensgård, De vil da visst gratulere mig?
de falske mandfolk; men når en har sort på hvidt
for at en mandsperson mener det redeligt så –.
Nej, se; der er sagfører Stensgård også! Ja, De,
herr Stensgård, De vil da visst gratulere mig?
s. 220
Daniel Hejre
(til Lundestad).
(til Lundestad).
Hvor glubsk hun ser på ham, De!
Kammerherren.
Det vil han visst, madam Rundholmen; men
vil ikke De gratulere Deres tilkommende sviger-
inde?
vil ikke De gratulere Deres tilkommende sviger-
inde?
Madam Rundholmen.
Hvem?
Thora.
Ragna; hun er også bleven forlovet.
Bastian.
Du, Ragna?
Madam Rundholmen.
Ja så? Ja, min kæreste sagde jo, at en viss en
gik på frierfødder. Til lykke begge to; og vel-
kommen i familjen, herr Stensgård!
gik på frierfødder. Til lykke begge to; og vel-
kommen i familjen, herr Stensgård!
Fjeldbo.
Nej, nej; ikke ham!
Kammerherren.
Nej, kandidat Helle; et fortræffeligt valg. Og
min datter må De såmæn også gratulere.
min datter må De såmæn også gratulere.
Madam Rundholmen.
Frøkenen! Nå; så havde Lundestad ret allige-
vel! Gratulerer, frøken; gratulerer, herr sagfører!
vel! Gratulerer, frøken; gratulerer, herr sagfører!
Fjeldbo.
Doktor, skal De sige.
Madam Rundholmen.
Hvad?
s. 221
Fjeldbo.
Doktor; det er mig.
Madam Rundholmen.
Nej, nu ved jeg hverken ud eller ind!
Kammerherren.
Men nu ved jeg først både ud og ind!
Stensgård.
Undskyld; en nødvendig forretning –
Kammerherren
(sagte).
(sagte).
Lundestad, hvad var det andet?
Lundestad.
Hvilket andet?
Kammerherren.
Ikke lykkejæger; men det andet –
Lundestad.
Rodhugger.
Stensgård.
Jeg anbefaler mig!
Kammerherren.
Et ord, så godt som ti, herr sagfører Stens-
gård! Et ord, – et ord, som længe har ligget
mig på hjertet –
gård! Et ord, – et ord, som længe har ligget
mig på hjertet –
Stensgård
(henimod udgangen).
(henimod udgangen).
Undskyld; jeg har hastværk.
Kammerherren
(efter ham).
(efter ham).
Rodhugger!
s. 222
Stensgård.
Farvel; farvel!
(ud i baggrunden.)
Kammerherren
(kommer nedover igen).
(kommer nedover igen).
Nu er luften ren, mine venner!
Bastian.
Og kammerherren lægger ikke mig til last,
hvad der er hændt hjemme?
hvad der er hændt hjemme?
Kammerherren.
Enhver får feje for sin egen dør.
Bastian.
Jeg har heller ingen del i det.
Selma
(som under det foregående har lyttet ved den øverste dør tilhøjre).
(som under det foregående har lyttet ved den øverste dør tilhøjre).
Faer! Nu er du glad; – må han nu komme?
Kammerherren.
Selma! Du! Du beder for ham? Du, som
iforgårs –
iforgårs –
Selma.
Pyt; det er længe siden iforgårs. Alt er godt.
Nu ved jeg, han kan gøre gale streger –
Nu ved jeg, han kan gøre gale streger –
Kammerherren.
Og det glæder du dig over?
Selma.
Ja, over at han kan; men han skal ikke få
lov til det.
lov til det.
s. 223
Kammerherren.
Ind med ham.
(Selma ud igen tilhøjre.)
Værksforvalter Ringdal
(fra den forreste dør tilhøjre).
(fra den forreste dør tilhøjre).
Her er afskedsansøgningen.
Kammerherren.
Tak; men istykker med den.
Ringdal.
Istykker?
Kammerherren.
Ja, Ringdal; det er ikke på den måde. Jeg
kan sone alligevel; alvor og gerning –
kan sone alligevel; alvor og gerning –
Erik Bratsberg
(med Selma fra højre).
(med Selma fra højre).
Har du tilgivelse for mig?
Kammerherren
(rækker ham vekselen).
(rækker ham vekselen).
Jeg tør ikke være ubarmhjertigere end skæbnen.
Erik Bratsberg.
Faer! Endnu idag skal jeg standse med min
forretning, som er dig så meget imod.
forretning, som er dig så meget imod.
Kammerherren.
Nej, tak; nu blir du stående. Ingen fejghed!
Ingen flugt fra fristelsen! Men jeg står hos. (højt.)
Ja, ved De nyt, mine herrer? Jeg er gået ind i
firmaet med min søn.
Ingen flugt fra fristelsen! Men jeg står hos. (højt.)
Ja, ved De nyt, mine herrer? Jeg er gået ind i
firmaet med min søn.
Flere af gæsterne.
Hvad? De, herr kammerherre?
s. 224
Daniel Hejre.
Du, højstærede?
Kammerherren.
Ja; det er en hæderlig og en velsignelsesrig
virksomhed. Eller kan ialfald være det. Og nu
har jeg heller ikke længere nogen grund til at
holde mig udenfor.
virksomhed. Eller kan ialfald være det. Og nu
har jeg heller ikke længere nogen grund til at
holde mig udenfor.
Lundestad.
Ja, ved De hvad, herr kammerherre Bratsberg,
– vil De tage fat til gavn for distriktet, så var
det rigtignok både spot og skam, om jeg gamle
arbejdstræl skulde svigte min værnepligt.
– vil De tage fat til gavn for distriktet, så var
det rigtignok både spot og skam, om jeg gamle
arbejdstræl skulde svigte min værnepligt.
Erik Bratsberg.
De! Virkelig?
Lundestad.
Jeg får jo. Efter den elskovssorg, som har
rammet sagfører Stensgård idag –; Gud bevare
mig for at tvinge mennesket ind i statssager nu.
Han bør friske sig op; ud at rejse, bør han, og
jeg skal se at hjælpe til. Og derfor, mine sogne-
mænd, har I brug for mig, så tag mig.
rammet sagfører Stensgård idag –; Gud bevare
mig for at tvinge mennesket ind i statssager nu.
Han bør friske sig op; ud at rejse, bør han, og
jeg skal se at hjælpe til. Og derfor, mine sogne-
mænd, har I brug for mig, så tag mig.
Sognemændene
(under håndtryk og bevægelse).
(under håndtryk og bevægelse).
Tak, Lundestad! De er dog den gamle! De
svigter ikke!
svigter ikke!
Kammerherren.
Se, det er, som det skal være; nu kommer
alting i sin rette gænge igen. Men hvem er
igrunden skyld i alt dette?
alting i sin rette gænge igen. Men hvem er
igrunden skyld i alt dette?
s. 225
Fjeldbo.
Ja, De, Aslaksen, De må kunne gøre rede
for –?
for –?
Aslaksen
(forskrækket).
(forskrækket).
Jeg, herr doktor! Jeg er så uskyldig, som barn
i moers liv!
i moers liv!
Fjeldbo.
Men det brev, som –?
Aslaksen.
Det var ikke mig, siger jeg! Det var valg-
mandsvalget og Bastian Monsen og skæbnen og
tilfældet og madam Rundholmens punsch; – der
var ikke citron i den, og så står jeg just med
pressen i næven –
mandsvalget og Bastian Monsen og skæbnen og
tilfældet og madam Rundholmens punsch; – der
var ikke citron i den, og så står jeg just med
pressen i næven –
Kammerherren
(nærmere).
(nærmere).
Hvilket? Hvad; hvad?
Aslaksen.
Pressen, herr kammerherre!
Kammerherren.
Pressen! Der har vi det! Er det ikke det, jeg
altid har sagt, at pressen har en overordentlig
magt i vore dage?
altid har sagt, at pressen har en overordentlig
magt i vore dage?
Aslaksen.
Nej, men, herr kammerherre –
Kammerherren.
Ingen utidig beskedenhed, herr bogtrykker
Aslaksen. Jeg har hidindtil ikke læst Deres avis;
herefter vil jeg læse den. Må jeg bede om ti
exemplarer.
Aslaksen. Jeg har hidindtil ikke læst Deres avis;
Henrik Ibsen: De unges forbund.
15
s. 226
herefter vil jeg læse den. Må jeg bede om ti
exemplarer.
Aslaksen.
De skal gerne få tyve, herr kammerherre!
Kammerherren.
Nå ja, tak; lad mig så få tyve. Og trænger
De forøvrigt til penge, så kom til mig; jeg vil
støtte pressen; men det siger jeg Dem på for-
hånd, – jeg vil ikke skrive noget i den.
De forøvrigt til penge, så kom til mig; jeg vil
støtte pressen; men det siger jeg Dem på for-
hånd, – jeg vil ikke skrive noget i den.
Ringdal.
Nej, men hvad hører jeg! Deres datter for-
lovet!
lovet!
Kammerherren.
Ja, hvad siger De til det?
Ringdal.
Velsignet, siger jeg! Men når skede det?
Fjeldbo
(hurtigt).
(hurtigt).
Å, det skal jeg siden –
Kammerherren.
Det skede såmæn sidstleden 17de Maj.
Fjeldbo.
Hvorledes –?
Kammerherren.
Samme dag, som lille frøken Ragna –
Thora.
Faer, faer; har du vidst –?
Kammerherren.
Ja, mine kære; jeg har vidst det den hele tid.
s. 227
Fjeldbo.
O, herr kammerherre –!
Thora.
Men hvem har –?
Kammerherren.
En anden gang skal I småpiger tale lidt min-
dre højrøstet, når jeg sidder og blunder i kar-
nappet.
dre højrøstet, når jeg sidder og blunder i kar-
nappet.
Thora.
O, Gud; sad du indenfor gardinerne?
Fjeldbo.
Så forstår jeg Deres adfærd –
Kammerherren.
Ja, De, som kunde gå her og tie.
Fjeldbo.
Vilde det have nyttet, om jeg havde talt før
idag?
idag?
Kammerherren.
De har ret, Fjeldbo; det mellemliggende måtte
til.
til.
Thora
(sagte til Fjeldbo).
(sagte til Fjeldbo).
Ja, tie kan du. Alt dette med Stensgård; –
hvorfor fik jeg ingenting at vide?
hvorfor fik jeg ingenting at vide?
Fjeldbo.
Når en høg kredser over dueslaget, så vogter
og værger man sin lille due, – men man æng-
ster ikke.
(De afbrydes af madam Rundholmen.)
og værger man sin lille due, – men man æng-
ster ikke.
15*
s. 228
Daniel Hejre
(til kammerherren).
(til kammerherren).
Hør; du får virkelig undskylde; men vi kom-
mer til at opsætte vore procesanliggender på
ubestemt tid.
mer til at opsætte vore procesanliggender på
ubestemt tid.
Kammerherren.
Gør vi det? Nå ja, ja!
Daniel Hejre.
Jeg skal sige dig, jeg har overtaget en stilling
som nyhedsreferent i Aslaksens avis.
som nyhedsreferent i Aslaksens avis.
Kammerherren.
Det fornøjer mig.
Daniel Hejre.
Og du vil selv indse, – de mange løbende
forretninger –
forretninger –
Kammerherren.
Vel, vel, min gamle ven; jeg kan godt vente.
Madam Rundholmen
(til Thora).
(til Thora).
Ja, jeg har såmæn grædt mine modige tårer
for det slette menneske. Men nu takker jeg
Vorherre for Bastian. Den anden, han er falsk,
som skum på vand; og så er han så uvorren i
tobaksvejen, frøken; og så vil han ha'e alting så
lækkert til hverdags; det er en ren madhest.
for det slette menneske. Men nu takker jeg
Vorherre for Bastian. Den anden, han er falsk,
som skum på vand; og så er han så uvorren i
tobaksvejen, frøken; og så vil han ha'e alting så
lækkert til hverdags; det er en ren madhest.
Pigen
(fra venstre).
(fra venstre).
Bordet er dækket.
Kammerherren.
Nå, så tager De vel allesammen tiltakke. Herr
gårdbruger Lundestad, De sidder hos mig; og De
også, herr typograf Aslaksen.
s. 229
gårdbruger Lundestad, De sidder hos mig; og De
også, herr typograf Aslaksen.
Ringdal.
Jo, her vil rigtignok blive stof til skåler!
Daniel Hejre.
Ja; og det er vel neppe ubeskedent, om en
olding forbeholder sig skålen for de kære fra-
værende.
olding forbeholder sig skålen for de kære fra-
værende.
Lundestad.
En fraværende kommer igen, herr Hejre.
Daniel Hejre.
Sagføreren?
Lundestad.
Ja; pas på, mine herrer! Om ti–femten år sid-
der Stensgård i folkets eller i kongens råd, –
kanske i dem begge på engang.
der Stensgård i folkets eller i kongens råd, –
kanske i dem begge på engang.
Fjeldbo.
Om ti–femten år? Ja, men da kan han ikke
stå i spidsen for de unges forbund.
stå i spidsen for de unges forbund.
Daniel Hejre.
Hvorfor ikke det?
Fjeldbo.
Nej, for da vil han være af en temmelig tvivl-
som alder.
som alder.
Daniel Hejre.
Men så kan han jo stå i spidsen for de tvivl-
sommes forbund, faer! Det er også det Lunde-
stad mener. Han siger omtrent som Napoleon:
de tvivlsomme, siger han, det er det stof, hvoraf
man gør politikusser; hehe!
sommes forbund, faer! Det er også det Lunde-
stad mener. Han siger omtrent som Napoleon:
s. 230
de tvivlsomme, siger han, det er det stof, hvoraf
man gør politikusser; hehe!
Fjeldbo.
Ja, hvorom alting er, – vort forbund skal
bestå både gennem unge og tvivlsomme dage.
Og det skal vedblive at være de unges forbund.
Da Stensgård stiftede sin forening og løftedes
på folkets skuldre under frihedsdagens jubel og
rus, da sagde han: med de unges forbund er et
forsyn i pakt! For vort vedkommende tænker
jeg selv theologen der tør lade det ord gælde.
bestå både gennem unge og tvivlsomme dage.
Og det skal vedblive at være de unges forbund.
Da Stensgård stiftede sin forening og løftedes
på folkets skuldre under frihedsdagens jubel og
rus, da sagde han: med de unges forbund er et
forsyn i pakt! For vort vedkommende tænker
jeg selv theologen der tør lade det ord gælde.
Kammerherren.
Det tænker jeg med, mine venner; thi san-
delig, – vi har tumlet og famlet i dårskab; men
gode engle stod bag.
delig, – vi har tumlet og famlet i dårskab; men
gode engle stod bag.
Lundestad.
Å, Gud bedre os; englene, de har nok været
så middels.
så middels.
Aslaksen.
Ja, det ligger i de lokale forholde, herr Lunde-
stad!
stad!
(Teppet falder.)
